Der findes en særlig form for religiøsitet i det 21. århundrede, som ikke foregår i kirker eller moskeer, men bag de blanke skærme hos Vurderingsstyrelsen. Det er troen på den ufejlbarlige algoritme, der med et enkelt tryk på en knap kan afgøre, om din baghave er en guldgrube eller en sump, alt imens vi som medborgere må se måbende til fra sidelinjen.
Nu ender hele herligheden i Landsretten, og det er på høje tid, for vi er havnet i en situation, hvor den sunde fornuft er blevet amputeret til fordel for et system, der insisterer på sin egen sandhed, selv når virkeligheden skriger det modsatte. Det handler ikke om, at vi skal hade teknologien eller drømme os tilbage til dengang, man førte protokol med fjerpen og blæk, for jeg elsker tech og de enorme muligheder, det giver os for at forstå vores samfund bedre. Problemet opstår først, når vi glemmer, at et it-system kun er så klogt som de mennesker, der har fodret det, og at vi som tænkende væsener altid skal have en Plan B klar til de dage, hvor maskinen beslutter, at din carport er en bevaringsværdig herregård.
Den ufejlbarlige gud i maskinen
Det er en fascinerende øvelse i magtfuldkommenhed, når man sender milliarddyre it-systemer i marken og derefter nægter at lytte til de mennesker, de rammer. De nye ejendomsvurderinger har efterhånden fået karakter af en Kafka-agtig komedie, hvor boligejere får at vide, at deres grund er steget eksplosivt i værdi, fordi algoritmen har regnet sig frem til en virkelighed, der ikke eksisterer uden for skærmens binære koder. Jyllands-Posten skriver nu om, hvordan principielle sager rejses ved domstolene, fordi systemet bag vurderingerne simpelthen ikke har bestået mødet med den virkelige verden. Det er her, filmen knækker, for når vi ophøjer en algoritme til en ufejlbarlig gud, fjerner vi samtidig muligheden for den levende samtale og det menneskelige skøn, som er fundamentet i vores retssamfund.
Jeg har altid ment, at vi skal favne udviklingen med åbne arme, men det betyder ikke, at vi skal kaste vores kritiske sans i skraldespanden. I min verden som kommunikationsmand ser jeg ofte, hvordan man forsøger at gemme sig bag tekniske forklaringer og uforståelige modeller, når man i virkeligheden har lavet en brøler af de helt store. Det er her, forskellen på spin og kommunikation bliver tydelig. Spin er, når man forsøger at overbevise boligejerne om, at fejlene bare er “indkøringsvanskeligheder” eller “statistiske afvigelser”, mens sandheden er, at systemet mangler jordforbindelse. Kommunikation er derimod at indrømme, når teknikken fejler, og tage dialogen med de mennesker, det hele handler om. Vi har skabt et monster, som ingen tør tage ansvaret for, og nu må domstolene rydde op efter en tech-begejstring, der kammede over og glemte mennesket i ligningen.
Plan B er det nye sort i en digital tidsalder
Hvis der er noget, de seneste års it-skandaler og nedbrud har lært os, så er det vigtigheden af at have noget på hylden til en dårlig dag. Det er ikke et udtryk for teknologiforskrækkelse at kræve en analog backup, men derimod udtryk for den ultimative sunde fornuft. Vi ser det med Rejsekortets afløser, der nu pludselig skal kunne tage imod mønter igen, og vi ser det i den her sag om ejendomsvurderinger, hvor vi desperat mangler en menneskelig ventil. Vi er blevet så forblændede af effektivisering og automatisering, at vi har glemt, at verden er kompleks og sjældent passer ind i et regneark. Det kræver mod at sige, at teknologien ikke altid er løsningen alene, men at den skal følges til dørs af mennesker, der tør sige stop, når tallene på skærmen ser helt tossede ud.
Når jeg holder foredrag om medier og samfund, taler jeg ofte om, hvordan vi mister forbindelsen til hinanden, når vi lader algoritmerne styre vores virkelighedsopfattelse. Det gælder på de sociale medier, og det gælder i den grad i vores offentlige administration. Hvis vi ikke længere kan få en forklaring på, hvorfor vores hus koster det, det koster, udover “det siger maskinen”, så har vi afgivet en del af vores medborgerskab til en kold kode. Vi skal have planen klar, så vi kan agere som selvstændige individer, uanset om systemet kører eller ej. Det handler om at bevare friheden til at være uenig med en computer og vide, at der findes en vej tilbage til virkeligheden, når de digitale tåger lægger sig.
Når vasketøjsstativer koster en herregård
Der er noget dybt komisk og samtidig tragisk over de eksempler, vi har set på ejendomsvurderinger, der rammer fuldstændig ved siden af skiven. Vi har hørt om grunde uden byggeret, der vurderes som slotte, og små rækkehuse, der pludselig beskattes som om de lå på Strandvejen med direkte adgang til Øresund. Det er her, den sunde fornuft bliver vores vigtigste redskab. Vi må aldrig nå dertil, hvor vi stoler mere på en graf end på vores egne øjne. Det er denne undren over samfundets tåbeligheder, der driver mig til at skrive, for det er i de små revner i systemet, at man ser den sande tilstand af vores folkestyre.
I stedet for at lukke os inde i de digitale ekkokamre, skal vi bruge tech som det fantastiske værktøj, det er, til at gøre livet lettere – ikke til at skabe nye lag af uforståeligt bureaukrati. Jeg tror på mennesket, og jeg tror på, at vi i Danmark har en særlig kultur for at tale sammen og finde løsninger, der giver mening i hverdagen. Det kræver bare, at vi tør tage magten tilbage fra de ufejlbarlige systemer og insistere på, at retfærdighed ikke er noget, man kan programmere. Landsrettens behandling af disse sager bliver en lakmustest for, om vi stadig er herrer i eget hus, eller om vi er endt som biroller i en dårligt skrevet algoritmes univers.
Vi skal eje teknologien ikke omvendt
Vi befinder os i en tid, hvor udviklingen går så stærkt, at vi knap nok kan nå at følge med, og det er i sig selv spændende. Men jo hurtigere det går, jo vigtigere bliver det, at vi står fast på vores værdier og vores medborgerskab. Vi skal ikke være bange for AI eller store datasæt, men vi skal være bange for den ansvarsforflygtigelse, der følger med, når vi lader maskinerne tage de svære beslutninger for os. Det er nemt at gemme sig bag et system, men det er svært at se en nabo i øjnene og forklare, hvorfor hans livsværk er blevet devalueret af en regnefejl.
Det er på tide, at vi gentænker vores rolle i det her digitale parløb. Vi skal være de aktive medborgere, der stiller spørgsmål og kræver svar, der giver mening. Vi skal hylde de gode idéer og den smarte teknologi, men vi skal altid have en dør på klem til den sunde fornuft. For når algoritmen tager fejl, er det ikke maskinen, der mærker konsekvenserne – det er os. Og så længe vi husker det, kan vi stadig drømme om en fremtid, hvor teknologien arbejder for os, og ikke omvendt. Det bliver interessant at se, om Landsretten har en algoritme til at afgøre sagerne, eller om de holder fast i de gamle dyder som lov, ret og almindelig logik. Jeg satser på det sidste.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
