Det er tirsdag morgen midt i august, og min telefon vibrerer med en intensitet, der normalt er forbeholdt statsledere under en international krise eller folk, der har vundet i Lotto. Men det er hverken Biden eller Danske Spil, der vil mig noget. Det er Aula. Det er den digitale pendant til en hvepserede, der er blevet vækket til live af skolestartens ubarmhjertige maskineri, og jeg sidder her med min kaffe og ser mit liv passere revy i form af røde prikker og notifikationer.
Vi er nu et par dage inde i det nye skoleår, og hvis man troede, at sommerferiens dvale ville føre til en mere moderat kommunikationsform, så tog man fejl. Aula er ikke bare et system; det er en livsstil, en døgnåben tidsrøver og for nogle af os en kilde til en helt særlig form for moderne eksistens-angst.
Den digitale syndflod
Hver gang skærmen lyser op, er det en ny vigtig besked. “Husk skiftetøj”, “Vi har fundet en enlig vante”, og min personlige favorit: “Hvem har taget den forkerte madkasse med hjem?”. Der er noget dybt fascinerende over den kollektive panik, der udspiller sig i trådene. Det starter altid uskyldigt med en besked fra en klasselærer, men så sker det. “Svar alle“-apokalypsen.
Inden jeg har nået at tage den første tår af min kaffe, har 24 forældre svaret “Tak for info!”, “Modtaget” eller “Vi kommer ikke, da vi skal til tandlæge”. Det er digital støj af den fineste kaliber. Det er som at stå i et fyldt rum, hvor alle råber deres bekræftelse på, at de har hørt, hvad der blev sagt, samtidig med at de puffer til hinanden for at komme tættere på kilden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på min egen skoletid. Dengang var Aula en krøllet seddel i bunden af tasken, der lugtede svagt af fladmast banan og blyantspidser-støv. Hvis mine forældre var heldige, fandt de den inden jul. Hvis ikke, så gik verden mærkværdigvis alligevel videre. Der var ingen notifikationer, der mindede os om, at vi skulle huske at trække vejret eller medbringe en økologisk agurk skåret i præcis otte stykker.
Madpakkeregler fra en anden planet
Og lad os så tale om madpakkerne. For i august 2023 er en madpakke ikke bare mad. Det er et statement. Det er en ideologisk kampplads. Jeg læste en tråd, hvor debatten om “sukkerpolitik” nåede højder, som selv de mest garvede diplomater ville misunde. Må en figenstang tælle som frugt? Er det socialt acceptabelt at sende en rest pizza med, hvis den er fuldkorn?
Der sidder forældre derude, som bruger mere tid på at kuratere deres barns madkasse, end jeg bruger på at forberede mine foredrag. Det er små kunstværker med udstukkede rugbrøds-stjerner og hummus-dippedutter, der ser ud til at kræve en kandidatgrad i arkitektur at stable. Og mens de uploader billeder af herlighederne (ikke på Aula, gudskelov, men i de uofficielle Facebook-grupper), sidder jeg og kigger på min søns madpakke, som mest af alt ligner noget, der er blevet samlet i mørke under tidspres.
Det er her, Aula-angsten for alvor sætter ind. Følelsen af, at man allerede er bagud. At man har overset beskeden om, at torsdag er “blå-trøje-dag”, eller at man har glemt at melde sig til frugtordningen, hvilket uundgåeligt vil føre til, at ens barn er det eneste, der sidder og kigger længselsfuldt efter et stykke økologisk pære.
At finde roen i kaos
Men midt i al satiren og frustrationen må man også stoppe op. For Aula er jo et udtryk for, at vi vil det bedste. Vi vil gerne være tæt på vores børns hverdag. Vi vil gerne vide, hvad de lærer, hvem de leger med, og om de er glade. Problemet er bare, at teknologien har det med at gøre det nære fjernt og det ligegyldige presserende.
Aula er definitionen på støj. Det er den vigtige information om barnets trivsel, der drukner i diskussioner om våde sokker og glemte penalhuse. Vi har skabt et monster, der kræver konstant opmærksomhed, og som giver os dårlig samvittighed, hvis vi vover at lægge telefonen væk i mere end en time.
Måske skulle vi i dette skoleår love hinanden at bruge “Svar alle” lidt mindre og vores sunde fornuft lidt mere. Måske er det okay, at man ikke læser alle 400 notifikationer i det sekund, de tikker ind. Verden går nok ikke under, hvis man misser en opdatering om, at 2.B har fået en ny klasseskovl til sandkassen.
Jeg har nu besluttet at lægge telefonen væk resten af formiddagen. Jeg vil gå en tur, kigge på de modne marker og glemme alt om røde prikker. I hvert fald indtil madpakken skal smøres igen i aften. For dér ved jeg, at frygten vender tilbage. Frygten for den glemte rugbrødsmad eller den forkerte type leverpostej.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
