BILTOUR18: 5. LANDPATTER, KLODSET ELLER FIRKANTET OG ET LIGTOG

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Telt er åbenbart ikke rigtigt noget for en pre-teen. Malthe sov først kl 4 og var i vældigt humør. Det er altid et problem med to børn med stor aldersforskel. Den ene sover kl 21 og vågner kl 6 – den anden sover kl lort og vågner sent. Derimellem er far med godt to timers søvn. Jeg vågnede alligevel tidligt i Narnia, da solen bragede ned over teltdugen. Mit ansigt bar tydeligt præg af at have ligget på Kaj og Andrea med et tyndt tæppe over mig. Jeg stak hovedet ud af teltet og overfor sad en norsk familie og spiste morgenmad. Jeg sværger at børnene hoppede forskrækket en meter op i luften da de så mig. De må have troet at Schrek var flyttet ind i ly af natten. Forældrene trøstede dem gudskelov.

Vi kørte lidt længere sydpå. Der ligger vores gamle Lønne Højskole, som mine forældre startede i 1985 og hvor jeg samme år holdt mit første foredrag. I dag er der et skønt vandrerhjem og minigolf. Måske lidt langt fra Grundtvig, men sporene er der endnu. Og ungdommens sødme. Stedet jeg kyssede den tredie pige, brækkede mig over den første og sidste Pisang Ambon i firserne, græd over den fjerde pige jeg mistede og alt det andet der dukker op, når man er i sit barndomshjem. Jeg fortalte nu ikke ret meget af det til de to drenge. De skulle nødigt gøre som jeg gjorde, men gøre som jeg siger nu, hvor jeg er voksen og har glemt at være barn.

DEN STRENGE OPDRAGELSE

Vi kørte forbi Nørre Nebel skole, hvor jeg gik et par år inden efterskolen. Skolen deler gårdsplads med kirken. Jeg fortalte hvordan vi altid stoppede legen og stod helt stille i frikvarteret, når et ligtog kom kørende til kirken. I respekt for den døde. En sidste hilsen. “Kender du alle de døde, far?”, sagde Villum. For en stund blev jeg helt alvorlig, hvilket virkelig er upassende på en rigtig mandetur. Jeg kender jo rigtigt mange der er døde. Det kommer med alderen. Vi falder bort een for een og allerede her før de 50 begynder ens krop at dø langsomt og målrettet. “Kender du så Michael Jackson?”. Så er vi tilbage på sporet. Jeg har givet ham hånden i Parken, som en af de få – og nærmest ikke vasket hænder siden, men kender ham? Nope! “Hvad så med Bambis mor?”.

Jeg bad dem gå ind i bilen og fortalte, at der var engang hvor man lærte respekt for levende og døde. At man ikke skulle kende den døde, men altid stoppede op når en ligvogn kom kørende – stoppede leg, løb, råb og grin. Den slags fatter børn ikke dag, for hvis man stopper i midt i Fortnite, så dør man jo også selv. Jeg følte mig nu endnu ældre. Lidt som dengang min farmor fortalte mig om den første bil der besøgte Nykøbing Mors.

Læs også:  BILFERIE DEL 8: MINDER ER SMÅT BRÆNDBART

LANDPATTER OG ESEPIGER

Vi passerede Nymindegab, hvor der ligger to gamle esehuse. De færreste kender nok i dag til esepiger, men i gammel tid var det esepigerne der satte madding på krog. Deraf navnet Esbjerg. Skagensmalerne var faktisk ved Lønne før de tog til Skagen. Historierne siger, at pigerne der esede ikke var med på sjov. De var alt for ærbare. Min tip-tip-et-eller-andet er blevet kysset af Holger Drachmann netop der. Typisk at min familie skal sænke standarderne på egnen. Men de skred op nordpå, hvor pigerne åbenbart er med på lidt af hvert. Også udenfor københavnerugen. Det ærger stadig turistchefen i Blåbjerg.

I landskabet så vi et landbrug med to buede siloer, eller hvad det nu er. Malthe synes det måtte være en rig landmand, der kunne rejse en skulptur af to bryster. Da jeg var dreng kaldte vi dem også landpatter, men vidste godt de havde et formål. I dag tror børn straks det må være kunst, da de jo også kan følge historierne om lort på dåse, A4-ark med påbegyndte dødsannoncer og andet der kaldes stor kunst. Selvfølgelig tror dagens børn det må være en landmand der gennem dette byggeri hylder konens attributter.

Endelig fatter de færreste i dag hvad landbrug er, da mange danskere regner med at bacon dyrkes i en køledisk og aldrig har sagt øf. Deriblandt åbenlyst mine børn, selvom jeg kæmper for at forklare dem om landmænd og fødevareproduktion. Sidste sommer plukkede Malthe et æble fra mormors æbletræ og udbrød: “det smager næsten som de rigtige”.

FIRKANTET OG KLODSET

Når man skal østpå fra Lønne skærer man direkte gennem Billund. Jeg løj for ungerne om, at vi skulle på endnu et museum med oldtidsminder. De meddelte klart og ret tydeligt, at de havde set nok flintesten og potteskår. Der er da ellers ikke noget mere spændende end gamle perler fra vikingetid eller en plov fra dengang oldefar var en sædklat, men nej. Det var usælgeligt – og kærligheden til mig voksede markant da jeg afslørede Legoland. De hoppede irriterende op og ned af glæde på bagsædet, så jeg kortvarigt måtte fiksere dem igen.

Jeg elsker også Legoland. Især det store område med små huse og biler og både, hvor man kan gennemse hele verden uden at bevæge dig mere end 500 meter. Børn i dag er mere til underholdning. At sidde i et minetog, der trækker dig rundt i alskens oplevelser op og ned – men for mig har Legoland altid været det modsatte af et Tivoli. Det er nærmest kunst. Og jeg satte mig for at forsøge at fastholde to Netflix-børn i de mange små miniaturer.

Læs også:  VIND MED SØE

FOLK MED TOPSKAT KAN GODT STÅ I KØ

Nogle mener Legoland trækker alt for mange penge ud af din familie. Og man kan sørme også nemt købe sig fattig. Alene en dims der springer køerne over koster 600 kroner pr person. Jeg vil gerne lære mine unger køkultur. Man må vente til det bliver ens tur. Har man mange penge kan man komme foran i køen – alle steder, også udenfor dette klodsede land – men derfor kan man godt lære at vente. Mine børn skal i hvertfald ikke foran andre, fordi jeg har holdt et ekstra foredrag i foråret der giver mulighed for at springe andre over. Så vi ventede. Og ventede. Langsomt blev de trætte af at vente i 30 minutter på 1 minuts køretur med en firkantet drage – og vi gik tilbage til de gratis glæder. De små huse, havnebyen med fiskekuttere, byerne med busser og lastbiler og ikke mindst de mange kendte huse. Vi var flade af grin over noget så naturligt som en and, der var kommet gratis ind og i størrelse måtte være minimum 20 meter høj, da den svømmede rundt i Nyhavn.

SÅ KOM FORLØSNINGEN

Malthe foreslog, at de to poder fik noget tid alene. Win win. De ville enten slå hinanden ihjel, blive væk eller også ville alt gå som smurt. Vi aftalte en time – og jeg begav mig til nærmeste kaffested. Det var ren forløsning. I ordets stærkeste forstand. Forløsning kender de fleste næppe mere, men os med små børn gør. Jeg elsker selvfølgelig mine børn, men kan ikke løbe fra at de er konsekvensen af godt 6 sekunders virkelig god sex. Og så skal man gå i den lugt i 18 år. Med fire børn taler vi sammenlagt 24 sekunder.

Forløsningen når roen rammer svarer til at vinde i lotto, det øjeblik hvor skyerne forsvinder fra solen på en solferie, den første regn når græsplænen er død, den barnlige glæde ved at købe en candyfloss indtil man smager den, når man endelig er hjemme efter en lang lang køretur eller når man finder hunden i live, når den er stukket af. Duften af nybrygget kaffe var langt bedre end nogensinde før.

Jeg glemte totalt de 6 millioner børn omkring mig, samt mine egne to – og lukkede øjnene og smagte på den rene mocca. “Malthe han vil ikke lade mig købe en pistol”, råbte min 5årige ind i mit øre. De var nået præcist 12 meter væk og roen varede 3 minutter og 26 sekunder. Skøn tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.