BILFERIE DEL 5: AIRBNB, NY SPINNER, DUEMANDEN OG EN RASENDE FULDKONGE

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Så er vi i mit højtelskede Paris. Byernes by (Skjern på en delt andenplads). Romantikkens centrum (hvis man ser bort fra swingerklubben ved Kolding). Pariserpigernes Can Can (de fleste glor som hjemme ned i en smartphone istedet) og gadekunstnere der faldbyder portrætter (der absolut intet ligner). Men her er såmænd ganske tåleligt.

Vi valgte at leje en lejlighed gennem det dersens Airbnb. Efter myrerne i Amsterdam er vi lige hotels dot com utro og kaster os over noget disruption. Hella Joof skal være velkommen til at brænde det andet hotel ned om 7 år. Ligesom indianerne. Perfekt lejlighed til 4 personer med Eiffeltårnet tæt på for 500 pr nat incl vaskemaskine og wifi. Sidstnævnte selvsagt vigtigst. Mødte Audrienne der gav os nøglerne og vupti. Ingen myrer. Ingen farmor. Absolut ikke noget at skrive hjem om – og det irriterer mig jo, nu jeg blogger fra turen. Hun kunne sgu da have et eller andet sjovt gemt i lejligheden man kunne grave lidt satire fra. Nogle familiealbums, en AppleTV med private billeder eller en dildo under sengen, som alle andre der lejer ud og glemmer at jeg er spionuddannet – men nej. Istedet tager familien afsted mod Eiffeltårnet.

I KØ MED EIFFEL

Når Audrienne skriver “tæt på tårnet” i sin beskrivelse er det 30 minutters gang. Vi går ind på området og får tjekket alt i sikkerhedskontrollen med kun 5 min kø. Derefter kun 30 minutters kø inden billetten var købt, yderligere 15 inden elevatoren kom – og på anden sal skulle vi videre op til øverste etage, 15 minutters kø – men jeg havde de forkerte billetter, fordi mit franske er præcist ligeså ringe, som franskmændenes engelsk. I kø 30 min for at få de rigtige billetter, 15 min for at få noget kildevand og så igen 15 min for at komme op med elevatoren. Øverst oppe sendte vi live på Facebook og lurede ned – og stod så i kø i 15 min for at komme ned på anden sal – og igen i 15 min for at komme helt ned. Paris – køernes by. Vi kiggede ud i sammenlagt 10 minutter og ventede på at få lov i sammenlagt 2 timer og 15 min. Og der var ingen krige mellem de to lande imens. Øverst oppe sidder Hr. Eiffel og taler med Hr. Edison i det lille kontor, som blev lavet deroppe. Jeg forsøger at få lidt kultur ind i knægtene, men eneste kommentar var, at det måtte være rimeligt træls at have glemt at købe gulerødder hvis man var kommet helt derop. Logikken skal man enten være barn eller aldeles evnesvag for at forstå.

SIRI SKAL HOLDE KÆFT

Frokosten skulle indtages. Malthe snuppede mors mobil og spurgte Siri efter nærmeste McDonald’s. 9 minutter væk. Jeg insisterede på at det skulle være en lille fransk beværtning istedet. Siri er en syg lille viruskvinde der kræftenædemig ikke komme her og tage min forældrerolle fra mig. Hun kan svare på spørgsmål om vejret imorgen eller ringe op mens man kører bil. Derudover skal hun knytte sylten og blande sig udenom. Det tror jeg også hun ville svare. Vi fik en sandwich der smagte af at have været udstilling et stykke tid og en pizza som italienerne ville have kaldt blasfemisk. Salaten var overhældt med deres syreholdige eddike i en grad, så det ville virke afkølende og sødt at sluge en citron.

Læs også:  Den danske borgerkrig

BØRNEARBEJDE

Mobilen manglede midt i det hele strøm. Det er noget nær det værste – men nede ved floden stod nogle motionscykler som kunne oplade telefonen med den strøm man cyklede hjem. Da ungerne havde brugt Siri til at finde groteske madforslag i en by med store madoplevelser, måtte de cykle strømmen hjem. Det manglede da vel egentlig bare. Og jeg kan slet ikke se hvorfor det skulle spille ind at der er 33 grader. Uden det børnearbejde ville jeg ikke kunne tjekke nyheder som “du gætter aldrig hvad hun opdagede da hun åbnede døren” eller “denne kendte vært skifter job og du vil blive overrasket over hvortil”. Jeg kan heller ikke holde styr på Tinder eller svare alle jer på diverse kommentarer. No mercy – op på cyklen og afsted med jer. Far skal opdatere sin Facebook.

GULDKONGENS HÆVN OVER REVOLUTIONEN

Der står en levende statue på en bro. De der mennesker der får penge for at stå helt stille. Han er smurt ind i guld og forestiller en slags konge. Han er dog ret elendig til det. Enten er han rastløs – hvilket man virkelig ikke må være, når man lever af at gå i stå – eller også klør det et eller andet sted. Uanset hans ringhed, stopper det jo ikke en japansk turist fra at mene der er en god fotomulighed. Der skal uendelig lidt til. De kommer hjem med 20.000 billeder af dem selv foran alt fra skraldespande til gadebelysning. Stakkels familie og venner. Nå men ham guldkongen flippede skråt og bad hende betale ham for at få taget sit billede. Det ville hun ikke. Man må jo gerne fotografere på offentlig vej – så han må jo flytte sig. Kampen stod på i kort tid – det var et syn for guder at se en guldkonge skælde ud og lave fagter på den lille piedestal han stod på. Japaneren var iskold og trådte fire skridt tilbage og tog billeder i flæng. Han eksploderede inde bag guldet og glemte helt, at han er konge i et land, der halshuggede netop den slags i fordums tid. Nu ender han med at blive gjort til grind på en Facebook video. Lidt det samme.

ET LYS FOR DE DØDE

Notre Dame er mit yndlingssted. En kirke der emmer af gotisk stemning og den dystre magt kirken engang havde over landet. Krydset selvfølgelig med Victor Hugos pukkelryggede klokker, som også børnene husker takket være DISNEY og senere Fredericia Teater. Vi kom ind i det gigantiske rum – og jeg tændte et lys for at mindes min far og bedsteforældre. Villum spurgte om han også måtte tænde et lys. Det måtte han selvfølgelig. Og da de små hænder langsomt andægtigt førte tændsatsen til den lille væge på lyset spurgte jeg, hvem han ville tænde for. Michael Jackson! Ak den der tid, hvor man endnu ikke har mærket livet træde dig i bollerne men bare kan lade sig trille rundt i klapvogn og synes det er synd at ham den sort/hvide ikke kan Moonwalke mere. Jeg er jo helt enig iøvrigt. Vi så på lysene en kort stund og mindedes hver vores konge.

Læs også:  Drøm eller mareridt

DUER IKKE, VÆK

Udenfor stod en mand med hundrede duer omkring sig. En moderne rottefænger – dog uden fløjte, men istedet med korn som blev solgt i små mængder. Vi må være oppe på godt 1000 euro kiloet for fuglefrø. Måske redningen for dansk landbrug. Villum vadede direkte ind i duernes verden og han så sit snit til et angreb. Korn på skulder og i hånd og i vupti var min søn forvandlet til et foderbræt. Helt uden at spørge. Det duer jo ikke. Villum synes det var fortryllende. Da kornet var spist gav jeg villum en euro, som han kunne give til duemanden – men han var videre. Han havde faktisk af egen sød og venlig vilje givet Villum en gratis tur. Villum tog mønten i lommen og gik ti skridt længere hen og købte en ny FidgetSpinner, som erstatning for den i Nordsøen. Der stod i virkeligheden 4 euro på skiltet, men gadesælgeren godtog knægtens tilbud. Børn kan satme smigre sig til meget. Vi andre havde fået skældud. Som hende med guldkongen.

P.S. En croissant smager faktisk elendigt? Jeg havde egentlig glædet mig til et gensmag, men i virkeligheden er det tæt på samme konsistens som den kiks en præst faldbyder i flæng derhjemme med ordet “Jesu Kristi legeme”. Han må ha været en indtørret fætter ham Jesus. Har selvfølgelig også været død i en rum tid. Som Grauballemanden. Deres lagsagne smager helt anderledes end knoor. Det skuffer mig enten at de ikke kan lave den som den skal være – eller at knoor ikke kan. En af delene. Franskbrød kan man heller ikke få i Frankrig. Det franske brød er med en skorpe så overmunden bløder efter berøring. Man skal have en usund mængde spyt klar til at blødgøre, inden man sluger. Det sagde hun også igår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.