2.312 mails, en Yamaha-synthesizer og den digitale kirkegård

Der er noget dybt rituelt over at vende tilbage til virkeligheden efter en sommerferie hvor indbakken har ligget og gæret i mørket som en ubeskyttet tysk turist på Rohdos Det ser jeg på den 3 august har jeg tænkt ude i hængekøjen Det er en magisk dato man kaster ud i det digitale ingenting hvorefter

Der er noget dybt rituelt over at vende tilbage til virkeligheden efter en sommerferie, hvor indbakken har ligget og gæret i mørket som en ubeskyttet tysk turist på Rohdos. “Det ser jeg på den 3. august,” har jeg tænkt ude i hængekøjen. Det er en magisk dato, man kaster ud i det digitale ingenting, hvorefter man trygt lukkede låget på laptopen. Man kan åbenbart også sætte en påmindelse i systemet og bede om at få hele lortet smidt i hovedet igen præcis den 3. august. Det har jeg åbenbart gjort. Op til flere gange.

Resultatet er en digital massegrav på 2.312 ulæste beskeder, som nu vælter ud over den første dag på jobbet. At rydde op i en gennemsnitlig e-mail-konto efter fem uger er som at gå i gang med rydningen af et dødsbo efter en grandonkel, der samlede på defekte havetraktorer og vhs-bånd med tyske vejrrapporter fra 1989. Det er et museum over alt det, man har rørt ved, købt eller gjort i afmagt de sidste femten år. Nu laver jeg så lige en overspringshandling, fordi det her lort kalder på en søeforklaring.

Tag nu Yamaha-synthesizeren. Jeg købte et eller andet obskurt plugin til den i 2012, da jeg i et kortvarigt og temmelig urealistisk midtvejskrise-anfald bildte mig ind, at jeg skulle indspille synth-pop i kælderen. Siden da har Yamaha-maskineriet sendt mig ugentlige opdateringer om et nyt, revolutionerende filter, der kan få en digital flygellyd til at lyde som en svensk domkirke. Jeg gider det ikke. Synthesizeren står bagerst i skabet bag tre kasser med julepynt og støver af. Alligevel insisterer det japanske hovedkvarter på at fortælle mig, at næste generation af wavetable-oscillatorer står for døren.

Lidt længere nede i bunken ligger Jem & Fix. Jeg købte en batteridrevet hækkeklipper derinde for seks år siden, fordi der voksede et enkelt, stædigt brombærkrat ud gennem indkørslen, som krævede hårdere midler. Det var smart med klik og hent, men de fik min email ud af at jeg ikke bare hentede det på en hylde, men i stedet ved siden af kassen. Siden har det udløst en uophørlig strøm af varme anbefalinger om haveartikler, der angiveligt vil redde mit sommerhumør. I dag gælder det en jordfræser med trinløs indstilling, som kan fræse naboens flisebelægning op, før jeg overhovedet når at sige godmorgen.

Læs også:
Da imamer fik kursusbevis for to dages tavshed

Og så er der pakken. Den ligger der hver evig eneste dag. En eller anden fiktiv fragtmand, der aldrig har sat sine ben i mit postnummer, meddeler, at min pakke er klar til udlevering, men at de lige mangler 14,50 kr. i toldgebyr. Hvis jeg bare oplyser mit Dankort-nummer, mit cpr-nummer og min mors pigenavn, så dukker den op i morgen. Ved siden af ligger Svetlana. Svetlana er 22 år, bor 300 meter væk, elsker modne mænd med briller og har lagt en besked i en datingapp, jeg aldrig har installeret, men som åbenbart kender min e-mail bedre end min egen hukommelse. Høstet fra min hjemmeside, fordi jeg gerne ville i kontakt med alle andre end Svetlana.

Lidt længere nede i bunken finder vi apoteksafdelingen. Pillerne, der kan forstørre min diller til elefantstørrelse, lander i en fast kadence på fire mails om dagen. Helt uden recept, med diskret forsendelse i en grå papkasse og med en rabatkode, der udløber om elleve minutter. Det er imponerende, så fast besluttet et litauisk online-apotek kan være på at redde mit mandsmod. Og hvordan ved de om jeg er i krise i mellemgulvet?

Jeg falder over et nyhedsbrev fra den lokale skotøjsforretning, hvis udsendelsessystem åbenbart kører på solceller og stjålet strøm. De tilbyder 30 procents rabat på gummistøvler i børnestørrelse. Mine børn er store og køber selv deres fodtøj. Ved siden af ligger en panisk mail fra en forening der vil redde nogle specifikke dyr jeg ikke anede eksisterede. Jeg ved ikke, hvornår jeg har meldt mig ind der. Måske i 2016 efter et glimt af svaghed på Folkemødet. De kræver nu, at jeg tager stilling til årets kontingent på 150 kroner, ellers vil marsvinenes fremtid i Peru være i fare. Det vil jeg faktisk skide på.

Bitcoin-millionæren fra Nigeria er der naturligvis også. Han hedder stadig noget med prins eller oberst, og han har 45 millioner dollars liggende i en bank i Cadiz, som bare venter på, at jeg oplyser mitt kontonummer, så vi kan dele broderligt. Han er mere vedholdende end min egen revisor. Og de har ligget der og ventet i årtier. Lidt længere nede lurer et webinar om “Effektiv e-mail-markedsføring i skyen”, arrangeret af en konsulentvirksomhed, der ellers gik konkurs under finanskrisen for 18 år siden. Alligevel sender de stadig venlige påmindelser om, at det er ved at være tid til at tilmelde sig.

Læs også:
Gry Rambusch (1980–2026)

Så er der afmeldings-hysteriet. Jeg beslutter mig for at rydde op og trykker på de link med teksten ‘Afmeld nyhedsbrev’. Det udløser en kædereaktion af bibelske proportioner. Først modtager jeg en mail, hvor jeg skal bekræfte at jeg virkelig ønsker at framelde. Derefter en mail der bekræfter, at jeg nu er afmeldt. Så kommer der en mail to timer efter, hvor afsenderen hyler over, at de er kede af at miste netop mig som abonnent. De spørger, om det er noget, de har sagt, og tilbyder gratis rabatordning, hvis bare jeg ombestemmer mig. Dagen efter kommer en opfølgning: “Vi vil bare sige farvel med manér.” Og dagen efter en undersøgelse: “Hjælp os med at blive bedre – hvorfor forlod du os?”

En tysk leverandør af industri-paller insisterer på, at jeg skal genforhandle kontrakten på 40.000 euro for et parti træpaller til et lager i Padborg, jeg aldrig har ejet. En yoga-guru på Bali tilbyder indre ro gennem tantrisk åndedrætsterapi til 12.000 kroner for en weekend, hvor man skal ligge i en tantrisk stilling og brøle af månen. En notifikation fra en app til kæledyrsovervågning, jeg prøvede i sommeren 2019, fortæller mig, at min kat savner omsorg – hvilket er sært, da vi altid har haft hund.

Der er tre love-you-forever mails fra en bot, der påstår at være en ensom enke i Kiev med en uforklarlig svaghed for midaldrende danske debattører. Der er et tilbud om at låne 500.000 kroner uden sikkerhed, uden renter og uden tænder, direkte fra en kælder i Letland. Der er en invitation til et digitalt kaffemøde om “Fremtidens grønne omstilling” fra en eller anden tænketank, der nægter at indse, at min gård består af en græsplæne med tre egetræer og en hæk. Og så er der en påmindelse om, at min gratis prøveperiode på et online regnskabsprogram er udløbet – skrevet til min virksomhed, der gik konkurs i 2008. De fleste af dem starter med “kære info” da jeg i sin tid var på bølgen med at generelle mails skulle starte med info@

Læs også:
Færdselspolitiets .club

For et par år siden forsøgte jeg at installere en smart sorteringsmaskine. En digital butler, der skulle putte alle sådan nogle mails i en fin, nydelig mappe for sig selv, så jeg slap for synet. Det gik jo fantastisk. Maskiner er som bekendt ikke smartere end den stakkel, der har programmeret dem, og de mangler fuldstændig den menneskelige intuition. Det betyder, at den sorteringsmaskine har besluttet, at alt, der lugter af en digital kvittering eller et nyhedsbrev, ryger direkte over i en stor, ukendt gryde sammen med de vigtige ting. Alt der virker som salg ryger derhen. Også når vi inviteres til at komme til familiens sammenskudsgilde.

Resultatet er, at jeg i dag skal finde nålen i en høstak, hvor en invitation til en rund fødselsdag hos en god ven er røget ned mellem nye knive til min robotplæneklipper, et udsalg af termotøj fra Bauhaus og en solcellelampe formet som en lyserød flamingo fra Temu. Det er den perfekte digitale kirkegård, hvor nogle lig stadig er i live.

Om cirka fjorten timer er jeg nok igennem de 2.312 mails. Plus dem, der nu vælter ind, fordi jeg har dristet mig til at svare på tre af dem, og dem, der tikker ind i dette sekund fra folk, der har siddet i samme sommerhus-isolation og ventet på mit svar.

Vi kommer sgu nok ind i september, før indbakken ligner sig selv. Og så er der i øvrigt efterårsferie, hvorefter det hele starter forfra. Hvis nogle af jer vil overtage enten diller-piller, Svetlana eller de 40 millioner euro, sender jeg gerne videre. Bare du lover ikke at svare mig tilbage.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.