Alfred stod ved kanten af den dybeste kløft, han nogensinde havde set, og kiggede ned i et mørke, der aldrig syntes at slutte. Hans kort sitrede i hans små hænder, som om det forsøgte at fortælle ham, at vejen fremad ikke krævede ben af jern, men et hjerte af mod.
Der var engang en dreng, der hed Alfred, som boede i en lille by, hvor alle huse lignede hinanden, og hvor alle vidste præcis, hvad der skulle ske i morgen. Men Alfred var ikke som de andre. Han elskede at kigge på stjernerne og tegne kort over steder, som de voksne sagde slet ikke fandtes. En dag havde han fundet et gammelt, gulnet kort gemt bag en løs mursten i sin mors kælder. Kortet viste vejen til Den Glemte Have, et sted hvor blomsterne sang, og hvor alle ens bekymringer blev til små, harmløse sæbebobler. Men for at nå dertil skulle han krydse Himmelkløften, et sted så bredt og dybt, at selv fuglene fløj en stor bue udenom. Alfred havde pakket sin rygsæk med en madpakke, en lommelygte og sit trofaste kort, og nu stod han her, hvor verden sluttede, og hvor ingenting begyndte. Luften omkring kløften føltes anderledes, som om den var ladet med elektricitet, og hver gang han forsøgte at kigge over på den anden side, så han kun en tæt, lilla tåge, der dansede mellem klipperne.
Alfred sukkede dybt og satte sig ned på en sten. Han vidste ikke, hvordan han skulle komme videre, for der var hverken træer til at bygge en tømmerflåde eller reb til at svinge sig over. Han følte sig pludselig meget lille og meget alene. Men netop som han var ved at opgive håbet og vende næsen hjemad mod de ensformige huse, hørte han en lyd. Det var en let trampen, som om nogen løb gennem det høje græs. Ud fra skoven trådte en pige med vildt, krøllet hår og en jakke, der var dækket af små, glitrende badges. Hun stoppede op lige ved siden af Alfred og kiggede ud over kløften med et kæmpe smil. Hun hed Sofia, og hun forklarede Alfred, at hun også var på vej til Den Glemte Have, men at man aldrig kunne krydse Himmelkløften alene. Hun fortalte ham noget mærkeligt. Hun sagde, at broen over kløften ikke var lavet af træ eller sten, men af noget, man ikke kunne røre ved. Den var lavet af tillid. Alfred kiggede uforstående på hende, for i hans verden byggede man ting af mursten og cement, hvis man ville have, at de skulle holde.
Sofia rakte ham hånden og sagde, at hvis de to besluttede sig for at stole på hinanden, ville broen vise sig. Alfred var skeptisk, men der var noget ved Sofias øjne, der fik ham til at føle sig tryg. Han tog hendes hånd, og i det øjeblik deres fingre flettedes sammen, skete der noget magisk. En svag, gylden linje begyndte at strække sig ud fra kanten, hvor de stod. Det lignede spindelvæv lavet af sollys. For hvert skridt de tog tættere på kanten, blev linjen bredere og stærkere, indtil den lignede en solid bro af det klareste krystalglas, der glimtede i alle regnbuens farver. Alfred holdt vejret. Han havde aldrig set noget så smukt og samtidig så skræmmende. Sofia tog det første skridt ud i den tomme luft, men hendes fod landede på den usynlige overflade med en klang, der lød som en lille sølvklokke. Hun trak Alfred med sig, og før han vidste af det, gik de begge to midt ude over det store intet, mens stjernerne i kløftens dyb blinkede op til dem.
Det føltes som at gå på stivnet lys. Hver gang Alfred mærkede en lille bølge af tvivl skylle ind over sig, begyndte broen under ham at flimre og blive en smule blød, som om den var ved at smelte. Han kunne se direkte ned i afgrunden, og hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Men hver gang han klemte Sofias hånd lidt hårdere, og hun smilede beroligende til ham, blev broen øjeblikkeligt hård og sikker igen. Sofia forklarede ham, at broen mærkede alt. Hvis de begyndte at tænke på, om den anden nu også ville holde fast, eller om de overhovedet kunne finde ud af det her sammen, så ville broen svækkes. Den levede af deres fælles mod. Det var ikke nok, at Alfred stolede på sig selv, han skulle også stole på, at Sofia passede på ham, ligesom han passede på hende. Det var en svær tanke for en dreng, der altid havde været vant til at klare alting selv, men herude over den lilla tåge gav det pludselig mening.
Da de var nået halvvejs over kløften, rejste der sig pludselig en kold vind nedefra. Den medbragte en mørk og tung tåge, der forsøgte at skille dem ad. Tågen hviskede grimme ting til dem. Den sagde til Alfred, at Sofia sikkert snart ville give slip, og den sagde til Sofia, at Alfred slet ikke var stærk nok til at nå den anden side. Broen begyndte at ryste, og små revner viste sig i det magiske glas. Alfred blev bange, og han kunne mærke, at Sofia også rystede. De stoppede op midt i mørket, og broen føltes nu ikke tykkere end et stykke papir. Men i stedet for at kigge ned i mørket eller lytte til tågens hvisken, valgte Alfred at kigge Sofia direkte i øjnene. Han så hendes frygt, men han så også hendes vilje til at fortsætte. Han sagde højt, at han stolede på hende, og Sofia svarede, at hun stolede på ham. De lukkede øjnene og fokuserede kun på varmen fra deres hænder. Langsomt begyndte broen at lyse kraftigere end nogensinde før, ogrevnerne forsvandt i et glimt af rent, hvidt lys, der jagede tågen på flugt.
De løb de sidste meter over broen, mens den sang under deres fødder. Da de endelig satte deres ben på den faste jord på den anden side, forsvandt broen bag dem som dug for solen. Men de var ikke bange, for de vidste nu, at de kunne skabe den igen, hvis de nogensinde fik brug for den. De stod i udkanten af Den Glemte Have, og alt var præcis så vidunderligt, som Alfreds kort havde lovet. Blomsterne nynnede små sange, og luften duftede af nyslået græs og eventyr. Alfred kiggede på Sofia og indså, at den største skat ikke var selve haven, men det bånd, de havde knyttet ude midt på den usynlige bro. De havde lært, at man kan nå de mest umulige steder, så længe man tør give slip på sin egen frygt og lægge sit håb i en andens hænder.
Da solen begyndte at gå ned bag de fjerne bjerge, satte Alfred og Sofia sig i det bløde græs og delte Alfreds madpakke. De talte om alle de andre steder på kortet, de nu ville udforske sammen. Alfred vidste, at han aldrig ville vende tilbage til de ensformige huse på samme måde som før. Han havde fundet ud af, at verden er meget større og meget smukkere, når man tør dele rejsen med en anden. Og hver gang han mærkede en lille smule tvivl i maven, tænkte han på den lysende bro af krystal og smilede ved tanken om, at tillid er det stærkeste byggemateriale, der findes i hele verden.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Villum og den talende sky
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
