BILFERIE DEL 3: FIDGETSPINNER I NORDSØEN, DELFIN PÅ SPRINGTUR, HOLLANDSK OPKAST OG STRIP

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Min indbakke var pludselig fuld af søde beskeder der alle gik på, om jeg er ok. Baggrunden er den, at jeg ikke lavede en opdatering i går. Vi er ok – men har mistet en Fidgetspinner!
Det er en tragisk begivenhed for alle under 9 som jo konstant triller rundt med den lille dims, som var de hamstere i livets store lykkehjul. Men nu ligger den ene på bunden af Nordsøen med mulighed for at blive ædt af en torsk og dukke op i din sandwich. Beklager på forhånd.

Vi har nu kun een fidgetspinner retur – og det har fået nabokrigen til at ulme ondt på bagsædet. Den skulle hjælpe ADHD-plagede og det må passe, da de nu uden spinneren agerer som minimum 12 diagnoser af bogstaver.

Vi lagde ellers så hyggeligt ud med at forlade myregrotten på “hotellet” uden nævneværdig afskedsceremoni. Ej heller ejerens farmor fik et knus – og jeg følte det som Nelson Mandela da han forlod fængslet da vi langsomt trillede ud fra den såkaldt sikrede parkeringsplads, hvor sikkerheden bestod i ansættelsen af en Roma-familie, der boede fast nede i hjørnet.

Vi kørte på stranden og byggede menneskekroppe istedet for sandslotte. Det var mit pædagogiske sind der trådte i karakter, i håbet om at vise Nord- og Sydkorea, at de begge er mennesker – bare i forskellig størrelse. Men lige da pointen skulle sættes ind, blev det højvande og sydkorea mistede benene – og så ville Nordkorea bytte figur.

DELFIN PÅ LANGFART

For at mægle købte jeg en delfin som kunne pustes op. Der er flere grunde til, at det er en stupid handling for en forælder.
Den første er, at den er oppustelig – og at man jo så skal puste. Den indeholder samme mængde luft som en uges vejrtrækning – og det skal levere på rekordtid fra lunger, der har røget en bønne eller to i sin spæde ungdom.
Den anden grund er, at der var fralandsvind. Det havde mit ellers livreddertrænede sind ikke observeret, indtil Malthe råbte på mig og gjorde opmærksom på, at delfinen var stukket af.

Langsomt men aldeles målrettet var gummidyret som en Free Willy på vej til havs. Min respekt for redningsaktioner i Vestjylland, efter mulige indbyggere på luftmadrasser gjorde, at jeg straks satte afsted. I stærk strøm tordnede jeg ud ad det bedste jeg havde lært. I fuld fart gennem strøm og bølger på vej til England. Efter 5 minutters intensiv havsvømning kiggede jeg op – og havde nærmest kun forladt stranden. Delfinen var nået til første revle og midlertidigt standset op i brændingen.

Efter en tid nåede jeg forpustet dyret, der indeholdt al den luft jeg skulle have brugt til at komme ind igen. Jeg lagde mig op på delfinen og kiggede ind på stranden. Der stod mine børn og råbte – og jeg besluttede mig for at lade delfinen og strømmen føre mig til England. Forestillede mig en pub med gigantiske fadøl forude – men ombestemte mig. Vi skal i Disneyland om et par dage – og da jeg er erklæret Donaldist søgte jeg mod land. Og så tømte vi delfinen for al liv.

Læs også:  ÅRET DER GIK var FORFÆRDELIGT på TV

Først da opdagede jeg at jeg havde glemt solcreme. Jeg mærkede den der fornemmelse af kløe og varme på den ufede måde. Grundtvig på ryggen havde skiftet farve og var nu oppustet med røde kinder.

LAKRIDSER I EN AUTOSTOL

Jeg forlod straks stranden, mens mor og de to indsmurte unger blev lidt endnu. Tanken var at gøre bilen klar til næste tur mod Paris og en overnatning på sæderne et sted undervejs.
Er I egentlig klar over, hvor mange lakridser der kan ligge gemt i et barnesæde? Jer der endnu ikke er forældre aner det næppe, men svaret er 13. En del af dem smeltet i varmen, så stoffet nu har et mønster der ikke oprindeligt var planlagt af producenten.

Jeg mugede ud på samme måde, som dengang jeg kortvarigt kom på rideskolen i Lønne. Jeg er pisse ræd for heste – men da den slags skoler indeholder en del folk af modsatte køn, flyttede jeg nærmest ind. Af samme grund er jeg ferm på en symaskine og i særdeleshed til korssting, da jeg havde husgerning når gutterne var til motorlære. Jeg ville hellere score en tøs eller to end at være sammen med en 2-takters maskine. Og erfaringen fra rideskolen kom i brug da der nu skulle fjernes efterladenskaber fra bagsædets skyttegravskrige.

Da alt var klar og lækkert, kom børnene og satte sig ind. Våde og fulde af mudder – og så havde det hele været lige meget.

JEG STRIPPER KUN FOR BØRNEFAMILIER

Vi kørte ind til Amsterdam til et sidste kig inden vi tager på færd videre mod Paris. I den store og herlige Vondelpark placerede vi os mellem minimum 200 familier med børn. Det er jo helt og aldeles tåbeligt at gøre. Vi har i forvejen en krig med to børn – og så hundrededobles det pludselig, lige der på legepladsen. Men alle andre sad bare på tæpper og lod deres børn lege løs i både klatrestativer og det store springvand, der var omdannet til en regulær pool. Uden opsyn. Fedt lavet af byen!

Den var aldrig gået hjemme, hvor vores lovgivning sikkert ikke har tiltro til at folket selv kan administrere den slags – eller kommunalpolitikere, der frygter en shitstorm fra curlingspillende speltmødre der mener underlaget er for glat til at deres børn kan benytte det. Nogle må gribe ind – og vupti sidder hele byrådet og skal spilde tiden på en mindre mængde klor eller en dybere rille i belægningen, fremfor at sørge for bedre skoler og plejehjem. Det er nok derfor at vores parker mere er med græs, der ikke må betrædes.

Da vi har siddet i 30 minutter opdager jeg, at jeg stadig har badeshorts på – og at disse ikke har det net, der ellers holder alskens vedhæng inde. Med andre ord har det halve Holland set direkte op i mit skræv og dertilhørende tissemand, uden at give mig besked. Enten fordi de er så vandt til nøgenhed i byen – eller af medlidenhed. Væk ville jeg. Hurtigt.

Læs også:  Aprilsnar

HOLLANDAISE I HALSEN

På vej ud af parken hører jeg larm. To fyre i 50’erne med alternativ påklædning – og absolut på andet end frisk luft – er i mundhuggeri med hinanden, ovre under et træ. Den ene mangler en del tænder i forvejen fra sidste skænderi og lever næppe et liv, der giver plads til problemer om børn der slås på bagsædet. Den anden har to store guldkæder på i en størrelse, der i forbindelse med resten af hans stil viser, at der bare er tale om malet jern. Eller er tjent hjem via en anden etnisk indkomst end dansk.

Jeg har ikke tænkt over det før nu, men hollandsk er virkelig et grimt sprog. Man skal helt ned gennem halsen, lidt som når man skal hente en slimklat helt nede i svælget under en halsbetændelse. Og når man så hører dette besynderlige modersmål råbt fra bums til bums, lyder det som opkast på en dag med tømmermænd. Kort efter er opkast faktisk helt relevant derovre i skovbrynet, men det er en anden ulækker detalje i stil med lakridserne i barnesæder tidligere. Og den lader vi ligge.

THOR REDDER MIDDAGEN

Afskedsmiddag i Amsterdam. Jeg tilbød alle muligheder og vi gik endda hele vejen til centrum og så på gøglere, sangere, kunstnere og andet rakkerpak. Stemningen på torvet var varm og skøn – red light lyste kort derfra – restauranter bød på “alt du kan æde” af spareribs. Jeg var i paradis. verden var vidunderlig.

Indtil jeg huskede, at det var børnenes tur til at vælge restaurant og mad. Og vupti sad jeg på burger King med en flad fornemmelse. Bed i en eller anden slags brød omkring en bøf, der smagte af de føromtalte speltmødres mulige erstatning for rigtig ko – og i det sekund jeg satte tænderne i min Bacon Double menu, der smagte præcist som i Skalborg, reagerede Thor med vogn og geder foroven og sendte et torden og lynvejr nedover pladsen. En helt retfærdig straf og en kærlig hilsen til mig, med ønsket om at vi hurtigt kunne spise op og komme til bilen.

Kørte hele natten, kun afbrudt af en rasteplads uden Yvonne. Og nu er vi kørt ind i Paris. Fortsættelse følger… nok.

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.