I dag, på den Internationale Kvindedag, skal vi ikke kun hylde de kvinder, der allerede er nået langt i ligestillingens tegn, men i den grad også alle dem, der stadig kæmper. I store dele af verden bliver kvinder frataget basale rettigheder – retten til at ytre sig, uddanne sig, bestemme over egen krop og deltage på lige fod med mænd i samfundet.
Et stærkt demokrati bygger på borgernes frihed og lighed. Når kvinder nægtes adgang til uddannelse, politisk indflydelse eller økonomisk uafhængighed, svækkes ikke kun deres egne livsmuligheder – men hele samfundets.
Jeg tror på frihed under ansvar. Jeg tror på et samfund, hvor alle kan og skal bidrage og tage del. Og jeg tror på, at vi alle har et ansvar for at bakke op om de kvinder, der stadig kæmper for deres grundlæggende rettigheder.
Ligestilling handler ikke kun om retorik – det handler om handling. Om at insistere på demokratiske rettigheder, også dér hvor det er farligt.
Vi står sammen med kvinder, der kæmper. For deres rettigheder. For deres frihed. For deres fremtid.
__
Jeg er netop kommet hjem fra et par dage i Irland – derfra billedet. Et land, hvor kvinder gennem historien har kæmpet for at få en stemme og tage del i demokratiet – ligesom i Danmark. Her sørger de også for at fremhæve de kvinder, der banede vejen – en vigtig påmindelse om, hvorfor kampen for frihed aldrig må tages for givet.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






