Det er virkelig svært at lave andet end at stirre tomt på TV2/News. Svært at tage sig sammen, da alt andet virker totalt ligegyldigt i forhold. En ydmygelse for det internationale samfund, en menneskelig katastrofe og en lussing på siden af hovedet til dem, der mener man nemt kan indføre demokrati med magt. Mens vi uværdigt debatterede, om vi gad redde vores nærmeste samarbejdspartnere hjem, smuttede taleban på rekorttid tilbage i stolen.
Billedet af en maler, der dækker alle fotos af kvinder i byen til, varsler en ny skræmmende hverdag for dem, der havde set lyset i mangfoldighed og frihed.
Videoen fra lufthavnen af desperate folk, der troede på en ny fremtid med mere demokrati og humanisme, men nu kæmper sig nu febrilsk op ad en trappe på et overfyldt fly, der nok ikke får lov at lette. Blandt dem er sikkert folk, der har arbejdet tæt med danske tropper, eller er i familie med dem. Folk der har trodset frygten og eget liv for at skabe de bedste vilkår for den vestlige styrke eller har arbejdet på ambassaden som uvurderlige støtter i vores mangeårige kamp.
Vi når næppe at redde dem alle, fordi nogle partier og regeringen vel først lige skulle have styr på, om deres holdning ville blive betragtet som en blidere udlændingepolitik indenrigspolitisk. Den går ikke intet valgår. Ingen ansvarlige gjorde ret meget andet end at tweete fra sommerhuset og tro på Biden, der sagde, at der er god tid. Hvor tog vi fejl. De sad klar i mørket og kom frem i det sekund, vi lettede.
Med vanlig symbolpolitisk debat vedtog vi, at kun dem der har arbejdet med os de sidste 24 måneder må reddes. Jeg tænker ikke Taleban tjekker lønsedlen for at se, om de skal kappe hovedet af folk for det, de kalder højforræderi, men som vi – indtil nu – har kaldt vigtigt for os alle. I maj måned halshuggede de ved et tjekpoint en tolk, der havde hjulpet usa. Jeg frygter andre, som har givet os en hånd, eller deres familier, får samme skæbne, fordi vores hjælpende hånd stoppede brat og nu kommer for sent.
Det er vel nok uværdigt og uordentligt af vores land og af det internationale samfund. Og det vi gør i disse dage, de signaler vi sender, vil selvfølgelig kun gøre det sværere at finde hjælp i kommende aktioner. Hvorfor skulle et eneste menneske dog risikere livet for at stå sammen med netop vores danske tropper, når vi ikke, modsat nogle andre lande, står sammen i det sekund deres liv er truet for det tilvalg de tog?
Man kan med rette skrive, at ”det altså ikke er så enkelt” som jeg gør det til. Afghanistan er et vanskeligt land og med udensrigsministerens ord “der vil ske fejl”, som er en ny sætning fra coronaens tid, man som politiker skal huske at sige, inden man laver ret meget, ved vi godt at ansvaret allerede er ved at glide ned gennem afløbet på en håndvask.
Jeg har også set mange kommentere på billedet, hvor en mand maler kvinderne over på åben gade, at det “jo er sådan de lever og vil ha det dernede”. De glemmer dog totalt den væsentlige nuance, at i tiden hvor vi sammen holdt Taleban ude, var det sådanne billeder de straks hængte op i gadebilledet. Der er som altid to sider – en som maler smukt og en, som maler det over. Jeg føler og skriver kun om førstnævnte.
Andre vil straks læse det ind i en eller anden udlændinge eller flygtningedebat og tale derfra, selvom dette i min optik ikke handler om det, men om vores internationale engagement.
For mig er det faktisk pisse hamrende enkelt: Vi har et ansvar for at hjælpe dem, der personligt risikerede mere end de fleste, for at vinde. Og at forlade landet i al hast og nu opdage, at vi reelt ikke havde gjort andet end at placere Taleban i en venteposition, som de straks sprang op fra, for at tilbageerobre landet i nærmest fredelig indmarch, er en hån mod de mange mange liv, der er tabt undervejs. Og de liv der tages i denne uge, på denne dag, i denne time og i det minut du læser denne linje.
De pårørende til faldne herhjemme – og vores tro hjælpere dernede – må føle det hele har været forgæves… og desværre kan man nærmest ikke andet, end at give dem ret.
Jeg har ingen løsning, det er jeg ikke klog nok på forsvar og angreb til. Men jeg ved, at dette påvirker mig helt ind i mit fædrelandselskende hjerte og gør mig ondt og oprigtigt ægte ked af det. Jeg håber inderligt at der (endelig?) er indkaldt dygtige folk på vagten, som kan redde først menneskeliv – og senere måske omdømme – i den rækkefølge!
(Fotografen er journalisten Lotfullah Najafizada fra TOLOnews, der deler det med teksten “Kabul”).
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
