En almindelig tirsdag formiddag på et dansk kontor. Der sidder en voksen mand og stirrer tomt ind i en skærm, mens hans ansigt langsomt smelter sammen med skrivebordet. Han har ikke opdaget, at tastaturet har sat et permanent mønster i hans kind. Han prøver blot at finde ud af, om han skal svare på den treogtyvende mail om ‘synergi i kvartalet’, eller om han bare skal lægge sig ned og lade som om, han er en potteplante.
Tallene er ude. 59 procent af de danske lønmodtagere går udkørte hjem fra arbejde. Blandt de unge mellem 19 og 34 år er det oppe på 67 procent. De er så brændte af, at selv tanken om at vågne op næste morgen fremkalder en kold sved, der ville imponere en svedende svedehytte.
Hvem har skylden? Ifølge eksperterne og fagforeningerne er den galloperende skurk fundet. Det er kunstig intelligens. AI. Den store, stygge robot der står og puster os i nakken med sit binære åndedræt og forlanger, at vi hele tiden skal lære nyt, omstille os og præstere mere på kortere tid. Det er altid tech der er synderen. Aldrig os selv. Og da vi altid peger på noget andet end os selv, løses det ikke.
Det er en smuk tanke. Det lyder næsten som en Hollywood-film, hvor Skynet overtager kaffemaskinen og tvinger regnearket til at udløse et kollektivt nervesammenbrud. Men det kræver en helt særlig form for professionel virkelighedsflugt at beskylde en computerkreds for menneskelig udmattelse.
AI er jo ikke en svøbe sendt fra en mørk kælder i Silicon Valley for at pine kontorfolk i Herning. AI er den mest fantastiske gave, vi har fået i nyere tid. Den kan sortere vores kedelige data, opsummere ligegyldige referater og rydde op i indbakken, mens vi selv drikker vores kaffe i fred. Den brokker sig ikke, den melder sig ikke syg med stress, og den kræver ikke frugtordning.
Alligevel har vi formået at forvandle en teknologisk gavebod til et digitalt skafot.
Hvordan gør vi det kunststykke? Jo, vi bruger teknologien til at skrue op for tempoet i stedet for at trække vejret. Hvis en computer kan skrive en rapport på to sekunder, så forventer vi selvfølgelig, at mennesket kan nå ti rapporter på samme tid. Vi har bygget et samfund, hvor vi måler os selv i stykker på et regneark af konstante målinger, KPI’er, optimeringer og selvpiskende effektivitet.
Vi har indrettet vores arbejdsliv, som om vi var udskiftelige batterier i en formel 1-bil, der kører i tomgang med fuld gas. Når folk så knækker nakken og tumler ud ad kontordøren med stress og hjertebanken, så står eksperterne klar med løftede fingre og skyder skylden på den stakkels algoritme.
Det er ikke robotterne, der tvinger dig til at tjekke mails klokken elleve om aftenen. Det er ikke en chatbot, der kræver, at du skal svare på Slack, mens du forsøger at spise aftensmad med familien. Det er vores egen uforklarlige trang til at være uundværlige på et arbejdsmarked, der er fuldstændig ligeglad med, om vi brænder ud, så længe regnskabet går op.
Tænk på de endeløse møder. De møder, der kunne have været en mail, som så kunne have været en slettet besked, som så kunne have været ingenting. Vi tilbringer halve liv med at sidde i cirkler og diskutere ‘alignment’ og ‘strategiske pejlemærker’, indtil sjælen forlader kroppen gennem ørerne.
Når man kigger på de unge på 19 til 34 år, hvor to tredjedele går hjem med hængende hoveder og slukkede blikke, så er det et spejlbillede af en kultur, der har ophøjet travlhed til den højeste dyd. De er blevet fortalt, at hvis ikke de brænder for det, så er de ingenting. Så de brænder da bare. Indtil der kun er aske tilbage og en sygemelding på bordet hos HR.
Og så sidder der en konsulent med skarpe briller og siger, at problemet er, at vi ikke har fået nok kompetenceudvikling i prompt-engineering. Som om en ekstra dags kursus i ChatGPT ville fjerne følelsen af utilstrækkelighed, når man står med tre børnehaver, et huslån, en ubetalt tandlægeregning og en chef, der taler om ‘kulturforandring’ på et mandagsmøde via Teams.
Det er der, absurditeten rammer med fuld kraft. Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor det at være træt er blevet et statussymbol. Hvis du ikke er udkørt, har du nok ikke ydet nok. Har du overvejet at optimere din søvn med en app? Har du tænkt over dine kompetencer?
Robotterne griner i det stille. De skal ikke betale skat, de skal ikke have ferie, og de behøver ikke gå til kropsterapeut for at få løsnet op for nakken, fordi de har brugt otte timer på at optimere en excel-fil for en mellemlang leder, der selv er forvirret over begrebet ‘tværfaglig synergi’.
Måske skulle vi prøve det modsatte. Sluk for lortet klokken fire. Gå en tur. Kig på en fugl. Drik et glas vand. Lad AI passe sin egen butik, og lad os genoplive den gamle, forældede idé om, at man faktisk har fri, når man har fri.
Ellers ender vi med, at den eneste, der er frisk nok til at bestride en fuldtidsstilling, er den kaffemaskine, der snart overtager det hele alligevel.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
