Skranken på det lokale rådhus er efterhånden blevet udstyret med en beskyttelsesglasrude, der er så tyk, at man ville kunne overleve et mindre raketangreb. Bag ruden sidder en ung sagsbehandler. Vedkommende ligner en, der knap nok er feriemoden fra gymnasiet, men som allerede bærer hele statens tunge åg på skuldrene.
Computerskærmen lyser op i et hvidt, ubarmhjertigt skær. Der blinker en fejlkode i rødt. Fire cifre. Fejlkode 4049.
Systemet tillader ikke, at man flytter folkeregisteradresse, hvis man har glemt at udfylde blanket B-12 under bilag tre i den digitale undersektion for midlertidige ophold. Sagsbehandleren kigger ikke op. Øjnene er klistret fast til skærmen, som var det oraklet i Delfi, der talte.
Når man forsøger at forklare, at flytningen skyldes, at vandrøret sprang i stuen tirsdag nat, sukker vedkommende dybt. Et suk, der rummer hele den offentlige sektors kollektive udmattelse.
Det er ikke sagsbehandlerens skyld. Det er systemets. Og systemet er for længst holdt op med at handle om mennesker. Det handler om kontrol. Og vi har ansat en hær til at passe på kontrollen.
SVM-regeringen præsterede det kunststykke at ansætte næsten 7.000 nye skrivebordssoldater i staten. Syv tusind. Det er flere mennesker, end der bor i visse jyske landsbyer. Hvis man stillede dem op i en kolonne fra Christiansborg til den nærmeste genbrugsplads, ville de sandsynligvis danne en uendelig kæde af gule post-it-sedler og exceltabeller.
Hvad laver de alle sammen? De sidder i lyse kontorer og tænker over, hvordan de kan kontrollere dem, der kontrollerer dem, der i sin tid skulle kontrollere kommunerne. Det er bureaukratiets evighedsmaskine.
Hver gang der opstår en lille fejl i virkeligheden, reagerer staten ikke med sund fornuft. Nej, man opretter et nyt kontor. Man ansætter tyve nye akademikere med specialefag i uigennemskuelige kontrolforanstaltninger. De udarbejder en vejledning på 400 sider. Vejledningen sendes ud til kommunerne. Kommunerne ansætter ti nye medarbejdere bare for at læse vejledningen.
Og resultatet? Borgeren, der bare gerne vil have lov til at bygge et skur i haven eller have hjælp til sin gamle mor, mødes af en mur af paragraffer.
Det er her, tonen fryser til is. Vi hører det alle vegne fra. Tonen er blevet rå.
Borgere råber ad folkeregistermedarbejdere. Lærere skændes med forældre over urimelige systemkrav. Sygeplejersker skældes ud over ventetider, som de intet kan gøre ved. Alle er sure på alle.
Men hvorfor er tonen blevet rå? Er danskerne bare blevet født med et dårligere humør? Nej.
Tonen fryser til is, når mennesket forsvinder. Når sagsbehandleren ikke længere må lytte til sin sunde fornuft, men udelukkende må henhøre til paragraf § 42 stk. 3, så er der intet menneske tilbage i lokalet. Der sidder bare en levende skanner af stregkoder.
Når borgeren møder denne mur, forsvinder tålmodigheden. For man kan ikke skændes med et menneske, når der ikke er et menneske til stede. Man skændes med et system. Og systemer har det med ikke at svare igen, når man råber ad dem. Derfor går det ud over den stakkels stakkel, der sidder på den anden side af glasset. De har jo bare fået et job. Det er dem du stemmer på, der skal have de rå ord ved næste valg.
De 7.000 nye skrivebordssoldater løser ikke et eneste problem i den virkelige verden. De skaber dem. Hver eneste ny regel er en mistillidserklæring til den almindelige dansker. Den siger: »Vi stoler ikke på, at du kan finde ud af at leve dit eget liv, så vi har ansat en hær til at overvåge hvert et skridt.«
Når man behandler folk som potentielle svindlere fra fødsel til grav, skal man ikke undre sig over, at folk svarer igen med et glimt af raseri i øjet. Tillid avler tillid. Kontrol avler mistillid. Og kontrol i millionvis af eksemplarer avler et samfund, hvor vi fryser fast over for hinanden.
Måske skulle vi prøve det modsatte. Enten fyre halvdelen af skrivebordssoldaterne. Sende dem ud i virkeligheden, hvor de endda med sikkerhed får det bedre selv. Eller lade dem snakke med os som medmennesker igen. Uden fejlkode 4049. Måske de 7000 kunne blive og gøre gavn, hvis de fik lov at være dem, der for første gang i årtier lod fornuften råde over kontrol og systemisk mistillid.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
