Arthur opdagede, at de mest fantastiske ting altid sker, når man glemmer at kigge på uret, og i stedet kigger på de små revner i asfalten, hvor der indimellem vokser vilde blomster op. Det var præcis sådan, han fandt perron “Måske”, som kun dukkede op, når tågen lå lavt over skinnerne, og man havde lommen fuld af flade sten og gode idéer.
Solen var ved at gå ned bag de grå betonbygninger i byen, da Arthur stod på den øde station. Alle de andre mennesker havde utroligt travlt. De kiggede ned i deres telefoner, rettede på deres slips og sukkede dybt over, at toget var to minutter forsinket. De så grå ud i ansigterne, som om de havde glemt, hvordan man griner, indtil det gør ondt i maven. Arthur stod derimod helt stille. Han lyttede ikke til højttalerne, der annoncerede forsinkelser, men til en svag lyd af en fløjte, der lød som en blanding af en trompet og en glad elefant.
Pludselig skete det. Skinnerne begyndte at dirre, men ikke på den der rystende måde, som når det tunge pendlertog ruller ind. Det her var en rytmisk dans. En sky af glimmer og duften af nystegte pandekager bredte sig over perronen, og ud af tågen kom det mest mærkværdige tog, Arthur nogensinde havde set. Det var ikke lavet af stål og plastik, men af poleret kobber, mørkt mahognitræ og små tandhjul, der glimtrede som diamanter. Skorstenen var formet som en gammeldags grammofon, og ud af den kom der røgskyer, der lignede små kaniner og drager, som legede fangeleg i luften.
Togdøren gled op med en lyd, der mindede om en forsigtig hemmelighed, der bliver fortalt, og ud trådte konduktøren. Han var en lille mand med en hat, der var alt for høj, og en jakke fyldt med lommer, hvorfra der stak fjer, kortstykker og små mekaniske fugle. Han kiggede på de voksne på perronen, men de så ham slet ikke. De gik direkte igennem røgen og bandede over, at deres sædvanlige tog stadig ikke var kommet. Men da han så Arthur, lyste hans øjne op som to små lanterner. Han spurgte ikke om en billet, men om Arthur stadig kunne huske, hvordan man bygger et slot ud af sofapuder. Arthur nikkede ivrigt, og med et buk blev han budt indenfor.
Indenfor var vognene ikke som noget andet tog. I stedet for hårde sæder var der bløde lænestole, der krammede en, når man satte sig, og vinduerne viste ikke den kedelige motorvej. De viste bjerge lavet af blåbæris og skove, hvor træerne sang vuggeviser for de sovende rådyr. Arthur satte sig til rette, mens toget satte i gang med et muntert “tju-bang”, og snart svævede de højt over byens tage. De fløj forbi skorstene, der lignede små nisser, og over parker, hvor statuerne vågnede til liv og vinkede til dem, mens toget passerede.
Efter noget tid nærmede de sig en station, der så meget mærkelig ud. Den var badet i et fladt, gråt lys. Der var ingen farver, og alt var vinklet i helt rette linjer. Et stort skilt over perronen forkyndte med store, kedelige bogstaver: “STATION VOKSEN – HER SLUTTER LEGEN”. På perronen stod folk i lange rækker. De bar på tunge kufferter fyldt med bekymringer, ubetalte regninger og lister over ting, de skulle nå inden i morgen. Ingen af dem smilede. De så på deres ure hvert femte sekund og ventede på at stige på toget, der ville køre dem direkte ind i en verden af alvor og tidlige sengetider.
Arthur mærkede et lille stik i hjertet. Skulle de stoppe her? Skulle han også have en af de tunge kufferter og glemme, hvordan man ser figurer i skyerne? Men toget bremsede ikke. Tværtimod satte det farten op. Skorstenen udstødte en kæmpe sky af lilla røg, og konduktøren greb fat i et gyldent håndtag og trak hårdt. Toget udstødte et triumferende fløjt, der lød som et jubelråb fra tusinde børn på en sommerdag. Med et mægtigt ryk sprang toget hen over skinnerne ved station “Voksen” og fortsatte i en bue direkte op mod mælkevejen.
Vi stopper aldrig der, hvis man ikke har lyst, forklarede konduktøren og rakte Arthur et glas med flydende stjerneskud, der smagte af præcis det, man ønskede sig allermest. Nogle tror, at man er nødt til at stige af på den station, bare fordi man bliver højere, og ens sko bliver større. Men skinnerne fortsætter altid, hvis man bare husker at bevare sin nysgerrighed og aldrig holder op med at undre sig over, hvorfor månen skifter form, eller hvor de små dyr i skovbunden bor.
Resten af natten rejste Arthur gennem landskaber, som ingen voksne nogensinde ville kunne beskrive i en rapport. De besøgte Biblioteket for Glemte Drømme, hvor bøgerne selv læste op for dem, og de besøgte Dalen med de Dansende Vandfald, hvor vandet ikke bare faldt ned, men lavede piruetter i luften. Arthur lærte, at verden er uendelig stor og fuld af magi, så længe man ikke lader de grå mennesker med de tunge kufferter bestemme, hvor toget skal køre hen. Han forstod, at det vigtigste her i livet ikke er at nå hurtigt frem, men at huske at kigge ud af vinduet og se alt det smukke undervejs.
Da solen begyndte at titte frem over horisonten, landede toget blødt på perronen i Arthurs egen by. Alt så ud, som det plejede, men for Arthur var alting forandret. Han trådte ud af toget, og idet døren lukkede bag ham, forsvandt både kobberet, røgen og konduktøren som dug for solen. Men i hans lomme lå der en lille, glitrende tandhjul, og i hans hjerte brændte en ild, som ingen voksenverden nogensinde kunne slukke. Han vidste nu, at selvom han en dag blev gammel udenpå, ville han altid køre med toget, der aldrig stopper ved stationen “Voksen”, så længe han huskede at lege og bære barnet i sig selv gennem hele livet.
Læs næste eventyr: [Villum og den talende luftballon af tyggegummi]
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
