Borgerliste i Ribe!

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Som de fleste andre kommunesammenlægninger har Esbjerg Kommune haft en hård start. Ribe By er ofret og kulturen, der siden 710 har været byens stolthed, er smadret. Problemet i kommunen er, som så mange andre steder jeg har været og lave rådgivning, at den store by mangler respekt for de andre og mindre partnere i fusionen. I Esbjerg Kommune har den manglende respekt gjort ægteskabet ufrugtbart. Der er ingen kærlighed, dermed ingen tæt samvær – og det kommer der ikke børn ud af.

Primært ligger fejlen hos de politikere, der sidder i toppen af magten i Esbjerg Kommune – med borgmester Johnny Søttrup i spidsen. Uden fornemmelse for helheden har man taget beslutninger, der træder borgere over tærene, især i Ribe, der står tilbage uden fjer.

Johnny Søttrup er bykonge… men for at lede en kommune skal man være mere end konge for en enkelt by. Gang på gang har Søttrup demonstreret en ligegyldighed overfor alt andet end Esbjerg. Han kæmpede gerne for selvstændige uddannelser der skulle ud af byen, men ikke seminariet, der jo skulle ind. Modstandere kalder han hånligt for tågehorn og andre latterliggør han gennem sine taler i forskellige loger inde i Esbjerg, hvor vi også har haft ører blandt tilhørerne. Derudover mener han, at det er staten der har rippet Ribe for alt og kan slet ikke se sin egen rolle.
Søttrup blev uduelig da Esbjergs grænser gik udover bygrænsen. Søttrup har bevist, at han ikke kan lede en af Danmarks største kommuner, han har ikke format og lederevner til at holde på administrationens folk – og derfor vil ribelisten markant kæmpe for et systemskifte. Søttrup må ud, anstændigheden ind!

Læs også:  VIND MED SØE

Ydermere er det en ulige kamp, da Esbjerg er så stor en by, at ingen i byen kan mærke, at der er kommet to små kommuner ind i fællesskabet. I Esbjerg har de stadig samme kommunenavn, samme borgmester og samme tankegang. I de små samfund mærkes det hårdere. I Ribe har vi mistet enormt meget, noget af det er statens ansvar – men krydderiet har været de mange små unyttige ting, der også er røget i samme ånd. Det har skabt uvilje mod kommunen. Samme er sket i Bramming, og selv i Esbjerg er der folk, der ikke mener æfteskabet kører som det skal.

En ny borgerliste i Ribe har derfor set dagens lys!

Vi håber at samle de folk, der vil et samarbejde i respekt og samhørighed – frem for en fusion, der har til formål at tage det bedste og flytte det ud af sammenhængen, som det hidtil har fungeret i. Samtidig vil Borgerlisten være et alternativ til det eksisterende politiske billede, der er i Esbjerg Kommune. Som så mange andre steder består det primært af folk fra politiske partier – og alle disse politikere har også INTERNT kæmpet en kamp for at få magten. Sammenlægning har ikke kun været mellem byer – men også mellem politiske kredse indenfor partierne. Det er selvsagt en ukonstruktiv start på et magtforhold, at de magtfulde parter også internt er optaget af at fordele roller. I det spil er borgerne glemt!

En borgerliste i Ribe er et naturligt skridt efter seminariesagen. Den afslørede SÅ mange politiske rævekager og SÅ markant mangel på respekt for kulturer og regler fra visse politikeres side, at man ikke kan sidde det overhørig i et demokrati. Ribe betyder ikke længere ret meget i den store sammenhæng – men det hænger ikke sammen uden os alle. Derfor må vi lave en borgerliste, der kæmper Ribes sag.

Læs også:  JULEHILSEN FRA SØEMANDEN

Søttrup er en bykonge, men har han også FÅET LOV til at være bykonge!

Både i sammenlægningsudvalget og nu i kommunen har byrådspolitikere givet ham lov, til at fortsætte sin Esbjerg-tankegang. Som politiker i byrådet må man derfor spørge sig selv, om man har fået den rette leder. Om man har været vågen nok overfor den magtelite der var og er – og om man har kæmpet nok for at bevare alt det, der er udenfor Esbjerg by. Jeg er sikker på, at de fleste politikere vil kunne se, at de nok har undervurderet Søttrups strategi, der nu koster – alt andet end Esbjerg – sin kultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.