Mange ord har været sagt undervejs, men jeg har med vilje ventet. Jeg mener ikke man kan dømme en film, før den er færdig. Tager vi Titanic, er det først efter en times tid at den begynder at have skyggen af herlighed – og i Jurassic Park skal vi endnu længere hen, hvor dinosauerne er sluppet fri. Og taler vi 1864 skulle vi hen over midten. Men så var jeg til gengæld også fanget helt og aldeles.
1864 kritikken har primært gået på den økonomiske side af sagen. Det har givet forargelse, at en serie kan være så dyr – og lægmand kigger derfor på serien og vurderer den som skulle den slå den største hollywood-film. Alt under episke storfilm var på det nærmeste et nederlag. Sådan kan man dog ikke dømme serien, og beløbet er beskedent når man ser det i større perspektiv. Den har f.eks. kostet mindre end et grand prix på Amager.
Da over en million har set med, har den altså omregnet kostet hver eneste seer det samme som en enkelt ny DVD film koster i butikkerne. Småpenge.
HVAD FIK VI SÅ?
Vi fik en film, der beskriver selvsikkerheden hos datidens politikere, konge, kulturelite og i begyndelsen også befolkningen. Troen på, at vi i Danmark er store nok til at tage en hvilken som helst hær på os. En tiltro til det danske, som man kunne komme langt med. Eller måtte flygte fra.
Vi fik en grundlæggende følelse af de strømninger, der kastede os ud i en med nutidens øjne fuldstændig håbløs kamp – og den markante stolthed (fædrelandskærlighed) der gjorde, at vi kæmpede videre trods det, at der ikke var flere om at stå fast.
Vi fik 8 afsnit, der med en skiften mellem nutid og datid fungerede i et moderne lys, som gør at den også kan bruges til de unge mennesker i skolerne, som vil kunne identificere sig med den unge pige med næseringen, som sammen med seerne genoplevede datidens gru i den støvede bog. Som undervisningsfilm har vi pludselig fået endnu en krig indenfor i ungdommens univers, der enddog er ved at glemme 2 verdenskrig. Sådan går det med krige. Efterhånden som de, der kunne fortælle historien, de dør, bliver krigene til historiebøger – og når stemmerne, der var der, dør ud – bliver bogens bogstav støvet. 1864 har ikke været på en dagsorden længe, 1 verdenskrig er en fodnote i historieundervisningen – og anden verdenskrig holdes kun kunstigt i live. Film som Matador og "Der Untergang" er med til at give den nyt liv hos dem, der ikke var der, men som skal huske den alligevel. Filmene er det medie, der måske kan få nogle til at forstå.
EN KRIG UDEN DRONER
Lige nu huskes 1864 mest for pressens mange forsider. Historikere er gået på jagt efter elektriske hegn og manglende historisk korrekte striber på uniformer. Licenshadere er gået amok over prisen. Politikere har som vanligt kastet de røde lejesvende efter parnasset i filmens verden. Men tilbage står fortsat en serie, der – trods mangler – har potens, professionalisme og et moderne fortællesprog. En uhyggelig blodig og mærkbar voldsom beskrivelse af datidens krige, som unge mennesker godt kan glemme i dag, hvor man blot sender en drone og slår ihjel bag et joystick. Eller i en virkelighed, hvor krig bare er noget man beskriver i kort nyt på TV2 NEWS. Krige kommer altid tættere på, når vi ser dem bevæge sig på lærred eller skærm – og vil man fortælle en eneste ung i folkeskolen om, hvad 1864 var, skal man selvfølgelig den vej. Det kan vi nu – og hurra for det! Bornedal er blevet svinet til for serien, der var rent pengespild. Han er blevet skældt ud for at ville slå pointerne fast i os, så fast så det mindede om en pixibog. Den kritik kan jeg nemt dele, men til gengæld tror jeg netop at det er vigtigt at pensle det helt ud, hvis man skal have historieløse til også at fatte, hvilket stof fædrelandskærlighed er gjort af. Det er ikke det vi har mest af nu om dage, og om få år er det ord måske helt gledet ud. Så at pensle lidt vel rigeligt sikrer måske netop, at alle er med. Også dem, der kun lige er født og skal se serien som historieundervisning om 14 år.
Er der mangler? Ja, det er der! Jeg er helt enig i, at vi ikke kom rigtigt ind under huden på persongalleriet. Jeg husker ikke engang rigtigt navnene på dem, og jeg græd ikke da Laust faldt om. Jeg kendte ham ikke nok til at fælde en tåre, mens den både kom frem, da Inge måtte gifte sig bort i et arrangeret ægteskab med venindens voldtægtsmand og forlade sin horeunge – og da Peter kom hjem til sin mor, kunne jeg mærke det. Det kunne 2 afsnit mere have klaret, så det ikke blev så overfladisk en start. Jeg har gudskelov glemt, at man kan redde liv med hypnose eller isterninger, som var en mærkelig malplaceret omgang eventyr, men det valg kan jeg godt leve med ikke at forstå. På trods af en lidt for hurtig og flygtig indgang i personernes verden fik jeg alligevel et indblik i tankerne, troen og følelsen i Danmark for 150 år siden. Ikke et dybt indblik med treårskrigens London-protokol og den forudgående udenrigspolitik – men et indblik, der giver lyst til at fordybe mig mere. Og dermed er målet vel nået? Ingen har vel den fulde viden, efter at have set matador – men et indblik, som giver en grundlæggende følelse af at have forstået tiden. Og lyst til at forstå endnu mere.
NÅR HISTORIEN UDÅNDER KAN ÅNDEN LEVE
1864 blev anmeldt efter første akt. Men der var tre af slagsen. Optakten og det almindelige liv i årene optil krigen. Selve krigen hvor danske mænd tappert (dumdristigt) drog afsted. Pigen der ville med, men kun fandt døden og drog retur til det Danmark, der havde fået en lussing og et slag på selvforståelsen. Efterspillet med hjemkomst, sorg og trodsig livsgnist. Vi skal leve livet fuldt ud, siger hjemvendte posttraumatiske Peter i sin afsluttende replik. Vi skal frygte det onde, som ikke er det udefra, men er det onde, der lever inde i os selv. Og pludselig er ordene om, at det der tabes udad skal vindes indad, gjort til levende billeder.
Levende billeder af historie, der opstår gennem oplæsning fra en støvet gammel historiebog. Læst af en moderne lyshåret pige i kommunalt jobtilbud hos en gammel mand, der havde historien i sig. Da bogen er læst udånder historien i fysisk form, men ånden lever videre gennem ordet – og får fornyet liv.
Når vi engang har glemt, at de 8 timers film næsten kostede det samme, som en enkelt aften med sang og dans i en ombygget fabrikshal, er det netop fornyet liv til fortiden som 1864 vil være for eftertiden…
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
