Der mangler kun ganske få kapitler af den bog, som Axel Boisen og jeg er ved at skrive om min vej ind i at være “Jeppe på borgen”.
En bog om hele ideen med at skabe en græsrodsbevægelse i dansk politik, mine forsøg det seneste årti, der endte med en beslutning i Nyhavn med Lars i januar 2021.
Min baggrund i højskolen med Grundtvig på ryggen som tatovering men også under huden som følgesvend.
Opstarten af et politisk mødested, en rå valgkamp og om at lande på borgen. Om græsrod der bliver topstyring, sager der rammer, partiets endeligt og en del hverdags eksperter, der reelt ikke får en chance, da “klovnebus-begrebet” skabes allerede efter en uges tid i regering. Mest om et folkestyre, der mangler folk. Og et opråb om demokratiets vilkår og bud på, hvad vi måske bør prøve.
“Jeppe på borgen” kredser Ludvig Holbergsk om at gå fra at være en meningsdannende bonderøv, der vågner i baronens seng og opdager, at han delvist er med i et skuespil. Om at være blandt dem, der insisterer på at vågne fra drømmen og handle – koste alt, om nødvendigt.
Det kræver mod at sætte ord i verden. Snart skal forlaget have det hele – og så er den ude i verden. Glæder mig…
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






