Konvolutten fra det offentlige har den der helt særlige, grålig-trøstesløse nuance af uforanderlig autoritet, som kun systemet kan mestre. Man river den op med en blanding af ærefrygt og nag, for man ved udmærket, at sedlen indeni sjældent bringer glædelige nyheder. Denne gang handler det om tre hundredetusinde boligejere, der har modtaget en regning, som bedst kan beskrives som statens egen regning for et længerevarende administrativt frikvarter. Logikken er lige så skruebrækkende som en overentusiastisk skattemedarbejder på fredagseftermiddag. Hvis maskinen regner forkert, er det ikke maskinen, der betaler prisen. Det er dig.
De nye ejendomsvurderinger har kørt som en langstrakt tragikomisk føljeton, hvor startskuddet for længst er druknet i udsættelser, fejlslagne it-systemer og konsulentrapporter, der vejer mere end et mindre landbrug. Imens har embedsværket skiftet udgangspunktet flere gange, end en politiker skifter holdning før et valg. Men i stedet for at erkende, at fundamentet var råddent, har man skruet et system sammen, hvor en stor gruppe borgere nu straffes for at have modtaget en rabat, de overhovedet ikke selv har bedt om. Det er som at invitere naboen på middag, servere fordærvet mad og derefter sende en bøde for maveonde.
Tre hundredetusinde mennesker står nu med udsigten til restskat og strafrenter. De såkaldte dummebøder rammer dem, fordi skatterabatten på forskudsopgørelsen for de seneste år er blevet beregnet forkert af systemet selv. Ikke af borgerne. Ikke af lokale revisorer med grønne visirer. Men af de kloge hoveder i centraladministrationen, der sidder bag lukkede døre og administrerer virkeligheden ud fra regneark, der ikke har set sollys i årtier. Rabatten blev for stor, fordi man ikke kunne finde ud af at regne rigtigt på tværs af ejendomsværdiskat og grundskyld. Når staten laver en regnefejl, hedder det en beklagelig systemisk uregelmæssighed. Når borgeren stoler på tallene, hedder det åbenbart en forbrydelse, der skal udløse renter.
Det mest bemærkelsesværdige er ikke, at systemet begår fejl. Det må man efterhånden forvente. Det opsigtsvækkende er den dybe, urokkelige kynisme, hvormed regningen straks videresendes til den svage part i ligningen. Der findes åbenbart penge nok i statskassen til det ene dyre prestige-projekt efter det andet, men når det gælder de borgere, der bare prøver at betale det, de skal, lukker kassen i med et metalskramlende drøn. Kompensationsordninger findes kun for udvalgte grupper, mens resten må se til, mens renterne tikker opad som tælleren på en holdeplads med kommunal parkering.
Hele debatten afslører en fundamental misforståelse af, hvad et samfund egentlig er for en størrelse. Man behandler danskerne som uregelmæssige elementer i et gigantisk regnskab, der konstant skal korrigeres med sanktioner. Hvis en privat virksomhed solgte et produkt, der var behæftet med så massive fejl, og bagefter krævede kunderne for renter på grund af fejlen, ville Forbrugerombudsmanden rykke ud med blå blink. Men når staten gør det, hedder det administration. Så er det bare ærgerligt olieskud. Du kunne jo bare have gennemskuet skatteministeriets komplekse algoritmer på egen hånd, mens du sad ved køkkenbordet og drak din lunkne kaffe.
Juridiske eksperter har råbt op og peget på, at det næppe holder i byretten at straffe folk for myndighedernes egne regnefejl. Men det ryster ikke dem, der sidder på magten. De trækker på skuldrene og henviser til administrative begrænsninger og politiske prioriteringer. Det er det klassiske spil mellem ansvar og afmagt. Politikerne vedtager systemer, de ikke forstår, embedsmændene administrerer dem uden blik for konsekvenserne, og regningen lander hos den menige dansker, der blot passer sit arbejde, betaler sine skatter og forventer, at det offentlige kan finde ud af at lægge to og to sammen.
Tilbage står de tre hundredetusinde boligejere med følelsen af at være blevet taget som gidsler i et administrativt hasardspil. De må nu betale prisen for, at det offentlige har brugagt milliarder på it-systemer, der minder om noget fra en havareret rumfartsskole. Og når de ringer for at få en forklaring, mødes de af telefonsvarere og skemaer, der er designet til at få folk til at opgive på forhånd. Staten har frikvarter, og regningen er sendt videre til dem, der ikke engang var inviteret med i skolegården.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
