BILTOUR18: Del 4. ALENE PÅ MANDETUR – JERNALDER, HOTDOGS OG CAMPING

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Min kone sagde hun havde noget arbejde og bad om at blive sat af hjemme. Om det passer er endnu uvist. Det kræver at jeg ville forstå kvindelist, og det har mænd ikke formået siden Adam og Eva. Hun sagde med fryd i stemmen, at vi jo kunne fortsætte på “en rigtig mandetur”. Mine øjne blev våde et kort sekund, da jeg husker rigtige mandeture fra før jeg blev gift. Det intellektuelle højdepunkt svingede ligeligt mellem afklædte dansere og hvem der bøvser højest. Med lukkede øjne fornemmede jeg tydeligt fortidens glæde og smagte snaps i munden – men så åbnede jeg øjnene og så, at mine med-mænd bestod af en 5-årig, der kun lige har sagt farvel til bleer og har gylpet mig ned ad ryggen i dette årti – og en 10-årig, der har opdaget hvad afklædt er, men endnu ikke har gyldig grund til at se dem live. Ifølge min kone.

Med et suk satte jeg konen af og vendte skuden sydpå. Jeg foreslog ellers at vi bare afleverede dem i børnehave mens vi tog på ferie, ligesom alle andre ansvarlige forældre – men det er åbenbart ikke kotume hos folk med pædagogisk indsigt. Ned gennem Jylland langs vestkysten. Ved første pølsevogn valgte jeg at statuere et eksempel og gav hotdogs til hele kareten. Der er en new boss in town og vi skal have fire dage uden et sekund at sætte tænderne i en broccoli. Vi skiftede fra det pæne tøj, som konen har købt i Zara til fodboldtrøjer og startede bilen med et bøvs. Vi skal på mandetur og nu skal jeg virkelig lære dem om maskulin levevis. Plus moms.

JENS LANGKNIV

Første stop var i Daugbjerg Kalkgruber. Hvem tør gå længst ind, sagde jeg modigt – men glemte barnlig overmod og på 1 minut var begge børn forsvundet i de godt 40km lange minegange. Med tanke på den nyligt overståede grotteulykke i Thailand råbte jeg så højt, at selv de gamle oste der lå til lagring rykkede en meter, at Jens Langkniv stadig spøgte i minerne og endnu højere “pas på flagermusene”. Den slags er rigtige mænd ligeglade med, men ikke “men to be” som mine to. De var hos mig på 10 sekunder og fortrak ikke fra min side under hele besøget. Jeg elsker de miner. Husker eventyret fra min barndom, hvor jeg holdt min far lidt for hårdt i hånden hele vejen ind og ud, i et forsøg på at skjule, at jeg ikke var modig.

SPISTE DU PIND I JERNALDEREN?

Læs også:  Gråvejr på en fødselsdag

Videre til Hjerl Hede, som er et helt fantastisk sted. Man kan gå direkte fra stenalder til bondeland i 1800-tallet. Besøge mølleren, købmanden, smeden og rebslageren. Alle steder befolket af danskere, der tager en uges ferie som bondefolk eller jernalderboere med egen høvding. En jernalderpige duftede stærkt af parfume, men ellers var det ganske virkelighedstro. Også skolen, hvor jeg satte Villum på bagerste række. Efter sommer starter han i nulte, der ikke længere handler om leg men er blevet et reelt skoleår. Børn må lege i fritiden, hvis der bare var tid. Læreren fortalte at hun slog børnene jævnligt med spanskrør og en ret tyk pind. Og hvis de skrev med venstre hånd, bankede hun dem til de skrev med højre. Villum kiggede skræmt op på mig og spurgte hvad der er højre. Han tegnede lidt på skiffer-tavlen og Malthe kiggede ind af vinduet. Han nægtede at sætte sig på bænken, både fordi han altid er væk når der er nationale tests – og fordi hans sommerferie ikke skulle gå med skole. Åbenbart. Jeg så ellers lige mit snit til at lade den strenge lærerinde overtage, så jeg kunne frekventere cafeen.

Hos købmanden købte jeg tre lakridsrod. Det smager af barndom. Mine to svæklinge var vældigt spændt og tog roden i munden. Som de fleste ved skal man tygge og sutte en stund, før der kommer skyggen af smag. Den tålmod havde de ikke. “Gik du bare rundt i jernalderen og tyggede på en pind far?”, spurgte Villum. “Han havde heller ikke internet”, sagde Malthe. “Øj I var fattige!”, konstaterede Villum inden jeg satte foden ned og forlod Hjerl Hede, der burde gøre børn klogere på fortiden, men tydeligt ikke kan redde mine to typer.

ABELINE VAR FEMINIST

Videre mod Ringkøbing, der har et kyskhedsbælte på museet i byen. Over Torsminde med strandingsmuseet og ned ad kysten. Midt på Holmsland Klit ligger Abelines gård. Abeline er fortidens klare frontfigur for kvindebevægelsen, uden at det dengang var en bevægelse. Hun var “siel hjæm” (selv hjemme). Det var mange kvinder i Vestjylland. De sad for bordenden og besluttede gårdens sager. Manden tog jo på havet og kom måske aldrig hjem. Derfor var Vestjyllands kvinder ved magten. Abelines gård ejede jorden fra havet til fjorden. Der var ingen mulighed udenom – og da jysk telefon skulle trække kabler og nåede hendes jorde, sagde Abeline stop. “Jeg vil ikke ha den snakken over mine marker”. De gjorde hende til telefondame som et vestjysk kompromis. Jeg elsker den her egn, og har boet her store dele af min ungdom. Som er længe efter Abeline, altså!

Læs også:  TVANGSFLYTNING MIN BARE...

Nu sidder vi på en campingplads på Holmsland Klit. Chips, Cola, kaffe og koldt som ind i helvede. Vi har glemt en sovepose, så jeg skal ligge med et tæppe og med hovedet på Kaj og Andrea hånddukker. Det er nærmest som at sove i fællesseng. Ja seng og seng. Liggeunderlag er vel mere dækkende, selvom der ikke er mere end 1cm underlag.

CAMPING ER NARNIA

Når bommene går op er man i Narnia. Indenfor går folk rundt i den nationale campingdragt, som kun tåber kalder en habit. I virkeligheden er det tydeligt, at der er tale om masseproducerede dragter, der sælges i par. Man skal vise pas ved bommen. Et campingpas, der er personligt. Det forstår jeg godt. Tænkt hvis det var offentligt at man havde sådan et.

Der er kun enkelte bygninger i Narnia. Tydeligt markeret med exit-skilte, vi burde have fulgt. Et helt rum til at skifte babyer, som dufter så fælt, at skiltet med skifterum er overflødigt. Et andet rum med køkken, hvor narnias indbyggere samled om diverse konserves og opvarmer det i skiftehold. Og endelig 20 toiletter, hvor vi kan afføre os side om side. Det giver nu en anden oplevelse at vide, at andre lyder som dig selv. Omend nogle havde fået noget aldeles upassende at spise.

En stor del af Narnias oprindelige befolkning kaldes fastliggere. De har deres lille grund med egen hæk, planter, flagstang og havelygter. Alt skriger hold dig væk – og det gør vi. Deres vogne er enorme. De sover med garanti ikke med sønnikes fødder i munden – og da vi heller ikke så dem udenfor vognen hele weekenden, formoder jeg at de indenfor har eget lokum. Alternativt taler vi en blærestørrelse, svarende til uddøde fortidsdyr.

Nogle børn render rundt og griner. Hvad faen ligner det! Jeg sidder faktisk og spiser chips og arbejder med min klumme. Og så griner de hersens børn. Højt. Jeg skulle lige til at hæve stemmen, og forklare at jeg opfattede strandtorn-vejen som en stillezone, da jeg opdagede at begge mine børn er med i legen. Jeg havde slet ikke set dem gå ud eller hørt den karakteristiske lynlås. Jeg er nok ved at blive døv. Det sker når man har børn på bagsædet. Og imorgen skal vi til det gamle Lønne Højskole, hvor jeg boede. Derfra tværs over Jylland, til Fyn og så Sjælland. Jeg tar Gaffa i ørene!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.