Alberte boede i en by, hvor himlen altid lignede indersiden af en gammel uldsok, og hvor alle de voksne gik med meget store, meget stive og meget grå hatte. I byen Forsigtighed var der ingen, der nogensinde løb, for man kunne jo falde, og der var ingen, der nogensinde sang, for man kunne jo blive hæs eller vække naboens kat, som i øvrigt også bar en lille, grå hat og kun mjavede meget forsigtigt.
Byen Forsigtighed var bygget af lige linjer og firkantede mursten, og hver eneste morgen stod de voksne op, børstede deres grå hatte og mindede hinanden om alle de ting, man absolut ikke skulle gøre. De sagde ting som: "Pas nu på trappetrinnet, Alberte," og "Gå nu ikke for hurtigt, for så mister du pusten," eller det allerværste af dem alle: "Det kan man ikke, for det har vi aldrig gjort før." Alberte havde dog en hemmelighed i sine lommer. Hun havde ikke sten eller viskelædere, men derimod en hel masse små spørgsmål, som hun gemte på, ligesom man gemmer på de mest funklende glaskugler.
En dag, da Alberte var ude for at gå sin daglige, meget langsomme tur gennem de grå gader, lagde hun mærke til noget, hun aldrig havde set før. For enden af Gaden for God Opførsel tårnede der sig en mur op. Det var ikke en almindelig mur af sten eller beton. Det var en mur bygget af tusindvis af gamle, støvede hatte. Der var bowlerhatte, høje hatte, kasketter og bløde filthette, og de var alle sammen presset så tæt sammen, at man ikke engang kunne stikke en lillefinger ind imellem dem. Men det mærkeligste var lyden. Muren hviskede. Hvis man lagde øret helt tæt til de grå skygger, kunne man høre muren mumle i kor.
"Nej… nej… pas nu på… det går aldrig… bliv nu her… nej… nej…"
Alberte bøjede sig frem og kiggede på en lille, slidt bowlerhat nederst i muren. "Hvorfor må jeg ikke gå forbi?" spurgte hun muren. Hatten sitrede lidt og svarede med en stemme, der lød som tørt papir: "Fordi det er farligt derude. Derude findes der farver, som man kan blive svimmel af, og græs, man kan få lyst til at rulle sig i. Det er meget bedre her i skyggen, hvor alt er, som det altid har været." Alberte rynkede næsen. Hun kiggede opad, og muren virkede uendelig høj, som om den voksede, hver gang en voksen i byen sagde "nej" til et barn.
Hver gang en voksen råbte "lad være med det!", fløj en ny, grå hat gennem luften og satte sig fast på muren med et lille, tørt klik. Alberte kunne se, at muren blev tykkere og tykkere. Hun så sin nabo, Hr. Jensen, komme gående. Han så Alberte stå ved muren og løftede straks sin pegefinger. "Pas nu på, Alberte! Kom væk fra den mur. Man ved aldrig, om hatte kan bide, og desuden skal du hjem og sidde stille i din stol." Men Alberte følte noget kilde helt nede i sine gule støvler. Det var den slags kilden, man får, lige før man skal puste en kæmpe tyggegummiboble, eller når man ser den første snefnug dale ned.
Hun kiggede på Hr. Jensens grå hat og derefter på muren. "Hvorfor egentlig?" spurgte hun. Hr. Jensen stoppede op. Han så helt forvirret ud, som om han havde glemt, hvad ordet "hvorfor" betød. "Fordi… fordi det har jeg sagt! Og fordi det er det sikreste!" Alberte smilede. Hun vidste nu, at de voksnes nej-hatte kun var stærke, hvis man troede på dem. Hun tog en dyb indånding, og hun kunne mærke, hvordan alle de små spørgsmål i hendes lommer begyndte at lyse og varme.
"Jeg tror ikke på jeres nej," sagde Alberte til muren. Muren af hatte begyndte at ryste. De tusindvis af små, grå stemmer begyndte at råbe højere: "Pas på! Det kan man ikke! Du falder! Du bliver beskidt! Nej, nej, nej!" Men Alberte lukkede øjnene og tænkte på alt det, hun gerne ville se. Hun tænkte på hulahopringe lavet af regnbuer og på bakker, der var så stejle, at man fik mavesus bare ved at kigge på dem. Hun bøjede i knæene, og så gjorde hun det, som ingen i Forsigtighed nogensinde havde turdet gøre. Hun hoppede.
I det øjeblik hendes fødder forlod den grå asfalt, skete der noget magisk. Hendes tøj, som før havde været lidt falmet og gråt, eksploderede i farver. Der løb strømme af pink, neonblå og solskinsgul ud fra hendes støvler, og muren af hatte begyndte at smuldre. De hatte, der før havde været så stive og tunge, blev pludselig forvandlet til blød konfetti og lette fjer, der hvirvlede rundt om hende. Alberte følte sig let som en mælkebøttefnug. Hun fløj højere og højere, indtil hun kunne se over kanten af den enorme mur.
På den anden side lå en verden, som de voksne i Forsigtighed helt havde glemt eksisterede. Der var ikke en eneste lige linje i sigte. Træerne lignede kæmpe fjerbolde i lilla og turkis, og de svajede i takt til en musik, der lød som grin og fjerne fløjter. Floderne var ikke fyldt med vand, men med funklende safirblå limonade, der boblede af glæde. Alberte landede blødt på en græsmark, der føltes som at gå på en kæmpe, lun pandekage.
Herude mødte hun ikke folk med grå hatte. Hun mødte en giraf med rulleskøjter på alle fire ben, som susede afsted og råbte "hvorfor ikke?" til alle, den mødte. Hun mødte små skyer, der regnede med vingummibamser, hvis man sang en sang for dem, og hun mødte andre børn, der havde fundet deres egne veje over deres egne mure. De legede alle sammen lege, som ingen nogensinde havde skrevet regler for, og hver gang en af dem grinede, voksede der en ny blomst frem med duft af jordbæris.
Alberte fandt ud af, at muren af nej-hatte i virkeligheden var en illusion. Det var bare en samling af frygt, som de voksne havde bygget for at passe på sig selv, men som i virkeligheden bare havde spærret dem inde. Hun lærte, at så længe man har sit "hvorfor ikke?" og modet til at hoppe, så kan ingen mur i verden holde én fast i det grå. Hun dansede gennem markerne og drak limonade fra floden, indtil hendes mave var fuld af bobler og hendes hjerte var fyldt med farver.
Da solen begyndte at gå ned – og herude gik den ikke bare ned, den lavede et helt lysshow med diskokugler og stjerneskud – vidste Alberte, at hun altid ville have farverne med sig. Hun vidste, at selvom hun gik tilbage til Forsigtighed for at sove, så ville hun aldrig mere bære en grå hat. Hun ville altid være hende, der vidste, hvad der gemte sig på den anden side. Hun ville fortælle de andre børn om limonadefloderne og rulleskøjte-girafferne, indtil deres små støvler også begyndte at kilde.
Alberte lagde sig til at sove i sin egen seng den aften. Hendes værelse lignede sig selv, men under sengen lå hendes gule støvler og lyste svagt i mørket, stadig dækket af lidt magisk konfetti fra muren, der forsvandt. Hun lukkede øjnene med et smil, for hun vidste, at i morgen ville hun stille endnu flere spørgsmål, og muren ville aldrig blive høj nok til at stoppe hende igen.
Verden er fuld af voksne, der har glemt, hvordan man hopper, og som prøver at bygge mure af "pas nu på" og "det må man ikke". Men husk altid, at du har dine egne gule støvler og dine egne spørgsmål i lommerne. Lad aldrig nogens nej-hat skygge for din sol. For så længe du tør spørge "hvorfor ikke?", så er du friere end nogen mur kan rumme.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #183 – Felix og den usynlige rutsjebane til månen.
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
