BILFERIE DEL 6: LIVET ER EN RUSTEN HÆNGELÅS OG GRÆS ER HELLIGT

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

NØJ hvor har det sikkert været rånuttet og super romantisk da Jon og Marie skrev dato på en hængelås og satte den fast på en smuk bro i Paris. År senere rustede hængelåsen og var ikke længere unik og alene, men del af millioner af låse, fastgjort til alt der sidder fast i Paris. Egentlig tidstypisk for kærligheden, der ikke længere er noget man har sammen – men noget man flasher som var det et guldarmbånd eller andre accessories. Se min kone, se min kæreste – og opdateringer på Facebook med en kærlighed, der kun var så rosenrød i det 1/100 af et sekund det tog kameraet at filme.

Folk skal se vores lykke. De skal overkysses og befamles af en stinkende beruset brudgom på en polterabend, så alle kan se at hans liv snart er slut. De skal hyldes i store limousiner med blomsterhav på gennem byen og brylluppet skal helst være storslået. Og så skal den også sætte sit præg på smukke bygninger, kan jeg nu forstå.

FASTLÅST OG RUSTEN

Kærligheden er åbenbart som en hængelås. Man lever et frit liv og er sig selv. Gør hvad man vil og spørger aldrig om lov. Så er man derefter fastlåst til evig tid. I starten føler man ingen lænker, selvom ringene på fingrene jo er slavernes ringe. Fra starten blankpoleret, smukt og nyt. Funklende i solens stråler sidder hængelåsen på sin nye plads. Langsomt ruster kærligheden. Facaden bliver brunlig og låsen virker ikke mere og man er fastlåst. Tid og vejr sætter sit præg – og det hele ender med at en statsansat fjerner dig og smelter resterne ved kraftig varme.

Låsene sidder nærmest overalt i Paris. For nogle år siden var den kendteste bro ved at kollapse, da kærlighedens låse vejede over 100 ekstra ton. Men de sælges endnu og folk valfarter stadig til broen for at kundgøre for evigheden, at deres kærlighed er fastlåst. Men kærligheden kan ikke bære. Broen kan ihvertfald ikke.

NØGLEN KAN RAMME EN TURIST

Man kan købe hængelåsen af en gadehandler, der samtidig fortæller hvordan man skal gøre. Man tager den funklende nye hængelås, der koster det tredobbelte af tilbudsprisen i bauhaus. Derpå skriver man sine navne – man sætter den fast i den faldefærdige bro og forurener derefter floden med nøglen. Der må ligge et arsenal af gamle nøgler dernede og ruste langsomt. Alternativt kaster man nøglen ned i en tourbåd og rammer en tysk kvinde i øjet som Amors pil. Kærlighed gør blind. Fattigrøvene bare skrevet deres navn med tush ind i bygningen. Det skal vi da selvfølgelig rumme. Det er jo kjærlighed. I virkeligheden er der ikke forskel på at hænge en hængelås på en historisk bygning og på at skrive FUCK THE POLICE på et S-tog. Det her er grafitti for de borgerlige.

Læs også:  HUN ER KLAR PÅ MIN KROP

BLØD I BOLDEN – ANHOLDELSE TÆT PÅ

Malthe vandt en af de der bløde lortebolde, som du kan få i netto for 9.95. Den kan nærmest ikke trille – og er så let, at hvis en due letter på en flise i nærheden, vil bolden straks sætte af, på grund af luftstrømmen. Vi hyggesparkede til bolden på en græsplæne midt i byen, da tre tykke madammer af anden etnisk herkomst end fransk kom vandrende i uniform – de stilede direkte efter os. De forsøgte på fransk at få os til at forstå, at græsset ikke kunne holde til den type bold. Det skulle være en blød bold – en mousse Ball.
Jeg vil tro det er en af dem, de fleste husker fra stikbold i folkeskolen. Totalt håbløs bold der er ubrugelig til andet end at dyppe i vand og kaste efter pigerne i anden klasse. Men sådan en skulle det være, sagde overmagten til min uvorne og dybt kriminelle søn. Jeg forsøgte at vise dem vores lortebold og hvor blød den var, men der var no Mercy. Græsset kan kun holde til “mousse-balls”. På mig lyder den Ball mere som en sadomasokistisk leg – end et stykke legetøj.

GRÆS ER EN HELLIG PLANTE

På samme græsplæne sad en familie og spiste mad, der var thai thi, en mand lavede fitness-strækøvelser og flere havde stole med. Hvordan fanden kan en lortebold skade plænen mere end en havestol?
Hvad er det med franskmænd og græs?
Er det helligt på en eller anden måde?
Står der i den katolske lære, at man skal direkte i skriftestolen hvis man har bøjet et græsstrå?

I Amsterdam skrev jeg forleden om en fortryllende park, hvor folk i samspil tog ansvar for Parkens liv og friheden gav samvær i særklasse – uden at det kunne ses på græsset. Her i Paris har de bygget de der små hegn rundt om plænerne på 15 centimeter, og vi mennesker ser hegnet (som selv en gråspurv kunne træde over uden at foretrække en muskel) og tænker “derind kan vi sørme ikke komme”.

Læs også:  SYSTEMET ELLER EGELUND FEJLEDE I GÅR

Resultatet er parker, hvor alle stierne er proppet med mennesker og liv, mens alle de firkantede små græsarealer er helt tomme og ubrugte. Græsset må ikke betrædes. Og må det endelig benyttes, skal man have balls af mousse.

Der sker noget helt fint ved at slippe mennesker løs. Give dem frihed. Pludselig føler de, at de også selv må tage ansvar for det man er givet. Men pariserne ser ud til at synes det er mega smart at hyre tre matroner til at marchere rundt og kræve specialbolde hos drenge på 9. Tid til en ny revolution?

Malthe ville spille videre, da fremmedlegionen havde forladt området. Men jeg fortalte selvfølgelig, at vi er gæster i deres land og derfor skal følge deres skikke og regler uanset hvor super sinddsyge de måtte virke. Det siger Pernille Vermund selv. Så selvom vi med enhver form for fornuft ville kunne forklare en mand i dommervagten, hvordan vores bold var lettere end mousse, stoppede vi omgående vores destruktion af græsstrå og overlod arbejdet med at nedbryde den franske plæne til de andre.

VIRKELIGHEDEN KALDER – OPDATERING AF FORÆLDREINTRA

Lige da jeg var færdig med at grine af bold-hæren og tænke godt om mit eget lands frihed og plads til leg, bibbede min telefon med en opdatering af forældreintra. Det er aldeles forfærdeligt at blive mindet om, lige når man havde høje tanker om hjemlandet. Forældreintra, der lige nu er roligt i ferietiden, men om kort tid igen vil bimle og bamle dagligt med ligegyldigheder om læreplaner og alskens andet gøgl – som man får besked om er kommet i indbakken, men aldrig rigtigt kan få læst, fordi koderne skal ændres eller hvad det måtte være. Forældreintra midt i Paris.

Og i det sekund åbnede sluserne sig. Vi prajede en taxa og smuttede hjem og spillede pokemon go på værelset. Vi kunne nå to pokestops fra vores seng og fangede lidt franske monstre inden sengetid, der blev udsat en anelse på grund af torden.

Verden er da vidunderlig underlig.

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.