Jeg har været forelsket i Thomas Blachman før de fleste andre opdagede ham i X-Factor – nemlig da han som jazztrommeslager blev mit store idol. Senere åbnede han munden og gav lyriske spark i bolledejen, som kun fik min begejstring højere op.
I X-Factor har han sagt mangt og meget. Efterhånden er det blevet mere form end indhold, hvilket er trist for både programmet og Blachman – men så er det godt, at man formår at give ham lov til at gøre noget selv. En udsendelse, hvor han ikke skal leve op til et udenlandsk format – men kan være sig selv. Original. Ægte.
I mine foredrag om samfundets abeflokke fortæller jeg tit om vores manglende lyst til hinanden. Hvordan vi i skolen undervises, så vi kender alt til styret i Burundi, men stadig ikke kender dem i vores egen opgang. Netop det forsøger Thomas Blachman nu at gøre noget ved.
Det er selvfølgelig trist, at der skal et tv-program til, før vi handler. Men sådan er det. Vi kan, når tv spørger, sige ja til stort set alt, der ellers i går virkede umuligt. Da jeg arbejdede på TV3 havde jeg en stående vittighed om, at hvis vi ringede på en dør og sagde "goddag, det er fra fjernsynet, må jeg pisse på deres sofa?" så ville folk lukke os indenfor. Reality har siden vist, at jeg havde ret. Den magt benytter Blachman i et godt formål.
Han lukkes ind – og beder dem stoppe med at pisse på sig selv og hinanden – men tværtimod opdage abeflokken i samme bur som dem selv.
Det er herligt fjernsyn – og herfra et kæmpe velkommen tilbage til mit idol fra fortiden 🙂
https://www.dr.dk/tv/se/luk-mig-ind/luk-mig-ind-det-er-blachman-1-3
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
