BILFERIE DEL 1: RASTEPLADS I WIEKAU MED BLOWJOB OG JORDHULE FORUDE

Jeppe SøeBilture, Søeforklaringer1 kommentar

Jeg besluttede i sidste sekund at droppe tanken om at låse børnene inde i hver deres hundebur. Ikke at humanistiske hensyn, da forældre jo også er humanister som der skal tages hensyn til – men fordi de var for dyre. Istedet isolerede jeg bagsædet med en masse dyner og puder. Der er større chance for at uran slipper ud af et laboratorium i Malmø end at en lyd kommer ud fra det bagsæde. Hver med sin iPad – og en harddisk bagi med alskens tegnefilm og andet der vil sørge for, at det nærmest er som om vi er alene afsted uden børnene.

Sådan var tanken i hvert fald. Allerede ved Skørping fuckede harddisken up, så Villum ikke kunne se et eller andet, som han absolut mente, var det væsentligste at se netop da. Og da Malthe tilbød at hjælpe, overskred han den usynlige grænse mellem de to lande og bevægede sig for langt ind på nordkoreas enemærker. En krig brød ud. Ikke bare en pudekamp, men en regulær kamp med landstyrker og luftvåben. Da vi passerede Horsens overvejede jeg at dreje indenom statsfængslet for enten at få råd eller læsse lortet af. Og jeg talte minutter til vi måske blev stoppet og skilt ad i Inger Støjbergs grænsekontrol. Min plan var at råbe asyl. Glemte dog at tyskere ikke tjekker en hujende fis.

Gudskelov var der internet indtil vi nåede Tyskland. Youtube holdt de to fronter beskæftiget med andet end myrderier og ved Haderslev gav Villum op og faldt i søvn. Samme gjorde mor. Vi trillede gennem Tyskland og der var ro. Og mørkt. Jeg havde Den Korte Radioavis i øret og glemte tid og sted. Den ene kilometerpæl efter den anden passerede for mit inde blik – Tyskland er pænt i mørke. Jeg tankede benzin kl 3 og opdagede først da, at Malthe havde fået harddisken til at virke og nu var på Ice age 1, 2 eller 3 og minions og FUCK han ville blive træt og pirrelig imorgen. Fuld af blyfri trillede jeg videre og bad Malthe slukke for alverdens underholdning og lukke øjnene. Det startede kortvarigt krigslysten i Sydkorea, men overgivelsen var en tro følgesvend til stædigheden.

YVONNE GIR ET BLOW

I Wiekau et sted efter Bremen kunne jeg ikke mere. Jeg havde ikke hentet flere podcasts med Kirsten Birgit og vejen begyndte at ligne en scene fra grand theft auto. Så jeg trillede ind på en mørk og ligegyldig parkeringsplads. Holdt ved siden af en mørkeblå Ford Escort. Der sad en mand og sov med hovedet bagover og åben mund. Lignede lidt en mumie der var stukket af fra nationalmuseet, men først her i Tyskland opdagede, at han ikke kunne køre bil. Kort efter kom også en kvindes hovede til syne og så var han helt vågen. Hendes hår lignede Yvonnes fra Olsen Banden og tøjet var så kort og farverigt, at selv Jim Lyngvild ville mene, at der må være grænser for, hvad moden skal tillade. Kort efter forlod hun bilen og han kørte væk. Enten var det en fesen måde at blive skilt på, eller også kendte de hinanden for dårligt til at hun skulle sove videre i hans skød. Hun gik videre. Skødesløst.

Læs også:  Aprilsnar

Vi sov i bilen til Villum stod op med solen. “Er vi i amsedam” ville han vide. Jeg måtte skuffe ham med at 4 timer mere nok var en mulighed Nordkorea måtte vænne sig til.

SMUK RUTE VALGT

Omkring kl 9 begyndte jeg at undre mig. Vi drønede rundt i små byer med blonde-gardiner i vinduerne, åbne vidder som udsyn og en helvedes masse vand. Bange anelser blev bekræftet. Jeg havde sat vores lortenavigation til at finde den smukkeste rute – fremfor den optimale, hurtige eller korte. Og af den grund kejtede vi nu rundt i nordholland langs kysten – fordi den synes vi skulle se på havet. Det eneste jeg ville se var en seng. Jeg må fandme få stillet det om inden vi skal videre mod Paris, så den møgdims ikke vælger at køre over Polen, fordi den mener der er et smukt udsigtspunkt med en svane og en sø lige nord for Krakow.

Vi så hele kystlinjen og alskens små byer af elendig beskaffenhed. Den der typiske hollandske firkantede byggestil, en facade der var ufattelig smuk, veltrimmet og med små pusse nusse blomster, som ingen almindelige kender navnet på. Baghaven derimod er ofte noget upassende rod. Fint skal det være. Eller smukt, som NAVIGON åbenbart mener den rute var.

MYRER I JORDHULEN

Vi landede på hotellet klokken cirka lort. Og når jeg skriver hotel, er det måske mere et af de steder, der ville passe til hende Yvonne. På timebasis. Fordi det hedder hotels dot com gør det jo ikke et oldgammelt plejehjem, der nu er vandrerhjem, til d’angleterre. Ligesom hotels dot com ikke får ejerens bedstemor til at ligne en dørmand med gøj hat. Aircondition er aldeles fraværende hvilket gør, at vores værelse var på en temperatur som selv en finsk overvægtig mand ville mene var lige i overkanten at præsentere ham for i en sauna. Tapetet er en forsidehistorie i sig selv. Jeg troede de sidste ruller af den type blev begravet i mosen med grauballemanden, men nej. Her udenfor Amsterdam lever det endnu. Silke der har genskin fra “lampen” i loftet. Lidt som genskæret i julepynt bare absolut uden engle og hjerter. Mønsteret et trafikuheld af en blomst – og så står lortebrun jo genialt til de orange gardiner.

Læs også:  Gå glip af Neka Lai

I vinduet er et mylder af myrer, som bekræfter mig i at tapetet burde være under jorden. Myrerne tror simpelthen de er hjemme og opfører sig sådan. Men der er internet og to dobbeltsenge. Nord- og Sydkorea kaster sig i sengen og hviler ud. Først imorgen vil vi ind til byen. I dag skal vi komme os lidt. Lande og ryge fredspibe.

KREDITKORT ER FOR NYMODENS TIL OS

Vi går dog lige ned til byen for at få en bid aftensmad. Vi finder en biks med pizza og fire plasticstole ned til en af Hollands utallige kanaler. De tager hverken Visa eller Mastercard, viser det sig, da vi havde spist – og derfor måtte jeg på byvandring efter en maskine der kunne spytte et par sedler ud. 2 kilometer væk – oppe ved hotellet – lå en seddelpresse – ved siden af en restaurant!! Det er sådan nogle oplevelser der gør livet værd at leve kortere end først planlagt. Mig tilbage til familien, der stadig var i live.

Nu ligger vi endelig i dynerne sammen med alle vores søde dyr. Myrerne er super flinke og gør jo egentlig ikke ret mange for træd. De synes jo egentlig bare omgivelserne ligner en jordhule. Hvilket også gør dem til aldeles kloge dyr. Om det er en myre der kravler på inderlåret eller en sveddråbe fra en krop, der måler febertemperatur, er uvist. Men fornemmelsen er egentlig ret dejlig.

Jeg savner yvonne – eller i hvertfald en lokkedåse – og bilens aircondition. Imorgen skal vi se på mere vand og skifte kanaler i Amsterdam. Natten bliver sikkert en koger med en del vågne timer – så Koreakrigen kan blusse op igen imorgen i trætte børn. Men så er vi gudskelov i en fornuftig by, hvor vi kan ryge os vind og skæve uden at det gør noget i forhold til lovgivningen. Først skal jeg bare lige op i byen og købe to bure…

En kommentar til “BILFERIE DEL 1: RASTEPLADS I WIEKAU MED BLOWJOB OG JORDHULE FORUDE”

  1. Dælme nogle herlige bilture i har. Så fedt at læse om. Jeg vil med på næste tur.😊😋😃

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.