Der var engang et bjerg, der hed Bum. Han var ikke bare et lille bjerg, som man lige kan gå over på en formiddag. Nej, Bum var en kæmpe. Han havde sne på næsen, skyer om maven og rødder, der strakte sig helt ned til jordens varme hjerte.
Bum havde stået det samme sted i mange tusinde år. Han havde set dinosaurer lege tagfat, han havde set skove vokse op og visne væk, og han havde set mennesker bygge små huse ved hans fødder. Men Bum var ikke helt tilfreds. Han følte sig nemlig lidt tung i det. Mens alt andet i verden bevægede sig, stod Bum bare der. Han så på floden, der løb om kap med sig selv nede i dalen. Han så på skyerne, der hoppede fra den ene bjergtop til den næste, og han så på de små harer, der lavede de flotteste krumspring i græsset. “Hvorfor kan jeg ikke også få lov til at hoppe bare én lille gang?” sukkede Bum, så det buldrede dybt nede i jorden, som om det var tordenvejr.
En dag besluttede Bum, at nu måtte det være nok med at stå stille. Han ville lære at hoppe. Han kiggede ned ad sine stenede sider og fik øje på Gislev. Gislev var en bjergged med de mest fantastiske gyldne horn og ben, der var lavet af fjedre og gåpåmod. Gislev kunne hoppe over kløfter, så det lignede, at han fløj. “Hov, Gislev!” råbte Bum, så små sten rullede ned ad hans skråninger. “Du, der er så god til at hoppe. Kan du ikke lære mig det? Jeg er træt af altid at stå her og gro fast i grundvolden.”
Gislev stoppede midt i et spring og kiggede op mod bjergets ansigt, som var gemt bag en stor, hvid sky. “Lære et bjerg at hoppe?” grinede Gislev og rystede på hovedet, så hans lille fipskæg dansede. “Det kræver jo, at man har knæ, der kan bøjes, og tæer, der kan vippe. Har du overhovedet knæ, store ven?” Bum mærkede efter. Han havde masser af klipper, huler og dybe sprækker, men knæ var der ikke rigtig nogen af. “Jeg tror, mine knæ er lavet af solid granit,” svarede Bum bedrøvet. Gislev hoppede lidt tættere på bjergets øre og sagde: “Prøv at trække vejret helt dybt ind, tæl til tre, og så spænder du alle dine sten på én gang. Måske kan du lave et lille hop på en millimeter eller to.”
Bum gjorde præcis, som Gislev sagde. Han trak vejret så dybt ind, at alle fuglene i skoven fløj op i skræk. Han talte til tre – et, to, tre! – og så spændte han hver eneste sten, hver eneste grusbunke og hver eneste store klippeblok. Han spændte så hårdt, at han blev helt lilla i de sneklædte kinder. Men der skete ikke noget hop. Til gengæld skete der noget helt andet. Jorden rystede så voldsomt, at menneskene nede i dalen troede, at kaffekopperne var blevet levende og ville danse ud af skabene. Kirkeklokken ringede af sig selv, og alle køerne på marken lagde sig ned og holdt fast i græsset med hovene.
“Stop, stop, stop!” råbte Gislev og klamrede sig til en lille busk. “Du hopper jo ikke, Bum! Du laver et jordskælv! Hvis du fortsætter sådan der, ender vi alle sammen i den anden ende af landet før frokost.” Bum pustede ud, og rystelserne stoppede. Han følte sig endnu tungere nu. “Det er ikke fair,” mumlede han. “Alt andet hopper. Vinden hopper i træerne, og regnen hopper på søens overflade. Jeg vil også mærke luften under mine fødder.”
Lidt længere oppe ad skrænten stod en gammel eg, som hed Egetveit. Hans rødder var snoet ind i Bums klipper som lange, stærke fingre. Egetveit havde hørt det hele. Han var et meget klogt træ, fordi han brugte det meste af sin tid på at lytte til jorden og drømme mod stjernerne. “Kære Bum,” sagde Egetveit med sin dybe, knirkende stemme. “Hvorfor vil du være som de andre? Verden har brug for bjerge, der står stille. Hvis du begyndte at hoppe rundt som en bjergged eller flyve som en sky, hvor skulle jeg så bo? Hvor skulle ørnene bygge deres reder, og hvor skulle floden finde vej?”
Bum tænkte over det, men misundelsen nagede stadig i hans klippehjerte. Han kiggede på solen, der var ved at gå ned. Den lignede en stor, rød bold, der hoppede hen over horisonten. “Se selv på solen,” sagde Bum. “Selv den flytter sig. Jeg er den eneste i hele universet, der er naglet fast til gulvet.” Egetveit lo en tør, træagtig latter. “Prøv at kigge efter en gang til. Du tror måske, at du står stille, men prøv at se på dine egne skygger. De hopper hele dagen lang. De danser over dalen, de springer over skovene, og de leger skjul i dine dybe dale. Dine skygger er dine ben, Bum.”
Bum kiggede ned. Det var sandt. Da solen sank længere ned, strakte hans store, mørke skygge sig helt over til nabobyen. Den hoppede over en lille bakke og landede blødt på en mark med blomster. Bum begyndte at forstå noget. Måske behøvede man ikke at løfte sine fødder fra jorden for at være en del af legen.
“Ved du hvad?” sagde Egetveit. “Hver gang et barn klatrer op på din top og hopper af glæde, fordi de kan se hele verden, så er det dig, der giver dem kraften til at hoppe. Du er hoppemaskinen. Uden din faste ryg ville ingen kunne nå de højder, hvor hoppene føles som flyvning. Du står stille, så alle vi andre kan bevæge os trygt.”
Den nat blev det helt stille omkring Bum. Han mærkede den kølige nattevind stryge over sine tinder. Han mærkede stjernerne tænde én efter én over hans hoved. Han så op på nattehimlen og opdagede noget fantastisk. En stjerneskudsstribe tegnede en bue hen over hans højeste top. Det lignede præcis et glitrende hop.
Bum smilede. Han følte sig ikke længere tung eller kluntet. Han følte sig som det fundament, hele verden hvilede på. Han forstod, at hans styrke ikke lå i at være hurtig eller let, men i at være præcis den, han var: En klippe, man altid kunne regne med. Da månen stod højt på himlen, føltes det næsten, som om han selv svævede lidt i universet sammen med jorden, og det var det største og flotteste hop, han overhovedet kunne forestille sig.
Gislev lagde sig til at sove på en lille afsats, og Egetveit lukkede sine blade for natten. Bum stod stadig præcis, hvor han altid havde stået, men indeni føltes han let som en fjer. Han var bjerget, der lærte, at det vigtigste hop ikke foregår med benene, men med hjertet, når man finder ud af, at man er god nok, præcis som man er.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #45 – Skyen der glemte at regne
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
