Alba finder en dør, der dufter af gammelt papir og nye eventyr. Bag den gemmer sig alle de historier, verden har glemt at fortælle færdig, og her lærer hun, at ingen tanke er for lille til at blive gemt.
Oppe på loftet, helt inde bag den gamle gyngehest og en kasse med julepynt, fandt Alba en dør. Den var ikke ret stor. Faktisk var den lige præcis så lille, at man skulle bukke sig og knibe øjnene sammen for at se det lille nøglehul, der var formet som en stjerne. Alba havde boet i huset i mange år, men hun havde aldrig set døren før. Den var dækket af et tyndt lag støv, der glimtede som sølv i det sparsomme lys fra tagvinduet. Da hun lagde hånden på træet, føltes det varmt, næsten som om det trak vejret.
Hun skubbede forsigtigt til døren. Den knirkede ikke. Den sang. En lille, lys tone, der lød som en klokke af glas, spredte sig i det støvede loftsværelse. Bag døren var der ikke mere loft. Der var heller ikke mørkt. Der var et bibliotek, der var så stort, at Alba ikke kunne se loftet, selvom hun lagde nakken helt tilbage. Væggene var dækket af hylder, der var skåret direkte ud af levende egetræer. Grenene snoede sig opad, og bladene lyste svagt grønt mellem rækkerne af bøger.
Men det var ikke helt almindelige bøger. Nogle af dem fløj rundt under det høje loft som kulørte fugle. Andre lå og rystede på hylderne, som om de kildede hinanden. Der var bøger lavet af tåge, bøger indbundet i chokoladepapir og bøger, der lignede små, sovende pindsvin. "Velkommen til Biblioteket for Glemte Historier," sagde en dyb, rolig stemme. Alba hoppede en lille smule af overraskelse og så sig omkring.
Oppe på en stak bøger, der var højere end Alba selv, sad en kat. Det var en meget stor og meget blød kat med pels som grå skyer. Den bar et par bittesmå, runde briller på spidsen af sin lyserøde næse. Katten kiggede ned på hende med kloge, ravgule øjne. "Jeg hedder Arkivaren," sagde den og vaskede sig bag det ene øre. "Og du må være Alba. Vi har ventet på, at en som dig skulle kigge forbi."
Alba gik forsigtigt tættere på. "Hvorfor hedder det de glemte historier?" spurgte hun. Arkivaren sprang let ned fra bogstakken og landede uden en lyd. "Fordi verden har travlt," forklarede han og førte hende hen til en hylde, hvor bøgerne lyste med et blødt, blåt skær. "Nogle gange begynder et barn på en historie, men bliver kaldt til aftensmad. Andre gange får en voksen en vidunderlig idé, mens de kører i tog, men glemmer den, så snart de stiger af. Alle de historier flyver herhen."
Alba rakte hånden ud efter en bog, der glimtede som vand. Da hun åbnede den, var der ingen bogstaver. I stedet steg en lille sky af damp op fra siderne, og hun kunne høre lyden af fjerne bølgeslag. Det var historien om en lille sky, der hellere ville være en vandpyt, så den kunne se børn hoppe i sig. Men historien stoppede midt i et regnskyl. "Den mangler slutningen," hviskede Alba. "Præcis," svarede Arkivaren. "Den venter på, at nogen forestiller sig, hvordan den ender."
Arkivaren forklarede, at historier er ligesom planter. De har brug for opmærksomhed for at vokse. Hvis ingen tænker på dem, begynder de at falme og blive gennemsigtige. I dette bibliotek passede Arkivaren på dem, indtil der kom en besøgende med en god fantasi. Alba lukkede øjnene og tænkte på den lille sky. Hun så for sig, hvordan den blev til store, tunge dråber, der faldt ned i en baggård, hvor en dreng i gule gummistøvler stod klar.
Da hun åbnede øjnene, lyste bogen op i en varm, gylden farve. Siderne begyndte at fylde sig selv med små tegninger af gummistøvler og glade vandpytter. Bogen gav et lille tilfreds suk og lukkede sig selv. "Du gjorde den færdig," spandt Arkivaren og gned sit hoved mod hendes ben. "Nu kan den flyve ud i verden igen og blive fortalt for dem, der har brug for at høre den."
Alba brugte hele eftermiddagen i biblioteket. Hun fandt historien om dragen, der var bange for højder, og hjalp ham med at finde en trampolin. Hun mødte en glemt fortælling om en ensom lygtepæl, der drømte om at blive en stjerne, og hun gav den en slutning, hvor den lyste så kraftigt, at skibene fandt vej i mørket. For hver historie hun hjalp, føltes det som om, hendes eget hjerte voksede en lille smule.
Hun lærte, at det ikke er vigtigt, om en historie er lang eller kort, eller om den bliver skrevet i en stor, tyk bog. Det vigtige er, at man tør tænke den. At man giver plads til det skæve, det mærkelige og det, der ikke ligner alt det andet. I biblioteket var der plads til alle de tanker, som de voksne nogle gange kaldte for fjollede, men som herinde var de mest kostbare skatte.
Da lyset fra vinduerne begyndte at skifte fra guld til dyb lilla, vidste Alba, at det var tid til at gå hjem. "Kommer jeg herind igen?" spurgte hun og kiggede op på de enorme hylder. Arkivaren blinkede til hende bag sine briller. "Døren er altid der, Alba. Du skal bare huske at kigge efter den. Og husk, at hver gang du tænker en ny, skør tanke, planter du et frø til en ny bog herinde."
Alba trådte ud gennem den lille stjernedør og lukkede den forsigtigt bag sig. Loftet lignede sig selv igen. Der var støv og gamle kasser og lugten af tørt træ. Men da hun gik ned ad trappen, kunne hun mærke en lille kildren i fingerspidserne. Hun vidste nu, at verden var fuld af usynlige historier, der bare ventede på at blive opdaget.
Ved aftensmaden spurgte hendes far, hvad hun havde lavet. Alba smilede og tog en bid af sit rugbrød. "Jeg har hjulpet en sky med at finde sine gummistøvler," svarede hun. Hendes far grinede og rystede på hovedet, men Alba vidste bedre. Hun vidste, at Arkivaren sad deroppe et sted og holdt øje med den næste historie, der var ved at blive født i hendes hoved.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #47
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
