BILTOUR18: Del 6 – SLIK MED PIKSMAG, ET MISTET BARN OG KLIMAFLYGTNINGE

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg havde lovet børnene BonBon-land. Egentlig var legoland mere end nok for min smag, men en aftale er en aftale. Det siger jeg når de har lovet mig noget, så må det desværre også gælde den anden vej. Vi drejede kareten mod Sjælland – og efter en nat med hovedet på en hånddukke og mindre liggeunderlag end muligt, valgte jeg at bruge en af de ekstra overnatninger jeg har opsparet til et ophold på Comwell i Korsør. Ren luksus i forhold til en stofkabine på Holmsland klit. Madrasserne var tykke, puderne bløde og der var aircon på værelset. Jeg havde det som Jeppe i baronens seng, mens ungerne selvfølgelig lå på den ekstra opredning og gudskelov sov på ingen tid. Jeg kunne ligge med nescafé, et par afsnit af West Wing og bare brede mig.

Morgenmad med bacon. Men resten var ren smartass. 6 slags juice, der desværre alle var økologiske. Yoghurten var skyr, som jeg afskyr – det havde de sgu ikke i Vestjylland. Alt andet end bacon og blødkogte æg var som taget ud af en hipsters dagligdag, for det skal være så fint. Alle ved dog at rucolasalat ikke smager så godt som et almindeligt salathoved, men man er virkelig kikset hvis man serverer andet. Gudskelov var der nutella.

DET FRIE VALG HAR SMADRET HUNDEPRUTTEN

BonBon-land er en temapark fra dengang vi børn kendte navnet på vores slik. Som dreng købte vi en pose med een bestemt slags slik: Piratos, sismofytter, dukatos, labre larver. Sirligt indpakket og absolut ikke blandet med andet. Kun matadormix var dengang farisæeren – og der var altid noget tilbage, som ingen kunne li. Vi købte hele poser uden diversitet. Den rene vare uden fejlfarver. Men også kedeligt. Det var en forløsning, da et firma pludselig lancerede noget der var sjovt at sige. Hundeprutter, mågeklatter, rådne fisk. Det var en revolution og overtog markedet. Virkeligheden har overhalet og friheden har ødelagt det hele. I dag er alt bland-selv helvede, hvor man ikke kender navnene på slikket, men bare øser lort ned i en pose. Lossepladsen er svaret fra hundeprutten, men folk vil have frie valg både med sygehuse og sukker.

Temaparken var en realitet, da lort, råddenskab og prutter blev hverdagsord i butikken. Vi fniste en del af det dengang, mens man i dag benytter noget værre bandeord og en hundeprut nærmest er noget man kan sige i en kirke. Skulle man i dag skabe en slikvirksomhed på ord, børn ville have svært ved at sige højt, skulle de lancere anale buttplugs, spermklatter, røde vingummilæber med piksmag og måske et swingerbolche med pikant duft af sved.

ALT ER IKKE LÆNGERE GRATIS

Udenfor står en stor hund med synligt røvhul og det flove ansigt man kender fra elevatoren, når en fis man troede var en siver, istedet kom ud med lyd. Der er ikke så mange mennesker som i Legoland, nærmest ikke kø noget sted. I forlystelsesparker, hvor alt er gratis når man er kommet ind, har der sneget sig flere og flere ting ind man ikke har brug for, men som børnene plager om. Det er ødelæggende for den grundide, som Fårup Sommerland var først med. Hvor alt virkelig ER gratis – og man har en plagefri dag. Nu kan man kaste bolde efter dåser, fange fisk med numre så man vinder noget ubrugeligt, få taget fotos i automater og købe nogle færdige fotos, hvor man sidder i en vogn og ser virkelig tåbelig ud. I øjeblikket måske sjovt, men det billede vil aldrig komme til at hænge på en eneste væg derhjemme eller stå på en hylde hos mormor. Alt det lort ødelægger oplevelsen, fordi alt det gratis pludselig bliver ligegyldigt i forhold til det, som børnene plager om at få lov til. En uskik, synes jeg. Og en af dem de danske parker skulle genoverveje.

Læs også:  Mads Holger er død. Han stoppede sit eget liv ved 38.

VI MISTEDE VILLUM TIL EN LÆKKER STEG

Nå men vi kom ind. Villum er 1 meter og 18 centimeter og måtte derfor ikke ret meget, da grænsen er 1 meter og 20. Der manglede to centimeter. Godt de går op i sikkerheden. Vi løste det ved at give ham sko på – vupti. Der er virkelig gode rutchebaner og der er trygt og sjovt. Jeg gik i egne tanker og nød solen over Danmark, da Malthe pludselig meddelte, at Villum ikke længere holdt mig i hånden. Hold kæft en lortefar. Villum var væk. Og havde været det længe. Det sker med mellemrum. Villum er en såkaldt “tingfinder” og ser han en pind, en fjer, en kapsel eller en sten, så sætter han sig straks og samler op, uanset hvor resten af verden er på vej hen. Hans lommer er altid proppet med diverse lort fra naturen, når vi kommer hjem og luger ud. Og da vi stoppede i børnehaven før sommerferien, tog det en fyldt 3×34 at få tømt hans skuffe.

Jeg tror han en dag ender med at leve i et hus på landet alene, med lade og loft, som er proppet med alskens ubrugeligt shit. Ligesom far. Jeg samler på næsten alt og havde jeg ikke en kone, der smider ud når jeg ikke er hjemme, var jeg også en sær single snegl. Jeg har aviser fra første verdenskrig og frem, jeg har alle jumbobøger, jeg har sand fra alle strande jeg har været på – og en samling af vand fra forskellige oceaner jeg har badet i. Diagnosen går i arv.

Læs også:  Jeg elsker sne

Nå, men Villum havde sat sig et sted, fordi han havde fundet en fjer fra en and. Den var fløjet lidt i blæsten og han efter – og væk var han. Vi ledte her og der og sveden piblede frem på min pande. Ikke fordi jeg et eneste sekund var bange, det er et rimelig lukket legeland og der står altid en akneramt teenager klædt ud som hund et sted og vogter efter børn der græder – mere bange for at komme hjem til konen og have mistet et barn. Efter 30 minutter gik vi i informationen, hvor min udgave af Emil stod og smilede hos en medarbejder, som Malthe synes var “pisse lækker”. Han havde både fået en slikkepind og en gratis kasket. “Snyd at du både fik kasket og var samme. med hende pigen”, sagde min 10årige youtube-skadede knægt og svaret kom prompte fra Villum: “skal jeg gå væk igen og få en til dig?”. Lorteunger.

MANDETUREN FORBI

Resten af tiden var vi sammen. Og mine øjne veg ikke fra Villum, der tydeligt havde opdaget, at det gav gaver at blive væk. Vi havde en forrygende dag og jeg glemte faktisk helt, at de er pisse irriterende. Nu var mandeturen forbi, mor skulle hentes og med på turen igen. Vi spiste en sidste burger med ekstra ost for ligesom at sætte en maskulin finale, inden broccoli ville vende retur som tilbehørskrav.

Vi havde set en smule af Danmark i ekstrem tørke. Varmen var nærmest ikke til at holde ud. Vi MÅTTE finde et koldt sted at fortsætte ferien. Der måtte hverken være lego, hunde der fiser eller potteskår fra jernalderen. Jeg ringede til Bravo Tours, der som feriepusher måtte have et godt afbud. “Danmark er for varm”, sagde jeg. “Hvor er der koldere? Man skal kunne få mad uden for meget fokus på salat, og Guinness”. Svaret var Mallorca, hvis vi kunne rejse om få timer.

Vi havde jo faktisk pakket – og efter tre timer stod vi i Aalborg Lufthavn med en del andre danskere, med destination til kulden sydpå. Alle bureauer melder stort set alt udsolgt i år, trods subtropiske tilstande i Slagelse. Men vi vil ud, væk, møde det fremmede som vi hjemme bekæmper. Og vi vil først og fremmest finde et sted med ro og ordenligt vejr. Sådan en sommer, vi er vant til, med skiftende temperaturer, en regnbyge og bare synet af skyer savner man. Vi skrider. Som klimaflygtninge på jagt efter kold øl, skyer og en enkelt frisk brise. Afgang! Der er med sikkerhed noget at skrive hjem om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.