BILFERIE DEL 2: HVAD LAVER DEN NØGNE DAME I VINDUET, FAR?

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Vi overlevede natten. Badet i sved vågnede vi med solen. De orange gardiner holdt ikke lyset ude. Vi har sammenlagt tabt os 15 kilo – svarende til to håndbagage hos Ryan air. Sover vi sådan her i tre uger, vil vi spare en del på benzinøkonomien senere. Samt medlemskabet i fitness. Og vores vægt gå i minus. Det dør man af.

Vi havde besluttet at spare parkeringen i Amsterdam og tage toget ind til centrum. Ifølge hotellets ejers farmor lå stationen nemlig i gåafstand fra hotellet. Det gør alt jo i virkeligheden, hvis bare det er landfast.

Gåafstand i dette tilfælde var længere end Villum kunne kapere og derfor satte han sig solidt til rette på skulderen af far. Det er derfor ældre mennesker vokser nedad i livet. Man kan mærke rygraden presse sig sammen langsomt og tilbyde en krumning som kompensation. Villum elsker at sidde deroppe i timevis. Og mine skuldre agerer nærmest Memoryskum og har evige spor efter nu fire børn. Og i den tid, hvor de er helt små og udenfor rækkevidde af almindelig fornuft, hjerne og pli, pisser de dig lige ind i nakken uden at advare. Man mærker bare pludselig en varme brede sig ned ad ryggen og ved med det samme, at dagen bliver lang og klam. Villum er forhåbentlig ovre den alder. Tynget af livet vandrede vi afsted mod toget. Det kørte til tiden. Tydeligt man ikke er hjemme. Ferier minder os altid om, at vi slet ikke er så langt foran alle andre, som vi går rundt derhjemme og forestiller os.

5 KRONER FOR AT PISSE

På banegården i Amsterdam søgte vi nærmeste lokum. Det kostede 5 kroner at komme derud. Jeg tog Villum på armen for at spare en femmer og gik gennem tolden ud mod det forjættede land. Vagten var inder og kiggede på os med et blik, som kun en tissemand kan sende. Så jeg lagde en euro i en tom tallerken for at glatte ud.

Man fik en voucher til brug for næste besøg, så man næste gang kunne skide for en krone. Så går man der hele dagen med en billet i hånden og søger efter et toilet der har samme ejere og logo som det, man benyttede om formiddagen. Til sidst betaler man igen en femmer eller pisser far ind i nakken.

VIND OG SKÆV

Vi bevægede os rundt i skønne Amsterdam. Husene er ligeså skæve som de fleste turister, der gik fra coffeeshop til coffeeshop for virkelig at få noget ud af det. De lokale gider ikke rigtigt. Tankevækkende at der er færre borgere i Holland, der udsættes for lovlig hash overalt, som har prøvet en bønne end folk i Danmark der har.
Villum synes det lugtede lidt af lokum.
Personligt minder det mig om en del festivaler. Ikke lokumslugten, men cannabis. Jo egentlig også lokumslugten, nu jeg tænker mig om…

DILLER-BUTIK MED TILBEHØR

Hvad laver den nøgne dame derinde far, spurgte han pludselig.
– Hun gør rent, forsøgte jeg.

I virkeligheden skader det nok knægten mere at komme hjem i den tro, at hollandske kvinder støvsuger nøgne med for meget makeup – fremfor at sige det som det er. Damen i vinduet kiggede tomt ud på vejen og ænsede ikke folk der gik forbi. Hun havde paryk på i en sort nuance, en gstreng og en brystholder – og stort set ikke andet.

Læs også:  EN RASTEPLADS PÅ INFORMATIONSMOTORVEJEN

Kroppen var ikke bygget til gstreng. Den forsvandt ganske enkelt mellem diverse poser der hang her og der. Jeg var glad for at brystholderen var på plads, da brysterne ellers havde ramt gulvet – og det syn havde ikke været ok at gemme på i endnu en svedig nat på hotellet. Men de var rullet fint sammen og placeret i holderen, der holdt. Og så lige dagen efter jeg havde oplevet Yvonne i Tyskland. Det er unfair. I vinduet ved siden af det modsatte syn. En krop så tynd, at en vandrende pind kunne skjule sig uden at kamuflere sig. Man kan vælge den dør man lyster – også den tredie tøs, der tydeligt havde et andet stykke værktøj mellem benene end det, som brysterne antydede der burde være. Han, hun og hen.

Imens hulkede Malthe af grin på den anden side af gaden over det, han kaldte en dillerbutik. Og ganske rigtigt var der jo gummidillere i alle vinduer. Også her var udvalget særdeles stort. Vi forsøgte det bedste vi havde lært at fortælle om at damerne var til salg og at dillerne var legetøj som damer kunne lege med. “Tilbehør til damer”, konstaterede Villum tørt, som om det var en sprøjtepistol fra Kärcher i Bauhaus med diverse små og store dyser i kassen – og ramte i virkeligheden hovedet på sømmet.

“Der er kaptajn America”, mente Villum og pegede på en dragt der var rimelig tætsiddende på en mannekendukke som han gerne ville ha. Hun stod solidt plantet mellem en læder domina og en pilot med frække netstrømper. Aldrig i mine 46 år har jeg entreret en ruteflyver og passeret piloter med netstrømper. Men det sætter unægteligt ordet cockpit i relief. Den passede hverken mig eller min kone.

RASTAFARI OG TRÆSKO

En souvenirbutik havde træsko udenfor i størrelse Amin Jensen og børnene flyttede ind i hver deres. Krigen mellem de to lande var aftaget voldsomt og lidt søskendekærlighed var at spore. Forbigående forstås. Indenfor var der nøgne damer på askebægre og rastafarifarver på de fleste ting til salg. Det gør ikke noget specielt godt for hverken mannikenpis-figurer eller træsko, der begge i forvejen er forhindret adgang til museum of modern art. Jeg siger ikke det hele var grimt, men det var det. Salt og peber bøsser i festlig form, der virker morsom når man køber den – men aldeles tåbelig når man pakker dem ud hjemme i Svenstrup.

Vi købte en hotdog – derhjemme min yndlingsspise, men her jo en aldeles misforstået blasfemisk udgave. Pølse uden skind i et tomt og tørt brød – og derpå skal man så selv i gang med at fylde på af alskens upassende ingredienser som ost, karry, bacon og kål. Jeg vil hjem.

TOG TIL HAG, JESUS OG MANGLENDE BLÆRE TIL SPAREØVELSE

Efter en times rundtur på kanalerne fandt vi toget hjem til varmen, sveden og det grimme tapet. Udenfor stationen stor en dame med et skilt, der forsøgte at fortælle os om at Jesus er vejen. Det virkede ikke som om Jesus havde gjort ret meget godt for hende. Villum stillede sig og gloede på præcist samme måde han tidligere havde gloet på damer med et andet budskab. Hun begyndte at synge en salme og sluttede med et “God bless you” til barnet. Han lærte en del om damer i dag. Overfor stod Jehovas Vidner og lignede noget, der lige var landet fra det ydre rum. I 27 graders bagende stol forsøgte de i fuld påklædning med slips og hele svineriet at give små bøger væk med samme budskab som hende den anden. Det virkede pludselig som om alle ville sælge os noget. Enten noget vi skulle putte i hjertet eller noget hjerteløst, vi kunne putte ind andre steder.

Læs også:  MIN KUNSTNER DØDE SOM 3ARIG

Toget troede jeg var på perron 4. Der holdt også et, så vi hoppede på toget inden det kørte. Det var dog hurtigtoget til Hag, hvor forbryderdomstolen har til huse. Jeg overvejede et sekund at præsentere syd- og Nordkorea for stedet inden vi imorgen skal køre videre sydpå, men vi nåede ud af toget inden dørene lukkede. Over på den rigtige perron – forbi lokummet med det rigtige logo. Nu kunne vi skide skide billigt – men ingen kunne. Den slags ærger en jyde helt uanstændigt meget. Nu skal jeg sidde i Paris en uge med en billet til træk og slip i et helt andet land – og må sikkert betale fuld pris påny.

TYSKERNE EJER STRANDEN

Vi fortsatte til stranden, fordi rummet igen var ovnagtig. Stranden var stor og bred, Nordsøen varm og nogenlunde bølgefri – der er ikke skyggen af planlov i spil i Holland. Der lå lounge-barer og restauranter i klitterne med levende musik og Buddha-bar agtig stemning. Derhjemme byder klitterne mest på nøgne folk i gryder og marehalm. Det virker pludselig en anelse oldnordisk forhold til en guiness serveret med havudsigt.

Et tysk par havde slået sig ned på strand nær vores lille plet. De havde hele udstyret indenfor pas-dig-selv. Store sejl og læskørme hele vejen rundt – kun hul mod havet, så udsigten ikke blev spoleret for dem. Og der satte vi os. For at give dem modspil. Hvis de skulle bygge borg omkring deres solbadning ville vi bygge slot lige mellem dem og bølgerne, så deres udsigt blev Villums bare numse og et begyndende sandslot. De ænsede det ikke. De lå bare helt stille og absorberede strålerne. Tyk og rynket – nærmest elefantagtig hud, der har set mange somre. Mange mange somre. På hver deres liggestol.

De rørte sig ikke i de to timer vi byggede slotte i sandet. Jeg gik på et tidspunkt tættere på for at nærstudere deres maveskind, ikke fordi jeg er fascineret af elefanter, men måtte tjekke om de åndede eller var udåndede. Der var liv. Trods alt.

Nu ligger vi her igen. I sengen. I varmen. Med myrer. Jeg har åbnet døren til gangen og vinduet udtil terrassen og har sat ventilatoren op i vinduet i håb om, at den vil tiltrække ilt fra andre verdener og puste det ind til os. Det virker nærmest. Måske vi rent faktisk får søvn i nat, mens døren udtil alle de andre på gangen står åben og inviterer alskens tosser indenfor i sengen. Vi har en saltbøsse klar…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.