Borgerne kan godt selv

Politikernes absolut eneste noble opgave i et frit og oplyst samfund er at sætte rammerne. De skal kridte banen op, sikre retsstaten og sørge for, at vores individuelle udfoldelse ikke render ind i den næstes frihed. Punktum. Det er endda Grundtvigs fødselsdag i dag. Så emnet er dagsaktuelt. Tro på dannelsen. Tro på folkeoplysning.

Politikernes opgave er ikke at spille forældre over for voksne mennesker, og de skal slet ikke detailstyre vores hverdag. Frihed er nemlig også friheden til at træffe dumme valg, tage chancer og fejle på egne præmisser – så længe man tager ansvaret selv og ikke ødelægger festen for naboen.

Men vi lever i et land, hvor politikerne har fået et kollektivt kontrolkompleks. Vi ser et fuldstændig fasttømret og lammende mønster i dansk politik: Når civilsamfundet, erhvervslivet, ildsjælene eller de lokale fællesskaber har fundet ud af noget, der virker ude i virkeligheden, rykker Christiansborg ind. Ikke for at hjælpe, men for at overtage, regulere, kasse-integrere og – vigtigst af alt – sætte deres egen partipolitiske underskrift under succesen for at høste billige stemmer ved næste valg. De tager en skinnende græsrodsidé, kaster den ind i det bureaukratiske maskineri og smadrer den gnist, der skabte den.

Husk dengang, corona ramte os i starten. Hvad skete der i de helt tidlige faser, før Christiansborg fik sat det tunge presse- og kontrolapparat i fuld sving? Danskerne ryddede bordet selv. Erhvervslivet omstillede produktionen over natten til håndsprit og visirer. Frivillige organiserede indkøbsnetværk for ældre og svagelige i lokalsamfundet.

Og ude på sygehusene oplevede vi noget historisk: Politikerne og djøf-lagene rykkede et skridt tilbage og lod hospitalerne ordne tingene selv. Sygeplejersker og hospitalsledelser ryddede tavlen, byggede akutmodtagelser om, flyttede på personale og fandt pragmatiske løsninger på få timer uden at spørge tre udvalg og et ministerium om lov. Det kørte. Det fungerede formidabelt, fordi rammerne var der, men detailstyringen var væk.

Hvad skete der så, da hverdagen ramte igen? Det politiske system fik angst for sin egen manglende kontrol. Politikerne rykkede ind, overskrev tilliden med påbud, genindførte det vanvittige dokumentationsbureaukrati på hospitalerne, og i dag er erfaringerne fra dengang fuldstændig glemte og begravede i regeringskontorerne.

Prøv at løfte blikket og se den enorme liste af områder, hvor borgerne udmærket kunne selv, indtil politikernes kløende fingre ødelagde det.

Kig på de helt nære ting i vores hverdag og opdragelse. Senest har vi set forslaget om et statsligt SoMe-forbud for børn under 15 år – og her fjerner politikerne endda den helt oplagte undtagelse, at forældre selv kan give lov. Staten udnævner direkte sig selv til overforælder. Jeg kommer til at være lovbryder her, da jeg må lære mine børn om VPN og købe den til dem, så de kan fortsætte med at være del af fremtiden – og blive opdraget af mine værdier fremfor statens censurtankegange.

Beskeden til de danske hjem er krystalklar: I kan ikke stole på jeres egen dømmekraft, I kan ikke opdrage jeres egne børn, og I må ikke tage dumme eller anderledes valg i jeres egen familie. Det samme gælder den tvangsfordelte barsel. I stedet for at lade en familie indrette deres egen hverdag ud fra deres eget liv og deres egne værdier, skal Folketinget sidde ved køkkenbordet og tælle uger.

Kig på skoleområdet. Inden der overhovedet blev snakket politisk om at lovgive om mobilfrie skoler, havde langt størstedelen af de danske grundskoler for længst løst det lokalt. Lærere, elever og forældre var sat sammen, havde taget snakken og skabt regler, der passede til deres skole. Hvad gør staten? Rykker ind med et landsdækkende regelsæt for at tage æren for noget, der allerede fungerede ude på matriklen.

Kig på landbruget og naturen. Landmænd og naturfredningsfolk satte sig sammen i Den Grønne Trepart for at skabe en frivillig og gennemtænkt model for vores areal. Men så snart det løber igennem Christiansborg i form af lovforslag som L5, forvandles den frivillige aftale til bureaukratisk straffelovgivning, kontrolbesøg og paragrafrytteri.

Landmænd, der villigt ville give af deres jord for miljøet, sidder tilbage som gidsler i et politisk spil. Eller tag minivådområderne og sprøjteforbud ved drikkevandsboringer, BNBO. Landmænd og lokale vandværker var i fuld gang med at indgå frivillige, sundt fornuftige aftaler. Lige indtil staten overtog det med firkantede tilskudsregler, der fik sagsbehandlingen til at strande i årevis, og truede med politiske påbud, der smadrede den lokale tillid.

Kig på vores kultur- og foreningsliv. Vores stolte tradition for højskoler, aftenskoler og idrætsforeninger opstod som ren folkelig virkelyst helt uden staten. Men da Folkeoplysningsloven og de statslige kroner kom til, fulgte et bureaukratisk monster af vedtægtskrav, revisorerklæringer og kommunal kontrol, som har taget gejsten fra tusindvis af frivillige.

I dag skal den lokale skakklub eller cykelklub igennem helt afsporede hvidvaskkontroller og indsende pasbilleder af bestyrelsen bare for at få lov at oprette en banal bankkonto. Det er ren mistillid fra statens side, og det dræber de lokale ildsjæle.

Eller tag byudviklingen. De fedeste kulturmiljøer og byfornyelser – hvad enten vi taler Godsbanen i Aarhus, Kødbyen i København eller små borgerdrevne kulturhuse i provinsen – starter altid som vilde, skæve ildsjæleprojekter eller borgerinitiativer.

Men i det øjeblik projektet bliver en succes, tropper lokalpolitikerne op i snorlige jakkesæt, opretter et kommunalt udvalg, søger nogle fonde og tager æren for det kreative miljø. Når borgere i en mindre landsby går sammen i en arbejdsweekend og bygger en legeplads, bliver de mødt af kommunen med krav om certificerede legepladsinspektører, byggetilladelser og driftsoverdragelse.

Hvorfor sker det her igen og igen?

Fordi vi har skabt et politisk system, der drives af tre ting: behovet for politiske point, lighedsparadokset og angst for ansvar. Politikere måles på, hvor mange love de har vedtaget, og »det her behøver vi ikke røre ved, for det klarer borgerne glimrende selv« giver sjældent overskrifter i avisen eller stemmer i boksen.

Samtidig er de besatte af, at alt skal gøres 100 procent ens for alle. Hvis 80 procent af et område fungerer perfekt på frivillighed og sund fornuft, lovgiver man for de sidste 20 procent – og i processen umyndiggør man de 80 procent, der havde styr på det.

Det er også den grundtanke, jeg udfolder i TÆND. Den handler om digital dannelse men er i høj grad også en bog, der laver et opgør med frygtens politik.

Vi er nødt til at trække en kridtstreg i sandet nu. Borgere er ikke umyndige klienter i et statsligt fritidsprojekt. Landmænd, læger, lærere, forældre og frivillige i foreningslivet er de reelle eksperter på deres eget liv og deres eget arbejde.

Politikernes opgave er at sætte de brede, trygge rammer og derefter blande sig udenom. Lad os få tilliden, ansvaret og frisindet tilbage. Lad os give plads til, at folk kan skabe, leve og ja – også tage deres egne dumme valg – uden at Christiansborg skal skrive under på det først.

For sandheden er enkel og uomtvistelig: Borgerne kan godt selv.