Der findes en særlig form for benægtelse, der indtræder omkring time fjorten i en flyvemaskine. Det er det tidspunkt, hvor man holder op med at tro på, at man nogensinde har ejet et par ben, der kunne strækkes. Man sidder der, fastlåst i en metalkasse med Air France-logo på siden, og indser, at ens personlige sfære nu er skrumpet ind til præcis det samme areal som en gennemsnitlig bageplade. Det er her, dannelsen forsvinder, og det primitive menneske tager over.
Vi er landet i Beijing nu. Det tog 21 timer i ren rejsetid fra Solbjerg, derudover tæller tidsforskellen og den generelle følelse af at være blevet kørt gennem en tørretumbler med. Det er en fascinerende øvelse i menneskelig tålmodighed at observere en familie på tur. Min søn på 13 er nået til det punkt, hvor han mest af alt ligner en, der har opgivet håbet om nogensinde at se dagslys igen. Min ældste på 18 har valgt at optakt til rejsen med at forstrække et ledbånd i anklen på en dansk festival. Det er naturligvis den mest optimale tilstand at befinde sig i, når man skal navigere gennem verdens største lufthavne. Han burde nok have haft en kørestol, men vi valgte den heroiske tilgang: At hinke gennem den kinesiske stormagt.
Air France er en oplevelse i sig selv. Man starter med store forventninger til den franske elegance, men ender med at stirre ind i en lille skærm, der tilbyder et udvalg af kinesiske dramaer og franske arthouse-film, som ingen forstår. Resultatet giver sig selv. Jeg endte med at se Pixar. Der er noget dybt beroligende ved animerede figurer, når man sidder i 10 kilometers højde og forsøger at ignorere lyden af tre små børn tre rækker bagved, der har besluttet, at deres ører ikke længere er kompatible med kabinetrykket. De viste det med skrig, der kunne have vækket de døde i Ming-dynastiet.
Man forsøger at finde en stilling, der er behagelig. Det er en løgn, vi fortæller os selv. Der findes ingen behagelig stilling i et flysæde. Man har den der lille, tynde pude, der mest af alt føles som en skive formbrød, og et tæppe, der er så tyndt, at det knap nok kan holde en legofigur varm. Man skifter vægt fra den ene balle til den anden hvert tiende minut, som om man udfører en meget langsom og meget deprimerende dans for sig selv.
Da vi endelig ramte Beijing, skiftede sceneriet fra vestlig klagesang til kinesisk effektivitet. Det er her, man indser, at vi i Europa stadig leger med papirflyvere, mens de herovre har bygget fremtiden. Beijing er ikke bare en by. Det er en organisme med en diameter på 100 kilometer. Det er som om, Sjælland var én stor bydel, hvor alt fungerer med en præcision, der får en tysk ur-mager til at ligne en glad amatør.
Lufthavnen i Beijing er en katedral af glas og stål. Og regler. Masser af regler. Vi udfyldte formularer i lange baner. Formularer, som ingen tilsyneladende læser, men som er absolut nødvendige for at opretholde balansen i universet. Så var der febertjekket. Det er automatisk og nådesløst. En maskine scanner din pande og afgør på et splitsekund, om du er en velkommen gæst eller en omvandrende biologisk trussel. Der bliver læst advarsler op med en mekanisk stemme: Hvis du medbringer en virus, er det husarrest og retsforfølgelse. Det sætter ligesom stemningen. Man retter ryggen en ekstra gang og håber, at den smule sved på panden skyldes de 21 timers rejse og ikke en spirende influenza, der kan sende en i kinesisk spjæld.
Pas, visum og så bagagen gennem røntgen endnu en gang. Kineserne tager ingen chancer. De vil vide præcis, hvad du har i din kuffert, før du overhovedet får lov til at dufte til den kinesiske luft udenfor. Det er ikke nødvendigvis fordi de leder efter noget specifikt, de vil bare være helt sikre på, at du ved, hvem der bestemmer. Og det virker. Man føler sig meget lille, når man står der med sin forstrakte ankel og sine krøllede formularer.
Udenfor lufthavnen ventede taxa-udfordringen. At forklare en kinesisk taxachauffør, hvor man skal hen, svarer til at forklare en kat, hvordan man løser en andengradsligning. Han kiggede på os med et udtryk, der tydeligt sagde, at vores danske accent ikke var en del af hans pensum. Heldigvis har vi en kinesisk ven. Han fik hurtigt oversat adressen til nogle uforståelige tegn på en telefon, og pludselig lyste chaufføren op. Han forstod de tegn. Vi forstod ingenting. Men bilen satte i gang.
Køreturen ind til hotellet var som en rejse gennem en sci-fi film. Beijing stopper aldrig. Det er motorveje i flere lag, skyskrabere der forsvinder op i disen og en trafik, der flyder som en flydende masse af elektriske køretøjer. Vi sad der, fuldstændig smadrede, og kiggede ud på en by, der er så stor, at man mister orienteringen efter de første fem minutter.
Nu er vi på hotellet. Drengene er færdige. Den 13-årige har fundet en seng, og den 18-årige passer på sit ledbånd, mens han overvejer, om han nogensinde kommer til at gå normalt igen. Vi er trætte på den der måde, hvor man ikke helt ved, hvad dag det er, eller hvorfor man overhovedet valgte at forlade sin egen sofa i Danmark. Men midt i trætheden er der også den der sitren. Vi er i Kina. Vi er landet i en anden verden, hvor alt er større, hurtigere og mere organiseret end noget, vi kender hjemmefra.
I morgen angriber vi byen. Vi skal se det hele, spise alt det, vi ikke kan udtale, og forsøge at navigere i en by, der aldrig sover. Det bliver vildt. Det bliver kaotisk. Og det bliver helt sikkert en del sjovere end at se Pixar i en metalkasse hos Air France.
Man skal bare lige huske ikke at have feber.
{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/MIm6UOpScYK.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Søeforklaring: 21 timer i en metalkasse med Pixar og en forstrakt ankel”,”publisher”:{“logo”:{“url”:”https://jeppe.dk/wp-content/uploads/2023/01/logo.png”,”@type”:”ImageObject”},”name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Organization”},”description”:”En satirisk klumme om rejsen til Beijing, kampen for benplads i Air France og mødet med den kinesiske effektivitet.”,”datePublished”:”2026-07-06″}
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
