August var en dreng, der elskede at tælle ting, for hvis man kunne tælle det, så var det rigtigt. Han talte sine skridt til skole, han talte rosinerne i sin madpakke, og han talte stjernerne, før han faldt i søvn, selvom han altid nåede at blive træt omkring nummer 42.
Men en dag fandt han noget, han slet ikke kunne tælle. Han var gået på opdagelse bagerst i det gamle bibliotek, der hvor støvet danser i solstrålerne som små, glemte feer. Der, bag en række meget tykke bøger om traktorer og frøer, lå en lille, læderindbundet bog, der sitrede en smule, når man rørte ved den. August åbnede den spændt, men til hans store skuffelse var der ikke et eneste ord. Siderne var så hvide, at de næsten lyste, og der var hverken bogstaver, tegninger eller slettede kruseduller. Det var bare ingenting pakket ind i papir.
August sukkede og var lige ved at lægge den tilbage, da han mærkede en mærkelig varme sprede sig fra sine fingerspidser. Det var ikke den slags varme, man får fra en radiator, men mere som den følelse, man har i maven, lige før man skal åbne en fødselsdagsgave. Han satte sig ned på det knirkende trægulv og lagde bogen i skødet. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, og da han åbnede dem igen, skete der noget mærkeligt. Siderne var stadig tomme for blæk, men det var, som om de var fyldt med vindmøllesving, duften af nyslået græs og lyden af en bedsteven, der griner så meget, at han får mælk ud af næsen.
Det var bogen om alt det, man ikke kan se, men som alligevel findes. August bladrede ivrigt. På en af de tomme sider kunne han pludselig mærke følelsen af mod. Det lignede ikke noget, men det føltes som at stå på den højeste vippe i svømmehallen og mærke hjertet banke, mens man alligevel tager springet. Han kunne se for sit indre blik, hvordan modet ikke var en ting, man kunne putte i en kasse, men noget, der voksede indeni, når man turde være sig selv, også når de andre kiggede den anden vej.
Augusts fingre løb over de næste sider. Her boede dannelsen og ordentligheden. Det lød måske kedeligt, men i bogen var det alt andet end det. Det føltes som at holde en dør for en fremmed eller som at lade være med at sige noget grimt, selvom man var rigtig sur. Det var som en usynlig tråd, der bandt alle mennesker sammen, så vi ikke bare var øer i et stort hav, men en hel flåde, der sejlede sammen. August smilede. Han havde aldrig tænkt på, at de vigtigste ting i verden faktisk er dem, man slet ikke kan tage et billede af med en telefon.
Pludselig hørte han en svag hvisken fra bogen. Det var ikke rigtige ord, men snarere en følelse af frihed. Bogen fortalte ham, at han ikke behøvede at være ligesom alle de andre. Han behøvede ikke at tælle alt for at vide, at det var vigtigt. Man kan ikke tælle kærlighed, og man kan ikke måle, hvor meget en god ven betyder, selvom det fylder hele brystkassen. August indså, at verden var meget større end de ting, han kunne røre ved. Der var en hel verden af tanker, drømme og usynlige bånd, som man kun kunne se, hvis man turde kigge med hjertet i stedet for kun med øjnene.
Han tænkte på sin ven Jonathan, der altid byggede de mærkeligste tårne af klodser, som ingen andre forstod. I bogen lyste de sider, der handlede om fantasien, ekstra kraftigt. Fantasien var som en usynlig tryllestav, der kunne gøre en papkasse til et rumskib eller en vandpyt til et verdenshav. August forstod nu, at dem, der kun ser det, der står skrevet med sort blæk, går glip af alle de smukkeste historier. De historier, vi selv skaber, når vi tør lade tankerne flyve frit uden at spørge om lov.
Da solen begyndte at gå ned bag bibliotekets høje vinduer, lukkede August bogen forsigtigt. Han følte sig mærkeligt nok meget klogere, selvom han ikke havde læst en eneste sætning. Han vidste nu, at det mest værdifulde i livet ofte er det, der gemmer sig mellem linjerne. Det er den følelse, vi deler, når vi er sammen, og den styrke, vi finder i os selv, når vi tør stå fast på det, vi tror på. August rejste sig op, lagde bogen præcis der, hvor han fandt den, og gik ud i aftenluften.
Han talte ikke sine skridt på vej hjem. I stedet lagde han mærke til, hvordan vinden legede i træerne, og hvordan lyset fra lygtepælene lignede små stjerner, der var landet på jorden. Han vidste nu, at selvom han aldrig kunne tælle alt det vigtige, så var det der alligevel. Og det var mere end nok.
Sov godt, alle I små og store eventyrere. Husk, at de smukkeste historier ofte er dem, I selv gemmer indeni, og at verden er fuld af magi, hvis bare I tør lukke øjnene og mærke efter.
Læs næste eventyr: Vestenvindens eventyr #2 – Pigen der sang falsk
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
