AFSLØRENDE SVAR FRA MINISTEREN

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

– om de Nationale Tests i Folkeskolen.
Så er der endelig svar fra Merete Riisager – samme svar som utallige gange før fra undervisningsministeriet, så egentlig ikke noget nyt MEN med en “forglemmelse”, som jeg ikke tror er tilfældig. Hun nævner ikke lærerne eller barnet i opremsningen af, hvem testen er vigtig for. Hun nævner kun ledelsen og kommunen. Det understreger for mig, at testen ikke er til for mit barn – men ren dataindsamling.

Ministeren fastslår, ligesom ministeriets embedsværk har gjort overfor mig siden 2014, at testen er obligatorisk – men hun svarer ikke på, hvor i loven det står, at forældres ret til medbestemmelse er væk – og hvorfor man må fravælge den også obligatoriske Kristendomsundervisning, hvis ens værdier er imod?? Enten er alt obligatorisk, uanset forældrenes magt, eller også er tingene til debat. Testen er endda kun en test til kommunen og ledelsen, mens kristendom er eksamensfag!

Det hænger ikke sammen – men svaret er som ventet og rykker ikke på noget som helst. Malthe bliver hjemme, også næste gang – og sagen overgår til justitsministeriet, da den handler om grundlovssikrede rettigheder.

Så må ministeren i mellemtiden finde ud af, om de vil gøre kristendomsundervisning obligatorisk for alle og om de agter at smide Malthe ud af skolen, da ministeren i brevet fremhæver at den ellers “rummelige folkeskole” jo har et alternativ i friskolen. Det er jeg enig i at den har – og gudskelov – men er det virkelig meningen at folkeskolen kun er for folk, der vil tage hele pakken? Og hvorfor gælder det så ikke for folk, med anden religiøs opfattelse end “vores”?

Herunder følger Riisagers svar – og derunder mit svar til hende.

MERETE RIISAGERS SVAR:

Kære Jeppe Søe

Tak for din mail fra den 25. marts 2017 om, hvorvidt man som forælder til et barn i folkeskolen kan friholde barnet fra deltagelse i de nationale test.

For at svare direkte på dit spørgsmål, så er det ikke tilladt at blive væk, når klassen skal gennemføre nationale test, medmindre skolelederen har fritaget eleven for deltagelse.

De nationale test er obligatoriske, og der er ikke nogen generel mulighed for fritagelse fra testene. Det fremgår af folkeskolelovens § 13, stk. 3. Elever kan alene fritages af skolelederen i særlige tilfælde på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber.

Obligatoriske nationale test giver desuden skoleledelse og kommuner mulighed for at følge udviklingen på skolerne og for at gribe ind, hvis skolerne sakker bagud. I sidste ende giver det forældrene sikkerhed for, at deres børns skole opretholder et vist niveau.

De nationale test udgør et blandt mange obligatoriske elementer i folkeskolen. Elever kan således heller ikke fritages fra undervisningen – eller dele heraf – i fx dansk, engelsk eller matematik, fordi deres forældre ikke bryder sig om indholdet i undervisningen.

Læs også:  Den russiske steg

Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at der i Danmark er undervisningspligt, men ikke skolepligt. Det betyder, at forældre altså har frihed til at vælge den skoleform, de ønsker, og til fx at vælge en skole, der ikke anvender nationale test.

Endelig vil jeg gerne takke dig for din henvendelse. Det er vigtigt at tage ansvar for sine børns skolegang, og det er altid interessant at få input fra engagerede forældre.

Med venlig hilsen, Merete Riisager

————

MIT SVAR:

Kære Merete Riisager.

Tak for svar. Dit svar er dog som ventet, og ligger helt op ad tidligere svar fra Undervisningsministeriet – ligesom mit retursvar derfor er helt i tråd med de forrige.

Jeg vil endnu engang fastholde, at “obligatorisk” i folkeskoleloven ikke er det samme som at fratage forældrene mulighed for at tage stilling og tage fri. Jeg fastholder min ret til at forblive væk – og det vil vi fortsætte med, hvis der indkaldes til yderligere test. Da spørgsmålet i virkeligheden ikke handler om skolelovgivning, men grundlovssikrede rettigheder, er dette nu sendt videre til justitsministeren.

Du skriver, at de nationale tests skal give “skoleledelse og kommuner mulighed for at følge udviklingen”. Da forskning på området er ret entydig i at vise, at testene kan svinge med optil 3 karakter-point, er det selvsagt en foruroligende besked, at I rent faktisk benytter testene til noget som helst.
Selv Danmarks største test-fortaler Niels Egelund måtte i en debat med mig i sidste uge erkende, at den nuværende test ikke er god. Lærernes forening er imod den. Skoleelevernes forening er imod den. Det er ret mange betydningsfulde folk, der vender jeres styringsredskab ryggen.
Jeg havde nok troet og håbet, at I havde fuldt forskernes debatter og de mange afsløringer af testens uduelighed så tæt, at I havde forladt tanken om at benytte dem til overblik og måske sat hele lortet på hold, til det er løst.

Det glæder mig dog voldsomt, at dette svar røber, at det kun er skabt og til glæde for for skoleledelse og kommuner. Jeg tror det er første gang, at vi ikke har en undervisningsminister der påstår, at dette er skabt for barnets læring og er et værktøj for lærerne. Det er en stor glæde at læse denne udeladelse af lærerne, der heller ikke bruger det – og det vil jeg gerne anderkende, omend det blot styrker min modstand.

Som forældre er vores baggrund for at undlade at teste Malthe er beskrevet i mine tidligere breve, og disse vil jeg derfor ikke gentage. Vi bliver væk fordi testen strider imod alle vores værdier.

Læs også:  "NAK HAM FOR HELVEDE BENJAMIN!"

Jeg vil her gøre undervisningsministeren opmærksom på, at kristendom også er del af folkeskolens obligatoriske pakke – men at man her kan blive væk, hvis det strider mod ens værdier. Samme begrundelse benytter jeg til de nationale tests – og jeg ser ikke skyggen af forskel på de to ting i lovgivningen.

Til kommentaren i dit brev om, at der ikke er skolepligt – og at vi som forældre kan vælge en anden skoleform, kender jeg så udemærket denne mulighed og elsker friskolen som seperat lovgivning. Vi har blot fundet en folkeskole, der er rummelig og jeg vægter det højt, at vi i Danmark netop har en rummelig folkeskole, hvor forskelligheder også kan finde sameksistens med andre – og at man har lov at have værdier, hvis disse ikke påvirker fællesskabet.

Jeg læser det reelt som om, at hvis vi vil udeblive fra denne lille del af folkeskolen, som end ikke har med undervisningen at gøre, så må man forsvinde fra den såkaldt rummelige folkeskole. I fald konsekvensen ved at blive hjemme, når der testes, er at undervisningsministeren vil forvise Malthe fra folkeskolen, må dette gælde alle – også dem der ønsker særbehandling i anden sammenhæng, som f.eks. fritagelse fra idræt, brusebade eller kristendom af værdi-årsager. Så må ministeren tage konsekvensen og kræve, at alle opfører sig helt ens, er med til alt uanset værdier – eller forsvinder.

Som skrevet vil vi fortsat forblive hjemme på testdage. Jeg afventer justitsministeriet på svar om grundlovssikrede rettigheder – og hvis ministeren ikke kan vente på dette, må ministeren sende et brev til os og Nørholm Skole og meddele, at Malthe er smidt ud af folkeskolen.

Jeppe Søe

—-

JEG VIL FORTSAT gerne høre fra jer alle.

Hvis I vil sende anonymt kan det ske på jeppe@soe.dk eller som privat besked – og jeg takker for de mange mange MANGE eksempler fra ledelse, lærere og kommunalt ansatte på, hvor grotesk testen er. Jeg er ved at researche yderligere på noget af det – så jeg kan dele det her og sende det i anonymiseret form til myndighederne. Vigtigt for mig er, at det skal være helt korrekt, inden det indgår i debatten. Også tak til jer der kalder mig bandeord – I gør mig kun stærkere.

Jeg skal til møde med Aalborg Kommune senere på måneden, hvor de “vil oplyse mig om deres baggrund for at benytte nationale tests”, mens jeg har oplyst, at jeg vil oplyse dem om min baggrund for, at finde dem aldeles på vildspor. Mere følger…

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.