Jeg sad og kiggede på endnu en rapport om det globale tech-kapløb, hvor USA stormer frem, og Kina brager afsted i et tempo, der ville gøre selv en overlydsflyvning misundelig. Og midt i det hele står vi i Europa. Ikke med en raket. Ikke med en innovationsevne, der kan mærkes uden for et EU-kontor. Nej, vi står og leder febrilsk efter den rigtige mappe til det næste høringssvar. Jeg har besøgt virksomheder i Kina, Indien og USA og set udviklingen med egne øjne. Og konstateret i Barcelona på messer, at EU-lande oftest er fraværende på de mange stande.
Lad os bare sige det højt, for vi ved det godt. Jeg er dansker, og jeg kender mekanikken ud og ind. Vi elsker en god arbejdsgruppe. Faktisk elsker vi den så meget, at når en arbejdsgruppe er færdig med sit arbejde, nedsætter vi en ny arbejdsgruppe til at vurdere den første arbejdsgruppes konklusioner. Og hvis alt andet fejler, laver vi en stor, tyk rapport, der slår fast med syv sigtelinjer, at vi mangler data. Og så en high level arbejdsgruppe, der fistbumpes på plads, helt uden mål og resultater. Men vi klapper alligevel i takt, fordi vores værdi historisk er at “kunne tale om tingene”. Vi har glemt den del, der er knap så bekvem som samtalen – at den skal følges af handling.
Som journalist har jeg efterhånden dækket nok såkaldte kapløb til at vide én ting med absolut sikkerhed. Det handler sjældent om den faktiske fart. Det handler om fortællingen om fart. Om hvem der virker modig. Hvem der virker handlekraftig. Hvem der ligner fremtiden, og hvem der mest af alt minder om en meget velmenende museumsinspektør for fortiden.
Europa har en tendens til at vælge det sidste. Vi insisterer på at være det kontinent, der står med løftet pegefinger og en 700 sider lang regulering, mens resten af verden bygger fremtiden.
Men det mest absurde er, at vi faktisk har alle kortene på hånden. Europa har noget helt enestående at byde ind med. Vi har demokrati. Vi har stærke rettigheder. Vi har gennemsigtighed og en samfundskontrakt baseret på tillid. Vi kan bygge systemer, der rent faktisk kan holde til rigtige mennesker med sår, skrammer og fri vilje. Europa er dog ikke et land. Europa er i dyb krise og uendeligt forskellige nationer, hvor politikerne leger, at vi er ens. Det synes borgerne dog ikke vi er. Og de fleste der tør, kan godt se hvor langt bagud vi er.
Problemet opstår i det præcise sekund, hvor vi tror, at bare fordi vi siger ord som tillid og demokrati højt nok gange i et aircondition-opvarmet mødelokale i Bruxelles, så bliver det til innovation. Det gør det ikke. Værdier uden handling er bare pæne ord. Og jeg har arbejdet længe nok på et sted, hvor man kan fylde en hel arbejdsdag med pæne ord uden at rykke en eneste millimeter i den virkelige verden.
Hele AI-debatten er kogt ned til en tåbelig kamp mellem to faste skranker. På den ene side har vi tech-optimisterne, der tror, at kunstig intelligens er guds gave til menneskeheden, og at en algoritme snart løser verdensfreden og skattetrykket. På den anden side har vi pessimisterne, der sidder med rystende hænder og venter på, at en robot overtager deres kaffemaskine og smider demokratiet i skraldespanden.
Jeg tilhører modvilligt en helt tredje type. Jeg tror simpelthen, at AI afslører alt.
Den afslører, hvor vi er dovne. Hvor vi er kreative. Hvor vi er manipulerbare. Den afslører, hvor vores medier er sårbare, og ikke mindst hvor tyndt vores demokrati reelt er spændt ud, når det møder en modvind af avancerede informationsstrømme. Det er her, det begynder at gøre ondt på den gode måde.
For AI er jo ikke bare teknologi. Det er en ny måde at producere og distribuere ord på. Hurtigere, billigere og med en overbevisende autoritet, der kan få selv den mest garvede embedsmand til at nikke anerkendende. Hvis vi vil beskytte vores samfund mod det stormvejr, nytter det ikke bare at smide flere paragraffer i hovedet på problemet.
Det handler om dannelse. Om at have en kritisk sans, der virker, selv når teksten foran os er skrevet af en maskine med perfekt grammatik og nul personlighed. Og det handler i høj grad om, at vi skal turde bruge teknologien selv. Vi kan ikke bare stå og pege på den udefra, som om den er et sjældent rovdyr i en zoologisk have, vi kigger på gennem et sikkert hegn.
Europa kunne sagtens være det ansvarlige kontinent, hvis vi var enige. Ikke bare enige politisk, men på alle planer. Og hvis vi havde mod. Ansvar uden mod er bare forsigtighed forklædt som moral. Og forsigtighed har endnu aldrig vundet et kapløb. Hverken på hastighedsmåling eller værdikamp.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
