Det kan være svært at kende forskel på sig selv og sine venner, når man har siddet ved magten i en evighed. I Aalborg er kasketterne nu groet så meget sammen, at borgmesteren skriver breve på fagforeningens papir.
Det er ikke let at være borgmester i Aalborg. Altså, det er det sikkert, hvis man kan finde ud af, hvilken kasket man har på om morgenen. Men i Nordens Paris er den røde tråd efterhånden blevet til et væg-til-væg-tæppe, man let kan snuble i, hvis man ikke kigger sig for. Lasse Frimand Jensen har i hvert fald præsteret noget af en genistreg. Han har sendt breve til byens restauratører på 3F’s brevpapir. Det er da effektivitet, der vil noget. Hvorfor spilde kommunens penge på hvidt papir og dyre logoer, når man bare kan låne lidt af vennerne nede i fagforeningen? Det sparer jo på portoen, når hjertet banker i takt med partibogen.
Problemet er bare, at rollen som byens øverste mand kræver lidt mere end blot at være en god kammerat. Når man sætter sig i borgmesterstolen, så repræsenterer man alle. Også dem, der ikke nødvendigvis har en rød fane stående i carporten. Men i Aalborg virker det til, at man har glemt, hvor kommunen stopper, og hvor fagbevægelsen begynder. Det er som at se en tryllekunstner, der forsøger at trække en kanin op af hatten, men ender med at trække sin egen medlemsbog ud i stedet. Det er akavet for publikum og endnu mere akavet for kaninen.
Når kasketterne gror sammen
Det hele bunder i en sag, hvor 92 restauratører fik en kærlig hilsen. Indholdet var en opfordring til at få styr på overenskomsterne, så Aalborg kan blive en rigtig konferenceby. Det lyder jo meget fornuftigt på papiret. Men når papiret er prydet med 3F’s logo, så forsvinder den gode hensigt i en sky af kasketforvirring. Det svarer lidt til, at politidirektøren sender en bøde på bagsiden af en menukort fra den lokale shawarmabar. Budskabet kan være rigtigt nok, men afsenderen virker en smule uskarp i kanten.
Når man har siddet på magten længe nok, begynder man at tro, at man er institutionen. Man glemmer, at man blot er til låns. Man begynder at tro, at ens egne overbevisninger er naturlove, som alle andre bare skal rette ind efter. Det er her, det bliver farligt. For i det øjeblik man bruger sit embede til at give sine personlige venner en hjælpende hånd, så skrider fundamentet. Det er ikke bare dårlig stil. Det er mangel på respekt for det hvide papir, som en borgmester burde skrive på. Det papir, der er neutralt, og som tilhører os alle sammen.
Et brev med bismag af pølsemix
Der sidder nu jurister og kigger på, om det her overhovedet er lovligt. Det er jo den moderne tids svar på en duel. Man kæmper ikke med kårder, men med paragraffer om kommunalfuldmagt og myndighedsudøvelse. Men det er egentlig ikke det vigtigste. Det vigtigste er signalværdien. For hvad tænker den lille restauratør, der knokler 80 timer om ugen, når han modtager et brev fra byens mægtigste mand skrevet på en fagforenings papir? Han tænker nok ikke på dialog og samarbejde. Han tænker nok nærmere på en slet skjult trussel.
Det er her, den visionære ledelse forsvinder. En rigtig leder behøver ikke at låne andres autoritet for at få sit budskab igennem. En rigtig leder ved, at integritet er den eneste valuta, der virkelig betyder noget i det lange løb. Men i Aalborg har man valgt at veksle den integritet til en hurtig tjeneste hos kammeraterne. Det lugter lidt af gamle dage, hvor tingene blev klaret over en pilsner og en håndmad i baglokalet. Det er bare ærgerligt, at vi lever i 2026, hvor vi faktisk forventer en vis adskillelse mellem stat og foreningsliv.
Respekten for det hvide papir
Måske skulle vi indføre et kursus i kontorartikler for folkevalgte. Et lille modul, hvor man lærer forskellen på kommunens brevpapir og det, man bruger til at invitere til generalforsamling i den lokale fiskeklub. Det handler om dannelse. Det handler om at forstå, at man som borgmester er en forvalter af fællesskabets tillid. Den tillid forsvinder hurtigere end en kold fadøl på Jomfru Ane Gade, hvis man ikke passer på.
Den røde tråd i Aalborg er efterhånden blevet så tyk, at den spærrer for udsynet. Det er på tide, at vi får klippet i de tråde, så vi igen kan se forskel på borgmesterkontoret og fagforeningshuset. Det handler ikke om politik. Det handler om ordentlighed. Det handler om at turde stå ved sit embede uden at skulle gemme sig bag vennernes logoer. For hvis man ikke kan finde sit eget brevpapir, hvordan skal man så kunne finde vej for en hel by?
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
