1985 – Lønne Højskole – at skabe det oprindelige

Jeppe SøeLevet liv, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Lønnes mulighedsværdi

Nogle troede sikkert at gamle Søe var blevet gak gak da han i 1985 meddelte, at han ville starte en ny højskole i det vestjyske landskab. Krisen i højskolen kradsede begyndende landet over og højskolebladet skrev mere om lukningstruede skoler end om nystartede. Ikke desto mindre var det hvad min far og mor, Charlotte og Poul Erik Søe, ville. De ville starte en højskole på gammeldags maner. Genfinde højskolens oprindelige fundament. Gå helt tilbage til grundtanken, og se om ikke det kunne bære. Finde de gamle dyder som højskolen levede på før controllere og ministerier fik fingrene ned i friskolens værdigrundlag. Starte en højskole, der virkelig var fri og i øvrigt familieejet og familiedrevet, som et landbrug. En skole, der sagde nej til de støttekroner statskassen ellers gerne ville putte i højskoler, dog mod at få kontrol med en række af de ting, der skulle foregå – eller i hvert fald kræve dokumentation for, hvad der skete. En skole der stod selv og dyrkede friheden til forskellighed. Men Søe var ikke gak gak. Som altid havde mor og far den overbevisning, at hvis man virkelig vil noget og tror på det, så er det ubetinget det rigtige at arbejde på – en visdom der også er grundstenen i min lillesøster Astrid og min egen opdragelse. Man kan hvad man vil, der skal bare knokles for det. Og knoklet blev der fra 1985 til 2007, hvor Lønne Højskole slukkede lyset i foredragsstuen en sidste gang, mens den stadig var på sit højeste med totalt fuldtegnede ophold.

Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:

”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.

Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors skabelse i Lønne. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor – og her var højskolen en fuld tank af møder med mennesker. En af dem han mødte i Krogerup var netop min mor, Charlotte, der kom dertil som elev. Det endte med bryllup. Far blev med mor endnu stærkere. De to kunne ikke uden hinanden, de havde samme tankesæt og havde hver deres styrker. Et stærkt arbejdsfællesskab i højskole på både Krogerup og Uldum højskole. Et fællesskab, der var som skabt til at søge tilbage i tiden og genopfinde det oprindelige midt i nutiden. Det blev i hvert fald, efter sammenlagt 12 år på både Krogerup og Uldum højskole, deres livsstykke i Lønne. Et livsstykke der holdt 22 år, indtil de selv traf valget om at sige, at nu er det slut

En højskole bliver til

Jeg glemmer aldrig turen på bagsædet af vores gamle blå Volvo i 1984. Astrid og jeg havde fået en dag fri fra Vejle Fri Børneskole og turen gik til Nørre Nebel i Vestjylland. Den tur var der ikke noget sært ved, vi kom derovre tit, idet mors familie stammede derfra og vi børn elskede at besøge Anni og Søren, der havde møllen i Nørre Nebel. Men midtvejs mellem Uldum og Lønne fortalte mor og far så denne turs ganske specielle baggrund. De fortalte, at familien skulle lave en ny højskole. Flytte fra Uldum og lave vores helt egen skole. Mor og far vidste endnu ikke helt hvor den skulle ligge. Turens formål var at se en gammel folkeskole i Lønne, der måske kunne danne rammen om familieopgaven. På bagsædet var vi ellevilde. Selvfølgelig sendte vi også tanker til vores elskede friskole, der jo skulle forlades – og til den svømmehal der jo var ren luksus for børn at have i baghaven på Uldum Højskole. Men tanken om at skulle lave vores helt egen højskole, sammen med mor og far, tog hurtigt over. Hvis der var noget mor og far altid kunne, så var det at tage vi to børn med i alt der skete. Vi var allerede i Uldum med i højskolen, vi var altid velkomne med mor og far på arbejde, hvis vi da havde lysten. Højskolen skulle ikke være et sted, hvor mor og far hele tiden havde deres gang – men en måde at leve på, hvor også børnenes naturlige skridt havde muligheden for at bevæge sig ind i højskolens univers. Mens Volvoen nærmede sig Vestjylland, gik snakken derfor om den nye højskole. Vi lavede i bilen en lang liste over mulige navne til aftenkaffe og sang på skolen, der ikke bare skulle hedde aftenkaffe, men skulle have så stor værdi, at skulle ha sit eget varemærke. ”Elverhøj” blev det navn, der gennem 22 år betød kaffe, fortælling, hjemmebag og sang. Opfundet i en bil på vej mod vest.

Folkeskolen vi så i Lønne var ikke en helt ny bygning… for at sige det mildt. Bygningen var da i fin stand, men lignede jo slet ikke de paladser der rundt omkring holdtes højskole i. Der var ingen svømmehal, ingen musiklokaler eller store sportshaller. Linoleummet på gulvet var præget af datidens sløjdlokaler, vandet stod op i gymnastiksalen hvis ikke en pumpe kørte udenfor 24 timer i døgnet. Det var lidt slidt og gammeldags. Nogle vil endda sige grimt – men for os var det perfekt til at holde en højskole, der ikke skulle leve på surfing, golf eller modetrælleri, men stå fast på det levende ord. Det levende ord kræver ikke nye gardiner, og det var heldigt, for vi havde ikke pengene. Vi flyttede ind i februar 1985. Som familie kom vi til at vide en del om håbets arbejdsform. Far beskrev det senere i en takketale, hvor højskolen modtog Egholtprisen:

”Min Charlotte, vore børn Jeppe og Astrid og jeg blev hinandens håb da vi begyndte at holde højskole på bar mark. Vi vidste ikke hvad vi ville, men vidste hvad vi længtes efter. Jeg tror på, at længsel er håbets fødested. Det er noget, alle mennesker ved. Og har vidst før alle tænkere og digtere. Man ligger ”alvorligt syg” med mindst 38,2 i feber. Man synes i hvert fald det er nok til at melde afbud. Familien er flinke og tager det helt alvorligt: Vil du ikke have havregrød med sødmælk, ligesom da du var dreng. Har du ikke lyst til rødspætter med persillesovs? Uden at være højtuddannede rådgivere i livsforståelse ved de straks, hvad der skal til. Det handler bare om at få den såkaldt syge til at længes. Ligegyldigt efter hvad. Hvis man bare kan få den vandrette til at længes, så er håbet allerede til stede. At få en pris er for en enkelt dag at få en fjederham, som det hed i gamle Danmark. Håbet melder sig og hedder Egholt i stedet for persillesovs. Men virkningen er den samme. Håbet kommer altid fra de andre. Desuden ved enhver, som arbejder i de frie skoler, at håbet kommer fra deltagerne, fra eleverne. I usædvanlig grad er vi på Lønne Højskole holdt oppe af de folk, der kommer der. Der er ingen andre til at betale, fordi vi har sagt pænt nej tak til statstilskud, og meget kan man sige om staten, men den sender ikke ligefrem penge til folk, der ikke søger om det”.

At højskolen i Lønne var et familiehåb bliver tydeligt, hvis jeg tænker tilbage på alt det der skulle laves, før de første deltagere kunne komme indenfor. Alle de pæne møbler fra barndomshjemmet blev sat over på højskolen – alt hvad vi holdt af skulle gerne være del af højskolen. Hjemme satte vi de møbler, der ikke var pæne nok til at vise frem. Hurtigt virkede den forladte skole som en hjemlig højskole og for os blev det endnu mere et familieprojekt, når deltagerne sad i vores egne sofaer og drak kaffe ved spisebordet fra vores hjem i Uldum. Stole til deltagerne fulgte med i købet af folkeskolen, men de var jo til børn i de små klasser og derfor alt for lave. Her mødte vi for første gang de lokale, der bærer en stor del af æren for at opstarten i Lønne blev så nem. Den lokale tømrer mente ikke vi skulle købe nye stole, de skulle bare ha en klods under alle fire ben. Som sagt så gjort, 320 klodser blev sat på og ingen klodser faldt af gennem de 22 år. Nøjsomhedens land tog mod os – og selv de, der kunne tjene penge på at være skolens håndværkere, fandt på gode spareråd. Enten fordi de forstod hvad der kunne få os til at overleve, eller også netop manglen på tro. En håndværker sagde engang i opstarten: ”Det er en flot bygning, synd der aldrig kommer noget i den”. Vi troede på det. Min gamle mormor malede alle stolene himmelblå, alt imens tømreren gik i gang med skolens ganske specielle talerstol. Far ville jo lave et grundtvigsk sted, hvor ”solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Et sted, hvor det ikke var foredragene der var det vigtige, men mødet mellem forskellige mennesker. Og de grundtanker skulle også være i skolens møblement. Derfor skulle talerstolen ikke være et ophøjet alter, som det ofte ses, men et simpelt læhegn. Tanken var at man skulle tale med naboen henover hegnet, og præcis sådan blev talerstolen i foredragsstuen. En lokal maler cyklede en dag indenfor i gårdspladsen. Med sig havde han en række tegninger af højskolen, som han havde lavet til fri brug i vores foldere. Med tegningerne fulgte de forløsende ord: ”Vi skal jo ha det her til at gå”. Mødet med Vestjylland var hjertevarmt. Et godt naboskab med egnen er livgivende for højskoler, og er jo nogle steder gået galt. En højskole skal ikke være et samfund i samfundet, men et levende sted på en levende egn. Derfor var ordene fra maleren et stempel på en kontrakt og gensidig respekt mellem egn og skole. Bag højskolen lå egnens fodboldbane, hvor Lønnes eget fodboldhold have deres hjemmebane. Det ville vi selvfølgelig ikke ødelægge, så da vi byggede bostederne bag højskolen opkøbte og drænede vi nabogrunden til fodbold. Efter nogle år var Lønnes fodboldhold dog blevet så lille, at man måtte låne nogle af modstanderens spillere for at stille fuldt hold, og derfor blev fodboldbanen til en sagahave, hvor vi med deltagernes hjælp plantede træer og buske fra oldtidens Danmark. Vi satte runesten, lavede tingsted og ikke mindst lavede Danmarkshøjen, hvor deltagerne kunne tage en græstørv med hjemmefra og ”skrive sig i bogen”. Sagahøjen voksede gennem de 22 år og indeholder jord fra hele Danmark, medbragt til højskolen af deltagere i poser og sække. Enkelte sendte også græstørv med posten til højskolen, til landpostens store forundring.

Læs også:  Fjern afgiften på hygiejnebind

At strække det midlertidige ud

Sagahavens Danmarkshøj, dannet af deltagernes græstørv, er faktisk et sindbillede på det Lønne Højskole blev. Højen var aldrig blevet virkelig uden møder mellem mennesker. Den voksede i takt med dem, der deltog. Og indholdet kom fra dem, der medvirkede. Og helt i tråd med mor og fars grundtanke, er det ikke dem der får ideen til en høj som gør den mulig, men dem der deltager i ideen og husker at gribe spaden og grave i den danske undergrund før de drager af sted mod højskolen. Da far og mor valgte at lukke højskolen i 2007 skrev de i en takkehilsen på højskolens hjemmeside netop om dette samvær med deltagerne:

”Højskole vil altid være et midlertidigt fællesskab, men for os har det været enestående, at deltager efter deltager strakte det midlertidige ud og gjorde det varigt, sådan som vi også mærker det her i sommeren, hvor det føles, som om Lønne stadig lever – som om hænder, der blev strakt frem, aldrig vil synke. Kun ordet helliger huset, siger Grundtvig om kirken. Udsagnet kan overføres på højskole, når indhold og samvær bygger på det, han søsatte. Målet i Lønne var aldrig at sælge fastlåste synspunkter og holdninger, men alene at gøre folk stærkere i det, de selv kom med. Lønne Højskole levede af den forskellighed, som deltagerne medbragte. Virkeligheden får ånd og kraft af den spænding og den iver efter at komme hinanden i møde, som kun findes i forskelligheden. Folk, der kom her, blev aldrig kaldt elever, som om højskolen på nogen vis var i stand til med ånds-elevator at løfte mennesker op over sig selv. Vi valgte ordet deltagere, netop mennesker, der tager del i det folkelige møde, højskole kan være. Næsten 48.000 ansigter ser på os fra det, der nu er erindringens skatkiste, hvori det gemte finder en fælles form, ikke som et lukket kredsløb, men som en uendelig kæde, der er stadig ny ved indledningen og slutningen. Tilværelsen slutter sig sammen og får deraf kraft til at tage fat forfra”.

Hvis man vil tage fat forfra, må man skønne på de skatte der er efterladt af andre. Og hvad var det så Lønne Højskole kunne. Enhver kan se, at jeg er inhabil i det spørgsmål. Derfor må det tolkes som ren højskolesnak. Men set i bakspejlet er det meget synligt for mig, hvad der gjorde Lønne Højskole så speciel – og hvad der fik nogle i højskolebevægelsen til at fremhæve skolen gang på gang i tale og skrift: Det nye var alene respekten for det gamle. At turde gå mod strømmen. At ville stå selv, i en tid, hvor politikerne helst ville ha at man stod på række og gik march. Og så er det klart for mig, at også mødet med min fars ord trak fulde huse og min mors omsorg for enhver der kom indenfor gjorde stedet hjemligt og eftertragtet. Far har dog altid benægtet, at stedets succes havde noget med hans ord at gøre. At skabe Lønne kan enhver, der tager højskolens værdi og grundtanke alvorligt.

Grundtanken mødte mor og far som tidligere nævnt stærkest hos K E Larsen, og en enkelt oplevelse fra Krogerup trak far igen og igen op som eksempel på hvad vi skulle efterleve. Den historie forklarede meget af det, der blev Lønne: I tresserne skrantede sangen på højskolen i Krogerup. Højskolesangbogen blev næsten ikke taget frem. Det kunne K E Larsen ikke ha. Sangen var højskole for ham, som han kendte den fra højskoletiden i Sønderborg. Hvis sangen forsvandt, så ville folkeligheden også forsvinde. Far oplevede K E Larsens kamp for sangen på Krogerup, her beskrevet med fars egne ord:

”K E blev ved, selv da sangen for længst var død mange andre steder. K E Larsen sad sidst i tresserne morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup og spillede fra Folkehøjskolens Melodibog. Det var første vinter, jeg var der. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal. Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg fandt det lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet. – Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget KE’sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med. De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død.

Den grundtanke om frihed og frivillighed var gennemgående i alt hvad Lønne Højskole stod for. Far og mor ville ikke forme eller gå forrest, danne eller påvirke. De ville gøre folk stærkere i det de selv kom med. Højskolen skulle ikke meddele noget nyt. Livsoplysning er generindring. Lønne skulle bygge på folkets fælles viden. Den skulle være et mødested, hvor den folkelige viden som et fællesskab udveksles mellem mennesker med forskelligt udgangspunkt og forskellige holdninger. Alle synsmåder skulle kunne komme til orde og måtte finde sig i modsigelse. Vigtigst var den samtale, der ikke tvang sit eget igennem, men hvor man var hinandens mulighed.

Friheden til forskellighed

Det er flotte ord – og kan i et skræmmende øjeblik forveksles med virksomhedernes slogans eller slagord. Men for mor og far var det blot almindelig virkelighed, som de levede efter både som højskolefolk og forældre. Far sammenfattede det oprindeligt i slagordet ”Frihed til forskellighed”, der i dag – til hans store glæde – har bredt sig til mange andre munde rundt omkring i samtale. Fjerner man Kold fra højskolens skabelsesberetning, så mente far at højskolen blev til hos Grundtvig i det øjeblik historikerne sagde offentligt, at hvis gud havde skrevet biblen, så havde de skrevet det meste af fra andre religioner. Der var stor splittelse mellem præster og historikere, samtale blev til debat og konfrontation. Præsterne ville ikke tale med historikere længere, og omvendt. Grundtvig tænkte anderledes. Det var netop NU det var væsentligt at tale sammen. Det var først nu, hvor forskelligheder kunne brydes, at samtale var værdifuldt. Men samtalen kunne selvsagt ikke finde sted i kirkerne, da præster og religion herskede her – og ej heller på universiteterne, hvor forskere og videnskab havde magten. Man måtte kunne finde et neutralt sted, hvor holdninger kunne brydes mellem forskelligheder. Det var i fars øjne Grundtvigs virkelige skabelsesøjeblik for højskolen. Netop derfor skrev far mod faghøjskoler, der enten tilbød idræt eller golf som hovedfag. De steder ville primært blive opsøgt af folk med samme interesser, som så ikke ville kunne andet end at samtale om det alle de andre vidste i forvejen. Også hjerteforeningens højskole var i fars øjne dødsdømt, da deltagerne her jo bare ville tale om pacemakere og hjertemedicin. I fars øjne var det værdifulde, at en læsehest mødte en fodboldsspiller og en bonde mødte en forbruger. Netop som han og mor selv havde det, når de mødte andre mennesker. Et sådan mødested blev Lønne Højskole.

Stolthed er ikke et ord som mor og far ville bruge om deres livsværk. Det må andre kalde det på deres vegne, hvis de vil – og det vil med sikkerhed blive slået hen. De to kunne få det til at lyde helt nemt og selvfølgeligt at Lønne blev det sted det blev. Og det er nok netop der hemmeligheden ligger, man skal føle værdien fra Grundtvig så meget, at den bliver del af sig selv. Mærke grundtanken så voldsomt, at den bliver en naturlighed i tanke og virke. Sådan var det hos mine forældre en del af deres hjerte. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det var en bedrift at starte og drive Lønne Højskole. Det kørte som et landbrug, hvor bondekone og mand måtte slide og slæbe for at få det til at gå – også med børnenes hjælp. Far og mor var ”på gården” fra morgenmad kl. 8 til ”Elverhøj” sluttede klokken 22 – og min søster og jeg blev taget med på råd og taget med i arbejdet som en naturlighed. Vi holdt begge vore første foredrag i Lønne, og stoppede aldrig med at have Lønne som vores livs udgangspunkt. Lønne blev stedet vi vendte tilbage til og stadig vender tilbage til i tankerne, når vi skal træde nye skridt i livet.

Når højskolen var deltagerfri, så skulle regnskaber og foldere laves. Forberedelserne blev gjort med sikker og stilren hånd i tæt samarbejde mellem mor og far. Fælles ideer blev til ord i højskolens foldere, og mor sad på kontoret ved telefonen for at få medvirkende ved klaver, folkedans og fortælling på plads. Far sad ved en rimelig nymodens computer, der kunne mindre end hvad nutidens mobiltelefoner kan. Men for far, der fra sin avistid kendte typografiens blysætning, var computeren meget moderne. Han omdøbte dog med det samme de udenlandske EDBord til dansk – og således blev tekstprogrammet WORD omdøbt til runehakning. Folderne var enkle i deres design, altid i sort hvid – og langt væk fra de brochurer, der ellers kaldte til samling på andre højskoler. Også her var rammen ikke det væsentligste – ordene skulle leve selv. Når runehakkeren havde spyttet en folder ud, så gik mor i gang ved en gammel offset trykmaskine vi havde købt brugt, og her blev folderne til mængder. Familien blev hidkaldt, helt ud i sidste led af slægstræet, for nu skulle alle de trykte 4Asider foldes, samles sammen i bunker med 18 forskellige i hver og lægges i kuverter. På disse skulle frimærker slikkes 10.000 gange og påklistres for at spare en portomaskine, og en lille lap med adresse skulle også klæbes på med en limstift, derefter afsenderadressen med limstift og også limstift til en lap med ordet ”tryksag”, der forsinkede posten 2 dage, men sparede 25 øre. Senere blev der råd til noget så fornemt som et stempel med afsenderadresse og tryksag, hvilket sparede mindst en dags arbejde. Det år vi for første gang kunne stemple hurtigt, frem for at lime lapper på kuverterne vidste vi, at Lønne var godt i gang. Det var et kæmpe arbejde, men også det vi i familien forstod ved hyggeligt samvær – det var de to årlige familiefester – og det virkede.

Der blev sendt til alle lægers venteværelser og til biblioteker – samt til dem der ringede for at få foldere. Det blev flere og flere kuverter gennem årene, og ringede man én gang efter foldere, så sendte vi i 5 år. Man kunne jo bare give dem væk til naboen. Vi averterede kun de første år, ikke helsidesannoncer i fuldfarve med billeder og slagord, men bitte små annoncer der blandede sig med dødsannoncer og ”jern afhentes gratis”. Præcis de rubrikker, der altid bliver læst i en lokalavis. Efter nogle år blev annoncerne skrottet og lykkeligt afløst af mund til mund metoden. Det er dog den bedste og mest livgivende reklame, at folk vil fortælle videre og endda kan finde på at komme tilbage. Vi kaldte tilbagevendende deltagere for stedsegrønne, og de blev del af familien.

Da friheden blev genopdaget

I starten lignede ophold i Lønne de kurser man kan få om sommeren på andre højskoler. Ikke i indhold, men i form. Friheden der fulgte med det rungende NEJ til statstilskud var endnu ikke gået op for os på højskolen i Lønne, selvom vi jo selv havde råbt NEJ. Ophold varede 8 eller 14 dage, som var det tidsrum der andre steder udløste tilskud. Men langsomt bevægede højskolen sig i en friere retning. Det var en pludselig opdagelse at emnet kunne bestemme længden af et ophold. Vaskerimanden, der kom med rent linned til bostederne, ville gerne selv til Lønne, men tiden og arbejdet krævede ham, og derfor kunne der kun blive tid til en weekend. Pludselig gik det op for mor og far, at netop en weekend kunne være fin tid til højskole. Dog skulle weekend i det Søe’ske omdøbes omgående. ”Vi skal tale dansk om vores fridage”, sagde far, ”og når man kan sige årsskifte, kan man også sige ugeskifte”. Og således kom ”skiftedage” til verden, et højskoleophold fra fredag eftermiddag til søndag middag. Den højskoleform ramte plet, langt som en kroferie, men med mere indhold end mad og dans – et kik ind i højskolens verden, et tiltrængt besøg på rastepladsen før man ræser videre derudaf. Skiftedage i Lønne var til genbrug – som en ferie i forbifarten. Af og til må man stoppe op for at komme videre! Skiftedage fortsatte alle år og mere end 19.000 mennesker fandt vej til netop denne højskoleform. Skiftedage var for den, der aldrig havde været på højskole. For den, der ikke havde længere tid fri. For den, som ville prø­ve højskole før et længere ophold. Og for den, der engang var på højskole og ville genopleve det som levende nutid. Skiftedage blev en sammenhæng af højskolernes bedste erfaringer – fortælling, foredrag, samtale, musik, kunst, sang, fest og dans. Et ugeskifte med skiftende indhold og skiftende fortællere. Foredrags-emnerne så man først ved ankomsten til højskolen. Overraskelser hørte med til et skift.

Læs også:  HEJ MIN SKAT. JEG VIL SKILLES!

Skiftedage blev livgivende gensyn med mange deltagere – og nu blev friheden for alvor synlig på Lønne Højskole. Ophold begyndte at vare hvad emnet holdt til. De 8 og 14 dage blev afløst af en skole, der for alvor stod selv og tænkte nyt. Man kunne lave et ophold, hvor vi skulle synge hele Grundtvigs ”Syvstjernen” på 849 vers, med fortælling og foredrag om versene undervejs. Det ville tage 3-4 dage og kunne nu ligge fra mandag til fredag. Det blev livgivende at opdage hvad frihed kan gøre ved sindet. Her kom også højskolerejserne ind i billedet, som også blev en stor del af højskolens liv. Lønnes rejser havde altid en historisk kerne som udgangspunkt og stræbte efter at indleve sig i folkenes nutid. Færøerne var stedet vi igen og igen besøgte, en kærlighed som både mor og far havde – men også Schweiz, Danelagen, Slesvig, Estland, Holland, Normandiet og Ungarn var nogle af de lande, der blev besøgt gennem årene. Næsten altid i bus, med fars fortælling hele vejen frem og næsten altid i danskernes fodspor. Vikingerne og oldtiden var med i bussen fra Lønne, som i bugen også havde campingborde til tag-selv-bords frokoster i det grønne eller i grøftekanten, hvor det nu engang passede ind med et stop. Formen på rejserne blev velkendt og mange tog på flere højskolerejser gennem de 22 år. Det var en rejseform med indhold, og som gruppe kom vi også ind steder, hvor man normalt ikke fik adgang. Alle steder var fortællingen og sammenhængen med det nordiske folk en fast og gennemgående overskrift.

Man står i gæld til dem, man kæmper mod

Det kan virke som et opgør med det eksisterende at fremhæve modstanden mod statstilskud. For nogle kan det virke som om hele Lønne Højskoles fundament var et stort angreb på alle de andre højskolers måde at være i live på. Men sådan måtte Lønne Højskole aldrig opfattes, og blev det da heller ikke af dem, der havde hørt far tale om de frie skoler – eller blot de, der havde krydset vores vej. Far var aldrig modstander af sine modstandere. Tværtimod hyldede han dem, der var uenig med ham – eller gjorde tingene på en anden måde. Selv skrev han om sine modstandere: ”Når jeg her kæmper mod andre og deres meninger, er det først og fremmest en kamp med mig selv. Derfor står jeg i gæld til dem, jeg skriver imod. Uden ville jeg ikke vide, hvad jeg mener”. Og han mente det! Han udlevede det hver eneste dag. Far var en krigsmand på ord, men ønskede ikke nødvendigvis at vinde kampene. Kampens hede ord var vigtigere end sejren. Han ærgede sig over, at højskoler ikke længere var en selvfølgelighed i Danmark og i det danske demokrati. Da højskolerne blev trængt, blev højskolen pludselig noget man skulle forsvare, noget man skulle kæmpe for. Da Poul Nyrup Rasmussen i 1998 ville stramme op blandt unge, for at komme fjumreår og spildtid til livs, hvilket blev en ”trend” der i nogle år kostede højskolerne mange elever, skrev far om Nyrup: ”Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsministerposten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det”. (Jeg bør tilføje, at det er skrevet i samtiden og altså før Fogh). Far mente det var mod livets lov at stramme op, for det er ens fjumren og fejl, man lærer af. Også når han blev angrebet på det personlige opfattede far det som en styrketest på ord.

Lønne Højskole var ikke velkommen i det fine selskab af folkehøjskoler, vi måtte ikke komme med i foreningen af folkehøjskoler – ligesom vi ikke måtte være med i fællesbogen over højskoler. Det var nemlig kun for dem, der modtog statsstøtte. Tvind, scientology og Indre Mission havde fri adgang, men Lønne Højskole kunne ikke være med. I stedet for surhed så far altid fremad. Han mente istedet at tiden hurtigt kommer, hvor vi bliver nødt til at finde sammen om andre grænser end hvem der søger statsstøtte og hvem der ikke gør. Han mente højskolerne skulle søge tilbage til deres sammenhænge i friskoler og efterskoler i stedet for at være fine på den. Vi skulle kendes ved slægten i højskolebevægelsen. Han talte for højskolernes frigørelse fra staten og det blev også taget op af SF’eren Poul Dam på tinge, der udarbejdede et lovforslag om højskolernes overlevelse, der netop byggede på selvsamme tanker. Far undrede sig meget over, at Niels Højlund ikke ville trykke det forslag i højskolebladet, men tilføjede: ”Vi i Lønne skal ikke presse på, vi har nemlig ingen drøm om at være læst for andre højskoler. Vi mærker jo ikke krisen i Lønne, hvor deltagerantallet har været stabilt gennem alle årene. Men vi mærker det da i sindet”. Far mestrede de hårde ord, der trods hårdheden havde en form, så de ramte blødt og vakte til eftertanke frem for vrede – og de ord blev ofte til på Lønne Højskoles talerstol.

Den gamle samfundsrevser havde højskolen slet ikke slukket for, og far fortsatte med sine skriverier og kommentarer i aviser og magasiner. Da internettet blev virkelighed, startede han derfor også en enmandsavis på nettet. Jeg var selv fanget af nettet og lavede hjemmesider, og lærte far det basale indenfor produktion af hjemmesider. Der gik ikke længe inden han, som sædvanligt, havde overhalet indenom. Det blev til tusindvis af artikler, der kommenterede politik og livet højaktuelt, humoristisk og råt. Han blev for alvor bidt af internettets tilgængelighed og frihed. Ingen redaktør behøvede at godkende holdningerne. Et tryk på en knap og holdningerne var delt med dem, der ville være med. Ligesom i Lønne. Efter kun et år på nettet havde han flere læsere på enmandsavisen end kristeligt dagblad og Information. Nu, efter hans alt for tidlige død i marts 2008, har vi bevaret enmandsavisen som et billede på den respekt han havde for dem han talte imod. Og sådan var det altså også med den øvrige højskolebevægelse. Han kæmpede indædt en kamp for at fremhæve ordet FRI i friskolebevægelsen, men ikke som et opgør eller nedgørelse af dem, der tænkte anderledes. Han ville bare ikke selv bindes på hånd og mund.

Ordets mulighedsværdi

Et eksempel på hvor livgivende andres kampe var for far er striden i højskolerne omkring det reklameslogan der fortalte om højskolerne som et sted, ”der danner din succes”. At tage på højskole skulle give succes og bedre karriere. Højskolerne brugte pludselig tidens selviske penge-sprog og glemte hjertesproget. Det var springbræt til en ny tanke i Lønne. Far ledte efter et ord, der kunne bruges om Lønne når de andre brugte succes. Ordet blev fundet hos den danske tænker Ludvig Feilberg. ”Mulighedsværdi” var hvad Lønne havde, og hvad Lønne kunne byde på. Der var ikke lovet guld og grønne skove efter et ophold i Lønne, man kunne ikke få en karakter eller bruge opholdet positivt i forhold til karrierens papirer. Faktisk måtte man ikke få noget med hjem – og gjorde man alligevel, så var det fordi man havde grebet muligheden til samtale med de andre. Fordi man var blevet stærkere i det man kom med.

Ordet var det stærkeste i højskolens virke. Både ord fra sagn og sang, fra fortælling, foredrag og samtale. Ordet var det bærende og nok til at bygge højskole på. Fars liv var ord! Fra 2002 blev han optaget af ordets magt, da han første gang skrev om ordets evne til at skabe og skæbne. At ”ordet skæbner hvad det nævner”, som også er de ord vi har valgt til hans gravsten i Agri på Mols. Til friskolernes 150-årsdag skrev han om ordets skæbnekraft følgende, der her bringes frit i uddrag:

”Ord er skæbne. Jeg tror på, at ordet ikke bare skaber, hvad det nævner. Ordet skæbner også, hvad det nævner. Vi er styret af de ord, andre tildeler os. Den egentlige skæbne er at være i ordenes vold. Vi lader os voldtage af ord, indtil friheden melder sig som salig helbredelses-kløe i et sår. Sådan løb ordene social og socialisme imellem os og endte med at gøre os ufri. Det, der skulle skabe fællesskab, blev til undertrykkelse. Da fællesskabet blev ideologi, en forestillingsverden af fremtidig lykke, så endte det i vold og ufrihed. Men man kan ikke binde ånd, frihedens ånd. Friheden vil melde sig som nye sange, nye salmer, ny nøgleraslen og nye tællelys-flammer, hver gang modetrælleriet gør os ufri og gør politik til religion. Sådan vil markedsøkonomien ende i sit eget vrangbillede. Sådan vil evalueringen dø den dag, nogen evaluerer evalueringen og opdager, at dens mål er styring og ufrihed. Lige nu falder de fleste for den kriblende lyst til at udfylde skemaer. Der er folk, der ikke kan bo en enkelt nat på et hotel uden med liderlig lyst at udfylde et skema, der gør sig til dommer over hotellets medarbejdere. Nullermændene under sengen og et par glemte underbukser indgår i en nøje evaluering, før gæsten uddeler stjerner eller kokkehuer. For et øjeblik har man magt over et andet menneske, tilmed én man ikke kender. Ikke et sekund er der plads til den tanke, at den, der skulle have gjort rent, netop i går havde et sygt barn. Lysten til at dømme gør ikke bare hende ufri, men også én selv. I de frie skoler sidder man med et nyt trældoms-ord, værdigrundlag. Styrelser, forældre og lærere skal sidde og skrive fristil om, hvilke værdier skolen bygger på. Og ordene skal indgå i vedtægterne. Alt sammen fordi det for en halv snes år siden blev mode i erhvervslivet. Pengefolkene ville skjule, at det egentlige værdigrundlag var størst mulig indtjening og mindst mulig beskatning. Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden noget nedskrevet værdigrundlag. Slægtled efter slægtled så de frie skoler som væksthuse. De skulle ikke befamles med enshedens sprøjtning og vare-deklarationer. Værdigrundlaget var aldrig nedskrevet, men altid historisk-poetiske ord. Loven for folkelivet – som alt for liv – er uophørlig bevægelse. Sådan mente Grundtvig. At tvinge folk til at skrive trosbekendelser for fri skoledrift er ene og alene at berede mulden for ny fundamentalisme, hvor det nedskrevne værdigrundlag ender som en spændetrøje. Det, undervisningsministeriet kræver af skole-styrelser, skoleledere og lærere er det, som Grundtvig aldrig selv kunne. Ministeriet tror ud fra nedskrevne værdigrundlag at kunne spærre de frie skoleformer inde i et æske-system. Værdigrundlag er alene skabt for evalueringens skyld. Man skal have noget at måle ud fra. Den egentlige frihed er, at vi er fri for opskrifter. I fremtiden skal vi sættes i stå af fristile, der kaldes værdigrundlag og er bestilt af statsmagten. Vægten, centimetermålet og karaktererne skal dræbe det ustyrlige i det historisk-poetiske. Det grundtvigske og det koldske skal laves om til ideologi. Tro mig, de nedskrevne værdigrundlag er indledningen til fundamentalisme. De bliver til trosbekendelser. Man skal være rigtig grundtvigsk, rigtig koldsk. Væk er retten til at træde ind i den frie skole helt som sig selv, uden særlige forudsætninger og en hel masse grundtvig-koldske læreregler, bare med lyst og i forvisning om, at er man ikke grundtvigsk i dag, så bliver man det nok i overmorgen – ikke fordi det kræves, men fordi i 150 år er det, hvad der er sket med de fleste. Det er derfor skolen skal være fri”.

Friheden i Lønne var ikke bare noget omkring statsstøtte. Den var som tidligere nævnt selve skolens sjæl og ånd. For far og mor var friheden ikke et begreb, men et levende væsen som er en af de stærkeste kræfter i tilværelsen. Et levende væsen, der overlever enhver underkuelse.

Efterdønninger der lønner sig

Hvis man skal tale om en efterdønning fra Lønne Højskole, må det være at vi genkaldte bevidstheden om, at den oprindelige højskoletanke er mere end nok at bygge skole på. Fjerner man alt, der er kommet til siden: statskroner, kontrol, statistik, reklameslogans og politisk magt – ja så står man tilbage med den rene vare, som kan vise sig at være nok. Kærligheden viste sig at ligge i gentagelsen. Og det er da en forjættende tanke for enhver friskolemand.

Grundtvigs højskoletanke er stadig et kabel, der kan trækkes nye lampesteder fra. Nogle er blålys, andre brænder varmt og klart. Tiden i Lønne viste, at jo tættere på hovedkablet man vælger at sætte lampestedet, jo stærkere brænder lyset. Stedet vi valgte gav et ganske godt højskoleliv, der ikke er brændt ud – selvom det er slukket.

Næste artikel: Grundtvigs oplysningstanker… Læs den HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.