BILFERIE DEL 9: CASA DE FINALE

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Så nåede vi Castello de Whatever på vores vej nordpå. Når man er på bilferie har man jo den absolutte frihed og kan dreje ind, når man synes det er for varmt – eller hvis krigen på bagsædet pludselig bryder ud, fordi Nordkorea ikke vil se den samme lortefilm som Sydkorea.

DET RUSSISKE FÆNGSEL
Vi drejede en postgang for tidligt og er endt på et hotel, i stil med de russiske fængsler som BBC har lavet dokumentarer om. Lidt skægt at prøve det selv. Vi fik rabat på hotels dot lokom, hvis vi købte tre dage. Det så virkelig pænt ud på billederne, som må være fra dengang det blev bygget. Til gengæld ligger det tæt på stranden, så vi kan forlade hotellet og hurtigt være sammen med titusinder af andre nuttede badegæster. Det kan straffefanger normalt ikke. Samme følelse dog.

SOLSENG MED AIRCON
Jeg er ret sikker på, at Simon Spies har set dette hotel i 60erne. Altså præcist dette. Med samme møbler og samme interiør som dengang – intet er rørt siden, men står som en tidslomme fra dengang, som en slags historisk dokument. I hvertfald kan man se på bygningen, at folk har holdt ferie her i århundreder. Og ikke fattet hvorfor de valgte dette sted i århundreder.

Der er enkelte solsenge som har alle lameller, men ellers skal man ofte vælge hvilke dele af kroppen, der skal røre terrassen. Hos enkelte er der intet valg og det havde givet mere mening at smide sig på fliserne. Der er udsigt til havet hvis man læner sig mere ud, end godt er. Ellers ser man mest ind i værelserne på nabohotellet, hvilket passer mig fint. Jeg elsker at glo på mennesker der tror de er alene. Normalt kaldes det strafbart, men her er det umuligt at undgå.

UDSIGT TIL TRE PAR
På tredie bor et ægtepar der har alt med hjemmefra. Håndklæder er fra Tyskland og bærer landets nationalflag. Det burde være mindst ligeså strafbart at tvære det rundt i et svedigt solcremesdækket underliv, som at brænde det af på offentligt sted. De sidder mest og drikker Jack Daniels på værelsets altan. Og ser ud på livet, fremfor at leve det. Ligesom jeg selv gør. Måske vi ser på hinanden og de skriver om mig nu. På tysk.

Læs også:  Gå glip af Neka Lai

Parret på fjerde er noget mere levende. Nygifte er mit gæt. De ligner ihvertfald nogle, der stadig er glade. Han smører hende nænsomt ind i solcreme og hun ham. Det er der ellers ingen grund til, da de ikke skal ud og altanen er badet i sort skygge. Men smøring er godt. Et sidste par der er værd at nævne består af en kone, der taler så højt at jeg kan høre hvert et ord her på den anden side af gaden. Fatter dog ikke en bjælde. Det gør manden tydeligt heller ikke. Hun har talt i en halv time – og han sidder bare og kigger umælende ud i luften.

Jeg tror ikke han ser på noget specifikt, men bare har sat gluggerne på uendelig og lukket ørerne. Sidstnævnte er en særlig evne jeg beundrer – men den komplette lukning kommer efter sigende først efter 25 års ægteskab – indtil da er det kun kortvarige afbrydelser en mand kan sætte i værk. Det er så i præcist de samme minutter, vi glemmer at slå brættet ned, holde øje med børnene eller rette strålen i skålen.

ANIMATION TEAM
Der er strandbar med delvis bemanding 24/7. Eller… der er en strandbar der har åbent, når de ansatte gider. Til gengæld virker deres musikanlæg døgnet rundt og spiller dirty dancing, Grease og andre hits, der er yngre end hotellet – og som man jo aldrig bliver træt af. Kun afbrudt af en spansk sangerinde, der har fået den tåbelige ide at indsynge Witney Houston i en coverversion så dårlig, at man bliver helt lykkelig over hendes tidlige død. Det her havde slået hende ihjel. Men ikke os. Vi nyder det jo. Højt fra et par højttalere, der gør deres bedste trods alderen.

Læs også:  Jomfru Maria med hygiejnebind

Ved siden af baren står to andre ansatte, der er på hårdt arbejde. De er underholdningen! De er “animation team”, der lyder som en flok superhelte alla “de fantastiske fire”. Men de er kun to og ikke særligt super. De arrangerer dagen igennem de sjoveste konkurrencer for os: dart, vanddans og hullahop. Point lægges sammen til den store overrækkelse i aften. Det bliver voldsomt spændende hvem der vinder den larmende olympiade, især da der kun er en enkelt familie der gider deltage – mens godt 40 andre ligger med høreværn for at slippe for at deltage. Dog kigger vi op, når moderen laver hullahop. Jeg tror ikke jeg får problemer med kvindekampen (men lige der ved man aldrig) når jeg antyder, at hendes krop ikke er skabt til hullahop. Når hun trækker ringen op, sidder den fast som et bælte og hun vil kunne stå med den der i årevis, uden at den falder ned. Og det gør hun så.

Der er nærmest minigolf.
Selvom der er flere huller i hver bane.
Det gør spillet markant nemmere.

WIFI UDEN NET
Der er wifi på hotellet. Her betyder wifi noget helt andet end internet. Wifi er noget man logger på – og så består den spændende udfordring i, om man har ramt de 5 daglige minutter, hvor andre ikke også er på. Der er båndbredde til at hente forsiden på Politiken hjem – men vi er 1500 om at dele, så jeg må holde mig til overskrifterne. Det bliver Politiken markant bedre af.

Med udsigten til de tre par havde det været rart med lidt red… youtube. Men snart har Animation Team præmieoverrækkelse til familien hullahop. Det skal vi se!

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.