BILTUR 10: DEN LANGE TUR MOD NORD

Jeppe SøeBilture, SøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg kunne have sagt det på forhånd – men hotellet lagde ikke billeder op af deres indgang. Udenfor står flag på stribe, deriblandt det danske. Dannebrog er jordens smukkeste flag – men når jeg er på rejse, skal det holde sig langt væk. Jeg går gerne kilometer udenom steder, der flager med Dannebrog, fordi man bare VED at ejeren vil komme en i møde med: “hvordan går du det og har” udtalt med gebrokken ligegyldighed. Eller også råber de “Laudrup” ind i snotten på mig, og ideen er så at jeg skal anderkende hans enorme viden om vort land. Jeg synes det er fint at jeg skal føle mig velkommen – men flaget og den eneste stavelse de kan (ofte på svensk) er udelukkende et forsøg på at sælge mig et eller andet skrammel. Så hellere et velkommen på spansk, så jeg ikke forstår en lyd. Det er jo derfor jeg rejser. Ikke for at få opfrisket dele af den danske fodboldhistorie.

Af samme grund er jeg ikke sådan en, som sætter mig over til de andre danskere om aftenen, når guiderne fra animation team skal synge og danse på scenen på hotellerne. Så snart vi er udenfor Danmarks grænser, kommer vi hinanden ved som var vi naboer. Selvom jeg bor i Aalborg kan man nemt møde en dansker i Spanien, der spørger om man kender Bjarne. Vi rotter os sammen og taler sammen, som aldrig før. Vi lever ellers i et land, hvor vi gennem nyhedsstrømmen kender alt til styret i Burundi, men ikke kender dem i vires egen opgang. Indtil vi gør det derhjemme, gør jeg det heller ikke her. Hvis vi skal komme hinanden ved, skal det ikke være fordi vi begge har valgt uge 29 sydpå, men fordi vi vil hinanden. Så sent som i går mødte jeg en kvinde i elevatoren, der sagde “nå du er også fra Danmark”. Jeg tror det var min T-shirt der afslørede mig, da den reklamerer for Viby Efterskole, og derfor kan mit svar på hendes spørgsmål ikke have været den store overraskelse.
“Sikken et hotel”, fortsætter hun så. “Det er godt nok gammelt. Vi tager også videre imorgen”. Det er da en trøst.

Forleden kaldte en anden familie mig over til deres bord. Vi sad i skygge og holdt øje med hver vores børn. “Kom da herover og sid”, mente de. Og der sad jeg ellers lige og nød Spanien. Det viste sig, at de læste med på min side og synes jeg var sjov. Godt jeg ikke nåede at skrive om dem. Det var tæt på forleden, da både far og mor deltog i animation teams vandgymnastik. Men jeg lod være. Måske alligevel vi danskere har en form for fællesskab, hvor vi på afstand kan lure, at det er samme stamme og derfor naturligt beskytter. Jeg undlod også at spørge, hvordan de kan læse med her på hotellet, hvor wifi er med en hastighed, som selv de gamle modems fra opasia i 80’erne havde grinet af.

Læs også:  FAR VAKT TIL LIVE I INDBAKKEN

Til gengæld mødte børnene en fantastisk dansk famile ved stranden her til morgen – så nogle gange nyder man jo også det hjemlige i det fremmede.

FÆDRELANDSKÆRLIGHED
Uanset hvor vi har været, har de været stolte af deres egne flag. Det er en dejlig tradition, at man i Frankrig og Spanien vigter med nationalflaget overalt. De hænger på huse, ud fra private lejligheder og hvor der ellers er plads. Vi kender det også fra Amerika, hvor flaget er udenfor på facaden af enhver lille campingvogn eller villa. Det skulle vi gøre hjemme. Hejse Dannebrog og vise hvor glade vi er for vores land. Har vi det hængende på huset, er det nærmest i dag et statement om politisk tilhørsforhold til højre – men den gode gamle fædrelandskærlighed måtte gerne få en optur. Jeg kom i tanke om forleden, at jeg har nogle flag tilbage fra dengang vi drev cafe i Ribe. Sådan nogle man kan sætte op på vinduerne i en lille holder. Dem skal jeg have sat på huset derhjemme. For jeg elsker virkelig Danmark. Helt vildt.

Ja vi har skiftende vejr.
Vi debatterer små tåbeligheder og vi brokker os.
Vi har et skattesystem uden ordentlig styr på finanserne og vi får først vores post efter en måned.
Vi styres af regler og afgifter og friheden er så som så.

Men vi er et folk, der har et stærkt fællesskab – trods alt. En stor viden om vores nutid og fortid. En stolthed over det vi var. Nu skal vi bare huske også at være stolte, af det vi er. Mens vi reparerer det, der er fået galt undervejs.

KAN VI LÆRE AF DE ANDRE?
Man kan sige meget om en bilferie, hvor man gør stop i små og store flækker – men man opdager så sandelig landenes forskellige kulturer og de mange ting, der ikke fungerer som hjemme. Og så tager man op til revision, hvad vi bør lære af og hvad vi kan være glade for, at vi ikke kopierer.

Hvorfor skal der f.eks. ikke være bræt på et lokum? Det er da virkelig en flad fornemmelse at sætte røven direkte ned på fajancen. Det skal vi ikke lære af.

Men hvorfor skal vi styre al udvikling så centralt og hårdt, når vi på ferier elsker den vildskab og det leben der opstår ved, at alle mulige og umulige ting foregår på strandene og i nærområderne. Vi har kystlinje nok til at skabe nogle festlige strand eet sted og uspoleret natur de mange andre steder. Vi styrer så meget, at en minister ikke kan acceptere 30 minutters forsinkelse over Storebælt hvert tredie år og hellere lukker en festlig begivenhed, end besværliggør en køretur hver tusinde dag. Det hele kunne vi godt løsne lidt op for. Sæt os fri, eller også bryder vi nok selv lænkerne en dag.

Læs også:  GODE RÅD TIL BILTUREN?

Sikkerhedsnettet i Danmark er rart at ha og grundlæggende godt for borgerne. Vi skal ikke vænne os så meget til det, at vi bliver dovne. Jeg læste forleden om en kvinde, der mente, at staten skulle finansiere hendes læber, som hun mente var for tynde. Det er selvfølgelig en tøs, der skal ha et slag over hovedet og forstå, at staten redder dig når du er helt nede i mudderet – ikke før. Du skal også kunne noget selv. Og selv tage ansvar. Vi kan ikke lære af de andre lande vi har passeret, hvor man ser for mange borgere i mudderet. Uden skyggen af fremtid eller redning. Det kan vi ikke lære af – men det er sundt at se niveauet.

På vejen til Spanien passerer vi konstant små betalingshuse, der skovler penge ind fra turister, der benytter vejen. Det er da sund fornuft at de skal bidrage en smule – hvis vi danskere altså fik et kort, så det var gratis. Vi har jo betalt – tre gange mindst – for ydelsen. På den måde kunne også broerne blive gratis for os, mens turister uden at knibe øjnene sammen smider småpenge i boksen, for at komme hurtigt frem.

I det hele taget virker de samfund vi har holdt ferie i som samfund, der er mindre kontrollerede end vores. Hvor man bare stiller sig med en batteridrevet fryser og sælger is. Stiller sig op med et staffeli og maler turister. Derhjemme er vi vilde med, at “der er styr på det hele” – og der er dele af den kontrol, som er sund fornuft – men man kan have så meget styr på alt, at man dræber noget væsentligt. Dræner det livlige og ustyrlige i kontrollens hellige navn. Det er jo tankevækkende, at vi på ferier elsker vildskaben og forskelligheden – kulturen med et liv og leben, men ikke ønsker det samme derhjemme. Der vil vi ha ro. Og orden. Vi kan godt løsne en smule mere op her. Det ville være charmerende.

LØJ FOR UNGERNE OM SENGETID
Imorgen forlader vi den synkende skude her i Casa de Whatever og kører mod Schweiz.
Ungerne skal se Meiringen. Og jeg skal gense min barndoms campingferier i området.
Der skal rigtig høj top på bjergene, fremfor det lunkne fis, der pryder udsigten her i Nordspanien.

De kom tidligt i seng i går. Vi sagde klokken 20 at klokken var 22. Det hoppede de begge på. Så måske er de så udhvilede i dag, at vi kan håbe på en biltur uden drab. Der er 2000 kilometer hjem, fortæller google. 2000 potentielle skænderier på bagsædet. Eller på forsædet. Alt kan ske. Måske ses vi snart. Man ved aldrig…
/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.