Langt ude i horisonten, der hvor de hvide sider i dine yndlingsbøger ender, ligger et land, som de færreste kender navnet på, men som vi alle besøger hver eneste dag. Det hedder Alfabetland. Her vokser bogstaverne på træerne som modne æbler, og kommaerne hopper rundt på jorden som små, sorte tudser, der altid er i vejen. I Alfabetland er der orden på tingene, eller det plejer der i hvert fald at være, for hvis bogstaverne begynder at løbe væk, så går hele verden i kage.
I udkanten af Alfabetland, i et lille hus bygget af gamle ordbøger og tørret blæk, bor Snubbel-Snorre. Snubbel-Snorre er ikke som folk er flest. Han har en hat, der består af tre sammenvoksede blækhuse, og hans frakke er syet af de fineste rim, man kan forestille sig. Snubbel-Snorre er den officielle Bogstavfanger, og hans job er det vigtigste i hele landet: Han skal fange de bogstaver, der bliver trætte af deres plads i alfabetet og beslutter sig for at drage på eventyr. For hvis et bogstav mangler, så kan vi ikke længere fortælle historier, og uden historier bliver verden et meget gråt og kedeligt sted.
En tirsdag morgen, præcis som duggen var ved at fordampe fra de store A-formede bjerge i det fjerne, vågnede Malthe op i sin egen seng. Men noget var helt galt. Han ville kalde på sin far, men da han åbnede munden, kom der kun en mærkelig lyd ud. Han ville sige “far”, men det lød som “fa”. Han prøvede at sige “rigtig”, men det blev til “igtig”. Han kiggede på sit vækkeur, men tallene lignede kruseduller. Malthe gned sig i øjnene og opdagede en lille, glimtende sti af bogstaver, der førte fra hans vindueskarm og direkte ind i det gamle egetræ i haven. Uden at tænke sig om, kravlede han ud af vinduet og fulgte sporet, indtil han pludselig befandt sig midt i Alfabetland, lige foran Snubbel-Snorre, der stod og svingede vildt med et gyldent net.
Snubbel-Snorre stoppede op og kiggede på Malthe gennem sine briller, der var lavet af to små forstørrelsesglas. Han så meget bekymret ud. Han forklarede med en stemme, der lød som knitrende papir, at det var gået helt galt. Bogstavet ‘R’ var stukket af. Og det var ikke bare ét ‘R’, men selve Kongen af R’erne, det store, stolte bogstav, der giver lyd til alt det, der ruller, raser og griner. Uden ‘R’ var der ingen ræve, ingen rutsjebaner og absolut ingen risengrød. Verden var ved at miste sin rytme, og Snubbel-Snorre havde brug for hjælp, for hans egne ben var blevet lidt for gamle til at løbe efter et bogstav, der var så hurtigt som et rullende hjul.
De to satte i løb gennem Alfabetland. Det var et mærkeligt syn. De kom forbi en skov af udråbstegn, der stod og råbte af dem, og de måtte snige sig udenom en mose fuld af spørgsmålstegn, der konstant spurgte, hvor de var på vej hen. Malthe opdagede hurtigt, hvor svært det var at kommunikere uden sit ‘R’. Han pegede på en flod og prøvede at advare Snubbel-Snorre om, at den var strømfyldt, men han fik kun sagt “stømfyldt”, og Bogstavfangeren forstod ikke, at det var farligt, før han stod med vand til knæene. Det var her, Malthe forstod, at selvom et bogstav bare er en lille streg med en bue, så betyder det alverden for, om vi forstår hinanden.
Pludselig så de det. Oppe på toppen af et bakkeformet ‘M’ sad det undvegne ‘R’. Det lignede en lille, rød figur, der sad og dinglede med benene og så ud over landskabet. Det så faktisk lidt ensomt ud. Snubbel-Snorre løftede sit net, men Malthe holdt ham tilbage. Han kunne se, at ‘R’ ikke var løbet væk for at være ond. Det var løbet væk, fordi alle altid tog det for givet. Alle brugte det hele tiden i ord som “arbejde”, “regninger” og “regering”, men ingen huskede at bruge det til de sjove ting som “ridderslag” eller “regnbue” mere. ‘R’ ville bare mærke, at det var vigtigt for andet end bare det kedelige.
Malthe satte sig forsigtigt ved siden af det store bogstav. Han prøvede at forklare, så godt han kunne uden at bruge bogstavet selv, hvor meget han savnede det. Han tegnede en ræv i støvet, og han efterlignede lyden af en bil, der starter – “vrrrruuummm” – selvom han måtte kæmpe for at få lyden frem. ‘R’ kiggede på ham og begyndte at lyse svagt. Det forstod, at uden dets hjælp kunne Malthe ikke engang sige sit eget navn helt rigtigt, hvis han nu havde haft et ‘R’ i det, eller fortælle historier om de ting, han elskede. Snubbel-Snorre kom hen til dem og tog en lille æske frem. Det var ikke et fængsel, men en foret æske af fløjl, hvor ‘R’ kunne hvile sig, når det blev træt af at rulle rundt i alle verdens ord.
Da ‘R’ frivilligt hoppede ind i æsken, skete der noget magisk. Hele Alfabetland gav et lille ryk, og pludselig kunne Malthe mærke ordene vende tilbage til sin tunge. Han kunne sige “rigtig”, “rød” og “racerbil” igen. Snubbel-Snorre takkede ham mange gange og lovede, at han altid ville holde øje med, at bogstaverne havde det godt. Han gav Malthe et lille stykke pergament med et gyldigt pas til Alfabetland, så han altid kunne komme på besøg, hvis ordene en dag blev væk for ham. For som Snubbel-Snorre sagde, så er det ikke nok bare at kende bogstaverne; man skal også huske at passe på dem, så de har lyst til at blive i vores historier.
Malthe vågnede op i sin seng igen, lige som solen kiggede ind gennem vinduet. Var det bare en drøm? Han kiggede ned i sin hånd og så, at han holdt et lille, rødt bånd, der var formet som et perfekt ‘R’. Han smilede og løb nedenunder for at fortælle sin far om eventyret. Og denne gang kom ordene ud præcis, som de skulle – klare, stærke og fyldt med alle de bogstaver, der gør livet værd at fortælle om. Han vidste nu, at selvom man er lille, så er man en vigtig del af den store fortælling, præcis ligesom det lille ‘R’ i Alfabetland.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Det magiske bibliotek i Skyernes By]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
