Det er fredag morgen, og verden er gået i gult. Ikke den der varme, livsbekræftende solskinsgule farve, vi drømmer om i januar, men den der skingre, neongule nuance, der kun findes på prismærker og i de mest aggressive mareridt hos folk med overtræk på kontoen. Hvis man åbner sit vindue i dag, kan man næsten høre lyden af millioner af Dankort, der bliver kørt gennem maskinerne med en hastighed, der kunne få en partikelaccelerator til at virke som en søndagstur i en hestevogn. Det er Black Friday, og vi har kollektivt besluttet, at den bedste måde at fejre livet på er ved at købe ting, vi ikke vidste eksisterede i går, til penge, vi egentlig skulle have brugt på varme og havregryn.
Jeg sidder her med min kaffe og kigger på indbakken, som er svulmet op til tredobbelt størrelse i løbet af natten. Alle fra min lokale cykelsmed til en webshop i Estland, jeg engang købte et par uldsokker hos i 2014, vil have mig til at forstå, at netop i dag er dagen, hvor mit liv bliver fuldendt, hvis jeg bare køber en airfryer med indbygget bluetooth og syv forskellige hastigheder. Det er fascinerende, hvordan vi som folkefærd kan gå fra at være rationelle væsner, der sammenligner kiloprisen på leverpostej, til at blive savlende zombier, så snart der står minus fyrre procent på et skilt. Det er som om, vi har en indbygget kontakt i hjernen, der kortslutter, når ordet tilbud bliver råbt højt nok.
Jagten på det store intet
Der er noget dybt ironisk over hele dette koncept. Vi kalder det at spare penge, når vi bruger dem. Jeg har aldrig helt forstået matematikken bag det der med at spare to tusind kroner på et fjernsyn, man ikke havde tænkt sig at købe. Hvis man lader være med at købe det, har man jo teknisk set sparet de fulde fem tusind, men den logik vinder aldrig over følelsen af at have gjort en god handel. Vi elsker jagten. Vi elsker følelsen af at have snydt systemet, selvom systemet står og gnider sig i hænderne, mens vi bærer vores nye, gigantiske kasser ud til bilen i silende regnvejr.
I dag handler det ikke om behov, men om muligheden for at besidde. Vi fylder vores hjem med objekter, der lover os en bedre hverdag. Den der juicepresser, som vi helt sikkert kommer til at bruge hver morgen fra nu af, men som i virkeligheden ender bagerst i skabet ved siden af bagemaskinen fra 2011 og den der mavebøjningsmaskine, vi købte i et øjebliks overmod efter en nytårsaften. Vi køber drømmen om det menneske, vi gerne vil være, men ender bare med at være det samme menneske, nu blot med mindre plads i køkkenskuffen og en lettere angstprovokerende saldo i netbanken.
Det sjoveste er næsten at observere kø-kulturen. Der er noget urmenneskeligt over måden, vi flokkes om en bunke nedsatte fladskærme. Det minder om de dokumentarudsendelser fra savannen, hvor en gruppe hyæner kæmper om det sidste ben, bortset fra at hyænerne trods alt kæmper for overlevelse, mens vi kæmper for en nedsat espressomaskine, der kan lave mælkeskum i tre forskellige konsistenser. Vi mister vores ordentlighed i mængden. Vi glemmer at sige undskyld, når vi bakker ind i hinanden med indkøbsvognene, for vi skal jo videre til næste gule mærkat. Det er den ultimative test af vores dannelse, og desværre dumper vi ret ofte med et brag.
Den digitale fælde og airfryer-evangeliet
Hvis man tror, man er i sikkerhed ved at blive hjemme bag skærmen, så tager man fejl. Den digitale Black Friday er næsten mere lumsk. Her er der ingen fysiske køer til at minde os om vanviddet. Der er bare en mus og en knap, der siger læg i kurv. Algoritmerne ved præcis, hvad vi kigger på. De har holdt øje med os i ugevis. De ved, at vi har kigget på de der vandrestøvler tre gange, og nu popper de op med et ur, der tæller ned. Seks minutter tilbage af tilbuddet. Det er psykologisk krigsførelse forklædt som kundeservice. Vi bliver stressede over at gå glip af noget, vi aldrig har ejet, og før vi ved af det, har vi bekræftet købet med et swipe.
Det store hit i år ser ud til at være airfryeren. Det er blevet den nye religion. Hvis man ikke ejer en airfryer i 2023, er man nærmest socialt udstødt. Folk taler om dem, som om de har fundet den hellige gral. De kan lave alt. De kan stege, bage, grille og sikkert også løse verdensproblemerne, hvis man trykker på de rigtige knapper. Og i dag er de selvfølgelig på tilbud overalt. Vi køber dem i tusindvis, fordi vi har fået fortalt, at det er vejen til et sundere liv og en lavere elregning. Sandheden er nok nærmere, at de fleste af dem kommer til at stå og samle støv, når vi finder ud af, at det stadig er nemmere at smide en frysepizza i den almindelige ovn. Det ved jeg, for jeg har jo selvfølgelig købt en.
Men måske er det slet ikke tingene, det handler om. Måske handler det om det fælles ritual. Black Friday er blevet en moderne højtid, hvor vi fejrer forbruget som den ultimative frihed. Vi har rettet vores fokus mod det materielle, fordi det er nemt at måle. Det er sværere at måle ånd, fællesskab eller nærvær, men en fladskærm på 65 tommer er til at tage og føle på. Vi fylder tomrummet ud med elektronik og tøj i den tro, at det gør os mere komplette. Men når støvet lægger sig i morgen, og de gule skilte bliver pillet ned, sidder vi tilbage med de samme tanker og de samme udfordringer som før. Blot med lidt mere papaffald, der skal køres på genbrugsstationen.
Kunsten at sige nej tak
Jeg har besluttet mig for at gennemføre et lille eksperiment i dag. Jeg vil prøve at se, hvor mange gange jeg kan sige nej tak til ting, jeg ikke har brug for. Det lyder simpelt, men i dagens tekst er det nærmest en revolutionær handling. At gå gennem en butik eller scrolle gennem en webshop uden at købe noget, når alt skriger på opmærksomhed, kræver en selvkontrol, som de færreste af os besidder i fuldt mål. Vi er opdraget til at jage det næste fix, den næste lille lykkefølelse, der udløses, når vi modtager en ordrebekræftelse i indbakken.
Vi taler tit om krise og stramme budgetter, men når Black Friday ruller hen over landet, glemmer vi alt om forsigtighed. Det er som om, vi holder vejret resten af året for at kunne puste det hele ud i én stor købsrus i slutningen af november. Vi er blevet et folkefærd af tilbudsjægere, der kender prisen på alt, men måske har glemt værdien af det, der ikke kan købes for penge. Forstå mig ret, der er intet galt i at gøre en god handel på noget, man rent faktisk mangler. Men lad os være ærlige over for os selv: Hvor meget af det, vi slæber hjem i dag, har vi reelt brug for?
Som den britiske økonom E.F. Schumacher engang antydede i sit værk om det smukke i det små, så handler det om at finde en balance. Vi lever i et system, der kræver konstant vækst og konstant forbrug for at overleve, men som mennesker har vi brug for noget andet. Vi har brug for ro til at tænke, plads til at være og frihed fra det konstante pres om at eje mere. Black Friday er det ultimative symbol på det modsatte. Det er larm, det er trængsel, og det er et pres på vores opmærksomhed, som vi burde beskytte lidt bedre.
Jeg vil hellere bruge min fredag på at kigge ud over markerne eller tage en tur gennem de jyske landeveje uden mål og med, end jeg vil kæmpe om en nedsat stavblender i et overophedet storcenter. Der er en særlig frihed i at vide, at man har nok. At man ikke behøver den nyeste model eller det smarte grej for at have det godt. Det er en erkendelse, der er meget mere værd end de fem hundrede kroner, man kunne have sparet på en robotstøvsuger.
Så hvis du sidder derude og føler pulsen stige, hver gang en ny notifikation tikker ind med et sort og gult banner, så træk vejret dybt. Verden går ikke under, hvis du går glip af tilbuddet på de der trådløse hovedtelefoner. Du dør ikke af at bruge din gamle vinterjakke en sæson til. Tværtimod vinder du din frihed tilbage, hver gang du siger nej til vanviddet. Og hvis du absolut skal købe noget, så køb i det mindste noget, der giver mening i mere end de fem minutter, det tager at pakke det ud.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
