Der findes en særlig form for digital selvtilfredshed. Den opstår i det øjeblik, man trykker på knappen “Aktiver” ud for sit autosvar. Det er det moderne menneskes svar på at rejse et flag i baghaven. Man signalerer til verden, at man er så eftertragtet, at folk ligefrem har brug for en skriftlig advarsel om ens fravær. Man er gået offline. Man er vigtig. Man er i sommerhus i Rørvig, og verden må pænt vente.
Det starter ofte med en lille løgn. “Tak for din mail,” skriver vi. Vi takker sjældent for mails, når vi rent faktisk er på arbejde. Der er de en belastning. Men i det øjeblik vi logger af, bliver hver eneste indkommen besked pludselig en lille gave, som vi høfligt afviser via en robot. Det er kommunikationens svar på at sætte en papfigur af sig selv i vinduet. Den vinker, men der er ingen hjemme.
Vi har skabt en kultur, hvor det ikke længere er nok bare at lade være med at svare. Vi skal forklare, hvorfor vi ikke svarer. Vi skal helst også pensle det ud. Der er dem, der holder det stramt og professionelt. “Jeg er tilbage den 14. august.” Det er de kedelige. De minder os om, at ferien har en udløbsdato. De minder os om, at de har styr på deres kalender. De er de samme mennesker, som har pakket deres kuffert tre dage før afrejse.
Så er der de overskudsagtige. De skriver noget i retning af: “Jeg tjekker ikke min mail, da jeg prioriterer nærvær med min familie.” Det er ikke bare en praktisk oplysning. Det er en moralsk lussing til alle os andre, der stadig sidder med næsen i skærmen. Hvis du virkelig prioriterede nærvær, ville du vel ikke bruge tid på at programmere en algoritme til at fortælle mig det? Du ville bare lægge telefonen i en skuffe og glemme alt om mig.
Men nej. Vi vil ses. Også når vi er væk. Vi vil have, at folk ved, at vi er i gang med at være nærværende. Det er den ultimative ironi. Autosvaret er blevet en slags digitalt visitkort for vores mentale sundhed. “Se mig, jeg kobler af!” råber vi ind i hovedet på folk, der bare gerne ville vide, om de har fået vores faktura.
Det mest absurde er dog henvisningen til kollegaen. “Ved hastesager kan du kontakte Preben.” Man ved med 100 procents sikkerhed, at Preben også har ferie. Eller at Preben hader dig. Preben sidder i en liggestol i Jylland og får nu 400 mails om dine hastesager. Preben har naturligvis også sat sit eget autosvar til. Her henviser han måske til dig. Det er en digital cirkelslutning. En evighedsmaskine af mails, der aldrig bliver læst, men som alle bliver besvaret af små, flinke robotter, der lover guld og grønne skove efter uge 32.
Hastesager findes i øvrigt slet ikke i juli. Verden stopper. Intet er så vigtigt, at det ikke kan vente på, at en konsulent i en hørskjorte har drukket sin rosé færdig. Men vi lader som om. Vi opretholder illusionen om travlhed, mens vi driver rundt på en badedyr. Autosvaret er vores alibi. Det er beviset på, at vi engang havde et arbejde, og at vi planlægger at få det igen.
Nogle tager det et skridt videre. De skriver: “Jeg sletter alle mails ved hjemkomst. Send venligst din besked igen efter min ferie.” Det er krigserklæringen. Det er den ultimative dominans. Man fortæller afsenderen, at deres ord er så lidt værd, at de ikke engang fortjener en plads i indbakken. Det er kommunikationens svar på at brænde posthuset ned, bare fordi man ikke gider tømme postkassen. Det er effektivt, ja. Men det er også en smule sociopatisk.
I gamle dage havde vi telefonsvarere. Det var besværligt. Man skulle ringe op, vente på bippet og derefter indtale en besked, som man vidste, modtageren ville høre med en lydkvalitet som en undervandsbåd. Men der var en stemme. Der var et menneske. Man kunne høre, om vedkommende var glad eller stresset. I dag har vi det flade, teksttunge autosvar. Det er kemisk renset for personlighed. Det er en standardiseret mur af ligegyldighed.
Hvorfor skriver vi ikke sandheden? “Jeg ligger i en hængekøje og har absolut ingen intentioner om at tænke på dine budgettal de næste fjorten dage.” Det ville være ærligt. Det ville være menneskeligt. Men i stedet gemmer vi os bag “venlig hilsen” og “på gensyn”. Vi er bange for tomrummet. Vi er bange for, at hvis vi bare tier stille, så glemmer folk, at vi eksisterer.
Autosvaret er blevet vores digitale livsforsikring. Vi puster os op. Vi gør vores fravær til en begivenhed. Vi sender en automatiseret besked ud til verden for at minde alle om, at vi er uundværlige, netop mens vi gør alt for at undvære dem. Det er ikke bare kommunikation. Det er et råb om hjælp forklædt som en feriehilsen.
Næste gang du overvejer at sætte din robot til at svare for dig, så overvej lige en ekstra gang. Måske har verden slet ikke brug for at vide, at du er væk. Måske er det okay, at der bare er stille. Det kræver selvfølgelig, at man tør være uvigtig i et par uger. Og det er nok den største udfordring af alle.
God ferie. Hvis du altså når at læse dette, før din robot tager over.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






