I byen Bogstavstrup havde alle en bog, der fortalte dem præcis, hvem de var, og hvad de skulle gøre. Men da Alma fik sin bog, var siderne helt hvide, og hun måtte lære, at man ikke behøver sorte bogstaver for at skrive sin egen historie.
I hjertet af en by, hvor husene lignede stablede opslagsværker, og skorstenene lignede fyldepenne, boede en pige, der hed Alma. I Bogstavstrup var der orden på tingene. Når børnene fyldte syv år, blev de ført op til det Store Bibliotek på bjerget for at modtage deres Livsbog. Det var en højtidelig dag, for Livsbogen var ikke bare en bog; den var en brugsanvisning til resten af ens dage. Bagerens søn fik en bog fyldt med opskrifter på surdej og rundstykker, og postbuddets datter fik en bog med kort over alle de genveje, man kunne tage i regnvejr. Alle vidste præcis, hvad de skulle, for det stod jo skrevet med nydelige, sorte bogstaver på det fine, hvide papir.
Da det blev Almas tur, sitrede hun af spænding. Hun forestillede sig, at hendes bog ville handle om at tæmme drager eller måske om at opfinde maskiner, der kunne lave skyer om til candyfloss. Bibliotekaren, en mand med briller så tykke som bunden af mælkeflasker, rakte hende en tung bog med et smukt, blåt omslag. Men da Alma åbnede den, tabte hun næsten pusten. Der var ingen bogstaver. Der var ingen billeder. Der var intet andet end hundredevis af kridhvide, tavse sider.
“Den er gået i stykker,” hviskede Alma og mærkede en klump i halsen. Bibliotekaren kiggede ned over brillerne, rystede på hovedet og sagde med en stemme, der lød som gammelt pergament: “Bogen tager aldrig fejl, Alma. Hvis den er tom, så er det nok, fordi der ikke er meget at fortælle.”
I ugerne efter følte Alma sig som en fremmed i sin egen by. Når de andre børn sad på torvet og læste højt om deres fremtid som murere, læger eller skræddere, sad Alma med sin blå bog i skødet. Hun bladrede og bladrede, men siderne forblev tavse. Hendes forældre kiggede bekymret på hende over middagsbordet, og hendes lærer sukkede og sagde, at hun måtte prøve at “læse lidt hårdere”. Men man kan ikke læse det, der ikke findes, og Alma begyndte at tro, at hun måske var helt gennemsigtig indeni.
En aften, hvor fuldmånen lyste så kraftigt, at den lignede en stor, lysende ost på nattehimlen, sneg Alma sig ud i haven. Hun satte sig under det gamle æbletræ og åbnede bogen for hundredeogtyvende gang. Lyset fra månen ramte de hvide sider, og pludselig skete der noget mærkeligt. Papiret begyndte ikke at få bogstaver, men det begyndte at gløde. Farver, som Alma aldrig havde set før – en blanding af havskum og solnedgang – hvirvlede op fra papiret som små, lysende sommerfugle.
Alma indså noget i det øjeblik. Hendes bog var ikke en manual. Det var ikke en liste over ting, hun skulle gøre. Det var et vindue. Når hun lukkede øjnene og tænkte på lyden af regn mod et vindue, dannede de hvide sider små sølvfarvede dråber, der dansede. Når hun tænkte på mod, voksede der små, gyldne løver frem af papiret, som brølede lydløst mod månen. Bogen var ikke tom, fordi der intet var at fortælle; den var tom, fordi den ventede på, at Alma selv fandt ud af, hvad der var vigtigt.
Næste dag i skolen bad læreren alle om at læse et kapitel fra deres Livsbog. Bagerens søn læste om vigtigheden af at bruge den rette mængde gær, og alle nikkede bifaldende. Da det blev Almas tur, rejste hun sig op med sin blå bog. Hun kunne mærke de andres blikke – de ventede på at se hende stirre tavst ned i de tomme sider, som hun plejede.
Men Alma kiggede ikke i bogen. Hun kiggede ud på de andre børn og smilede. “Min bog fortæller mig ikke, hvem jeg er,” sagde hun klart. “Den spørger mig, hvem jeg har lyst til at være i dag.” Hun åbnede bogen og holdt den frem. For de andre lignede siderne stadig bare hvidt papir, men for Alma strømmede en hel verden af muligheder ud mellem dem. Hun begyndte at fortælle om en by under havet, hvor fiskene holdt teselskaber, og om et bjerg, der var lavet af musiknoter. Hun fortalte om glæden ved at fare vild og om styrken i at være den eneste, der ser det, ingen andre kan se.
Nogle af børnene rynkede panden. De syntes, det lød farligt ikke at have sorte bogstaver at støtte sig til. Men en lille dreng nede på bagerste række, som havde en bog om at tælle mursten, kiggede på sine egne sider og så pludselig en lille smule tvivlende ud. Måske havde han også lyst til at tegne en drage i margenen.
Alma vidste nu, at hun aldrig ville få en bog med opskrifter eller kort. Hun ville altid være hende med den “tomme” bog, og det var helt i orden. For mens de andre fulgte stierne i deres bøger, kunne hun bygge sine egne veje, male sine egne himle og skrive sin egen historie med usynligt blæk, som kun de, der tør drømme, kan læse.
Og det var nok den mest spændende bog i hele Bogstavstrup.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #27 – Det mekaniske urværk der holdt pause]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
