Seks timers ventetid i lufthavnen i Beijing er længe nok til at nå gennem alle menneskets faser. Håb. Sult. Træthed. Eksistentiel opløsning. Og midt i det hele opstod et meget beskedent ønske: en helt almindelig kaffe. Ikke en dessert i plastikkrus. Ikke en is-symfoni med skum og sirup. Ikke en popsmart bamsekop, der lignede noget, en marketingafdeling havde drømt efter tre energidrikke og et sammenbrud. Bare kaffe. Sort. Varm. Voksen. Men også dér var kaffen blevet til en jungle af valgmuligheder og kulørt hysteri, og det fik mig til at grine. Først af udlandet. Og så af os selv. For den samme sygdom har jo for længst ramt Danmark. Alt skal være en videnskab. Selv det, der egentlig bare skulle virke.
Da kaffen blev til kemi og laboratorieforsøg
I Beijing kunne man næsten høre civilisationen knage i samlingerne, mens voksne mennesker bestilte kaffe, der lignede børnefødselsdag i flydende form. Iskaffe i alle afskygninger. Kopper med bamseører. Lag på lag af sødt skum, som om koffein ikke længere måtte være alvorligt, men skulle optræde som tivoli. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man står så langt hjemmefra og ser det hele folde sig ud i maksimal plastikpoesi. Men latteren satte sig fast i halsen, for ærligt talt er vi jo ikke spor bedre selv. Danmark har også længe opført sig, som om en kop kaffe ikke må være færdig, før den har været igennem høring, kvalitetssikring og et mindre forskningsprojekt.
Der var engang, hvor kaffe havde den charmerende egenskab, at den bare var kaffe. Sort. Varm. Vågen på kommando. Nu opfører den sig som et speciale på tredje semester. Pludselig skal enhver slurk ledsages af ord, der lyder som noget, man normalt kun slynger ud i et laboratorium iført beskyttelsesbriller og et lettere selvglad ansigtsudtryk. Der bliver talt om profiler, niveauer, balancer og noter, som om almindelige mennesker ikke bare forsøger at komme igennem tirsdagen uden at bide hovedet af nogen.
Det er som om, vi har glemt, at nydelse ikke altid behøver at være en præstation. Hvis man læser om moderne kaffetendenser, så handler det efterhånden mere om udstyret end om selve smagen. Der findes mennesker, der bruger formuer på at justere deres vand med specielle dråber, så de kan fremhæve “noter af hyldeblomst og våd jord” i deres kaffe. Ifølge artikler om emnet, som man kan finde hos blandt andet BWT, er vandkvaliteten nu det nye sort. Det er sikkert rigtigt nok, rent teknisk, men hvor blev den gode gamle filterkaffe af? Den, der bare smagte af kaffe? Vi har skabt et monster af kompleksitet, hvor man skal have en halv doktorgrad for at navigere i et menukort. Hvis man ikke kan smage forskel på en anaerob fermenteret bønne og en helt almindelig vasket bønne, så er man åbenbart socialt stigmatiseret i de fine saloner.
Alt skal åbenbart have et pensum
Det stopper desværre ikke ved kaffen. Surdej er heller ikke længere bare dej. Det er blevet en trosretning med egne profeter, temperamenter og kriser. Folk taler om deres starter, som andre taler om et sart familiemedlem, der skal fodres, passes og bekræftes. Hvis et brød ikke har hævet i 47 timer og udviklet en personlighed, er det åbenbart ikke et rigtigt brød, men bare en kulinarisk falliterklæring.
Løbesko har også forladt uskylden. Engang var det sko, man tog på, hvis man ville bevæge sig lidt hurtigere end vanligt. Nu skal de nærmest godkendes af rumfartsindustrien. Kulfiberplader. Energy return. Geometri. Respons. Det lyder mindre som fodtøj og mere som noget, der skal sendes i kredsløb om jorden. Og vand. Kære venner. Vand. Det mest beskedne, mennesket nogensinde har drukket, bliver nu solgt med smagsnoter, procentsatser og en mine, som om man netop har tappet det direkte fra en islandsk engel med kvalitetsstempel.
Det er absurd. Det er som om, vi er bange for det enkle. Som om vi tror, at hvis noget er simpelt, så er det ikke fint nok. Vi har gjort hverdagen til et arbejde. En evig jagt på at være den klogeste ved bordet, den mest opdaterede i løbeklubben og den mest mineralsk afbalancerede ved køledisken. Men hvem har egentlig tid til at læse en hel manual, før de tager en slurk, en bid eller et skridt?
Er jeg bare en kedelig hvid mand fra landet?
Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg bare er blevet gammel og reaktionær. Er jeg den kedelige hvide mand fra landet, fordi jeg ikke synes, det er smart at betale 85 kroner for en kop kaffe, der smager af te og citron? Måske. Men jeg tror snarere, at vi har tabt noget essentielt på gulvet i vores iver efter at gøre alt til en videnskab. Vi har tabt det umiddelbare. Den der følelse af bare at være til stede uden at skulle præstere en holdning til en vandprofil eller en humlesort.
Der er en frihed i ikke at vide alt. Der er en ro i at sige, at jeg bare kan lide det, der virker. Det, der har virket i århundreder. Da vores bedstefædre drak kaffe, handlede det om samværet. Om den gode samtale. Kaffen var bare den benzin, der holdt motoren kørende. I dag fylder “benzinen” så meget, at vi helt glemmer at tale sammen, fordi vi har for travlt med at dufte til bønnerne. Jeg nægter at lade min filterkaffe få mindreværdskomplekser over for en Geisha-bønne, der er blevet masseret af jomfruer i måneskin. Min kaffe smager af kaffe. Den er sort. Den er varm. Og den stiller ingen dumme spørgsmål.
Hyldest til det enkle og det analoge
Vi lever i en tid, hvor alt skal optimeres. Vi måler vores søvn, vores skridt og nu åbenbart også vores kaffes molekylære sammensætning. Men det er jo netop i det uoptimerede, at livet findes. Det er i den kop kaffe, man får serveret i et papkrus ved en pølsevogn, hvor man ikke skal forholde sig til andet end sennep og ketchup. Det er i den øl, man drikker direkte fra flasken på en badebro, uden at tænke på om den burde have været serveret i et tulipanglas ved præcis syv grader.
Jeg elsker teknologi, og jeg elsker fremdrift. Men jeg elsker også at kunne koble fra. Og når nydelse bliver til videnskab, så bliver det endnu en ting på to-do-listen. Endnu en ting, vi skal være gode til. Jeg gider ikke være god til at drikke kaffe. Jeg vil bare drikke den. Jeg vil have lov til at være ham den kedelige, der vælger det samme hver gang, fordi det fungerer. Fordi min mave kender det, og fordi mit hoved ikke behøver at tage stilling til en ny “trend”, hver gang jeg er tørstig.
Det ville klæde os at slappe lidt af. Ikke alt behøver at være et pensum. Ikke alt skal gennemlyses, navngives og måles, før det må passere læberne. Nogle gange er det mest sofistikerede faktisk at lade være med at spille sofistikeret. At drikke en kop kaffe, fordi den smager af kaffe. At spise et stykke brød, fordi det mætter. At tage et par sko på, fordi man skal ud ad døren. Det er ikke et opgør med kvalitet. Det er bare en venlig påmindelse om, at livet bliver meget rarere, når man holder op med at behandle hver eneste hverdagsfornøjelse som et naturvidenskabeligt projekt. Jeg holder stadig med den kedelige hvide mand fra landet. Ham, der vælger det, der virker. Ham, der ikke skal forelæses, før han må få sin kaffe. Nu har jeg fundet en starbucks her i lufthavnen. Der kan man få det samme som i Tilst. Så jeg skriver klumme til smagen af sort filterkaffe.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
