Brexit: Et cirkus uden teltpæle

Lige nu ligner det britiske Underhus et omrejsende cirkus der har glemt at pakke teltpælene Det er en fortælling om systemer der æder sig selv og om et demokrati der er kommet så langt væk fra de mennesker det skal repræsentere at selv ikke en vestjysk bonde med begge ben på jorden kan finde hoved

Lige nu ligner det britiske Underhus et omrejsende cirkus, der har glemt at pakke teltpælene. Det er en fortælling om systemer, der æder sig selv, og om et demokrati, der er kommet så langt væk fra de mennesker, det skal repræsentere, at selv ikke en vestjysk bonde med begge ben på jorden kan finde hoved eller hale i det.

Når systemet snubler i egne ben

Jeg har i mange år talt om, hvordan vi kommunikerer med hinanden, og hvordan vi bygger broer mellem systemerne og mennesket. Men lige nu ser vi det stik modsatte i London. Broerne bliver sprængt i luften af politikere, der virker mere optaget af parlamentariske finurligheder end af det folk, de faktisk er valgt af. Theresa May står der igen og igen med det samme trætte blik og den samme aftale, som Underhuset bliver ved med at stemme ned med en ihærdighed, der grænser til det absurde. Det minder om den gamle vittighed om manden, der bliver ved med at slå hovedet mod en mur, fordi det føles så rart, når han holder op. Problemet er bare, at de britiske politikere ikke holder op.

Det er i de her døgn, man må spørge sig selv, hvad der blev af ånden i folkestyret. Grundtvig talte om “levende vekselvirkning”, men i London er der kun tale om død blokering. Vi ser en Speaker, John Bercow, råbe “Order!” så højt, at man skulle tro, han forsøger at vække de døde, mens regler, procedurer og gamle parlamentariske krumspring samtidig står i vejen for, at nogen som helst kommer videre. Det er ikke orden. Det er det rene anarki forklædt som tradition. Et system, der er blevet så forelsket i sine egne regler, at det har glemt, at verden udenfor stadig drejer rundt, og at virkelige mennesker venter på svar.

Læs også:
Da solcelleejerne blev kaldt snydere af staten

Man stemmer nej til Mays aftale, nej til ingen aftale, nej til alternativerne og nej til overhovedet at bekende kulør. Det er det moderne demokratis største krise: Når vi ved alt om, hvad vi er imod, men intet om, hvad vi er for. Den tendens ser jeg også herhjemme, når vi diskuterer politik, som var det en sportskamp, hvor målet er at få modstanderen til at se dum ud, snarere end at finde en vej frem sammen.

Det tabte folkestyre og den manglende samtale

Når jeg kører rundt i Danmark og holder mine foredrag, møder jeg ofte en dyb frustration over den politiske proces. Folk føler sig ikke hørt, de føler sig overhørt. Brexit er lige nu det ultimative eksempel på, hvad der sker, når en befolkning bliver lovet guld og grønne skove, men ender med at stå i en mudderpøl af teknokratiske slagsmål. Og nu kulminerer det med Mays tale til nationen, hvor hun forsøger at sætte folket op mod parlamentet. Det er en farlig leg. For hvis vi mister tilliden til de institutioner, vi har bygget op, hvad har vi så tilbage?

Vi har samtalen. Men samtalen kræver, at vi tør lytte til dem, vi er uenige med. I Storbritannien holdt de op med at lytte for længst. De gravede sig ned i skyttegrave, der var så dybe, at de ikke længere kunne se over kanten. Det er her, ordentligheden forsvinder. Når vi holder op med at se mennesket bag holdningen og i stedet ser en fjende, en “Remainer” eller en “Leaver”, så har vi tabt. Så bliver politik til en krigszone i stedet for et arbejdsfællesskab.

Læs også:
Narrens genopstandelse: Fra Jesu fødsel til Heino Hansen

Jeg tror på, at vi kan lære noget af det britiske kaos, mens det udfolder sig foran øjnene på os. Vi skal lære, at demokrati ikke bare er en afstemning hvert fjerde år. Det er en daglig øvelse i at ville hinanden det bedste, selvom vi vil forskellige ting. Vi skal have fat i den folkelige dannelse igen. Vi skal forstå, at systemet er til for os, og ikke omvendt. Lige nu ligner det britiske parlament en institution, der har glemt sin serviceforpligtelse over for borgerne. De er blevet hovedpersoner i deres eget drama, mens resten af verden ser til med en blanding af forfærdelse og slet skjult underholdning.

En lektion fra Vestjylland

Hvis vi sendte en delegation af vestjyske efterskoleforstandere og lokale erhvervsdrivende til London i dag, tror jeg, de ville have løst det på en eftermiddag over en kop kaffe og en småkage. De ville have kigget på hinanden og spurgt: “Hvad er det egentlig, vi skal bruge det her til?” Det er det spørgsmål, der mangler i de store sale. Vi fortaber os i processer og glemmer målet. Vi glemmer mennesket, der sidder derhjemme og bekymrer sig om sin forretning, sit arbejde eller sine børns fremtid.

Det er derfor, jeg bliver ved med at skrive og tale om disse emner her på min blog. Vi skal holde fast i den sunde fornuft. Vi skal turde sige fra, når systemet kammer over. Brexit-kaosset er en advarsel til os alle om, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis vi lader kynismen og de parlamentariske spil overtage magten fra den levende samtale. Vi skal ikke bygge mure, vi skal bygge broer – også selvom det kræver, at vi indimellem må indrømme, at vi ikke har alle svarene selv.

Læs også:
Færdselspolitiets .club

For det er det, der står lysende klart lige nu: Uden ydmyghed over for opgaven og respekt for modparten ender vi alle som klovne i et cirkus uden teltpæle. Og det er der ingen, der kan være tjent med – hverken i London, København eller Skive.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.