BRØDRENDE LØVEHJERTE – Aalborg Teater

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

“Far, hvorfor søren græder du?”, spurgte Malthe. Han var midt i eventyret, mens jeg var udenfor eventyret og genså Paris på scenen. Jeg græd tre gange i aftes. Det sker ikke så tit i teateret, men i går var der ingen vej tilbage for mig. Jeg opgav helt – og alle nyhederne fra den seneste uge krympede sammen i min hals og drev ned af kinderne – sammen med de tårer, der er kommet hver eneste gang Brødrende Løvehjerte er åbnet i mit hjem.
Traditionen tro, er Aalborg klar med sin familie-forestilling her tæt på jul. Mere aktuelt end nogensinde er fortællingen om drengene, der trøster hinanden med eventyr.

Den grumme virkelighed

Tvebak på 10 år er syg og skal dø. Storebror krydrer den triste død med eventyrfortællingen om paradis, hvor alt er fredeligt og roligt. Pludselig virker døden nærmest som en kærkommen gave for en syg “lille lort” med skæve ben. Virkeligheden om døden er for grum at rumme for den lille dreng.

Da begge er døde mødes de som aftalt i Nangiala, der dog viser sig ikke at være den rene idyl. Det onde er tilstede i Rosendalen ved siden af – og kampen sættes ind. Kampen mellem de gode og de onde. “Man bliver nødt til at gøre nogle ting, som er farlige. Ellers er man bare en lille lort”, som det hedder i den danske udgave. Lindgren kaldte det i stedet “en sølle kryster”.
Havde Nangiala været den rene fisketur med æbleblomster på træerne, havde det hurtigt været et uudholdeligt liv – men tilstedeværelsen af det onde, får de gode tættere sammen. De får et formål med, at være til. Også selvom det kommer bag på dem, midt i paradiset. “Man tror, man ved noget. Men det gør man ikke. Man ved ikke noget, der er vigtigt. Alting kan ske, og man kan ikke regne det ud”, skriver Lindgren.

Det ender godt. Det ved de fleste. Og ved de det ikke, skal de skamme sig. Brødrende Løvehjerte er pligtlæsning. Den er med til at forme dine tanker, sætter ord på både din fantasi og din virkelighed – sådan har bogen virket på mig, siden jeg første gang hørte den i lidt for ung alder. Senere så jeg filmen på Uldum Højskole, hvor eleverne havde lejet den hos statens filmcentral på to store spoler – og jeg glemmer ALDRIG første gang jeg så den. Hørte den smukke enkle musik, der sætter stemningen til både eventyr i paradis og i det ondeste mørke. Den sidder så dybt i mig, at min søn Jonathan blev opkaldt efter netop denne skønne dreng, der hjalp sin lillebror gennem alt det svære i livet, ved at benytte sit stærkeste plaster: Sin fantasi. Næsten samme oplevelse havde jeg i går i teatret.

Læs også:  Et SUK er ikke dækkende...

Løverne på scenen i Aalborg

Når man er vokset op med en bog – og senere en film – skal der noget til for at acceptere en teaterversion. Aalborg klarede den lige. De fleste billeder i hovedet på seerne er jo skabt gennem lang lang tid. Eventyret blev absolut virkeligt på scenen i Aalborg, med en skøn scenografi der både ydmygt kunne vise den fattige usle køkken, som var Tvebaks hvilested i livet og i døden – det herlige og nemme liv i paradisiske Nangiala – samt det voldsomme ondskab i Rosendalen. Brødrende Løvehjerte er dog et langt stykke af tiden ren lyrik. Samtaler, tanker, fornemmelser og fantasier. En stor del ikke visuelle, men nogle der bare skal siges. Tvebak var en fremragende fortæller, men da fantasien jo går fra herodes til Pilatus, kan en stationær scene dog ikke helt følge med. Det lykkedes, men det var tydeligt en svær opgave for dem.

Tre gange i forestillingen kom en drage frem så voldsomt, at sønnike på 8 ville ud. Det var ganske enkelt ALT for voldsomt til en familieforestilling – og børnene på rækken foran græd af frygt, ikke for dragen men for effekten. Jeg håber inderligt bare at teateret havde koks med lyden, og derfor ikke havde skruet nok ned – for det ødelagde hele familiescenen markant, da de fleste omkring vores pladser talte højlydt om “at lyden forhåbentlig ikke kommer igen, for så vil jeg gå”. Dermed blev eventyret med dragen til en teaterlyd – så der skal lige arbejdes lidt med målgruppen! Det var også lidt svært at leve med den version af Jonathan, som kom på scenen. Det var velspillet og helt i top – men han blev aldrig min version af Jonathan. Jeg ser ham som en rigtig storebror, der med rank ryg er ovenpå i livet og har styrken til at bruge overskuddet på andre end sig selv. I Aalborg var udgaven af Jonathan en nærmest klæbrig-kærlig fyr, der med hovedet på skrå kiggede kærligt på sin lillebror og nussede ham på kroppen. Da de to jo spilles af voksne mænd, så det en anelse fremmed ud. Lidt mere rank og ovenpå, faderagtig som i bogen, havde passet mig bedre. Men sådan har man det jo ofte med noget, man holder så uendeligt meget af, når der pludselig er andre der vover at fortolke og beslutte, hvordan ens fantasi-helte er. Måske damen foran mig netop ser Jonathan som han var i Aalborg.

Læs også:  Folketinget tar en time-out

Når det er sagt, og man ser bort fra egne vrangforestillinger – var det nemlig en skøn skøn aften. Starten, hjemme i køkkenet, med den lille tvebak der søger så uendeligt meget efter svar på det uforståelige, fungerede fantastisk. Lindgrens ord er stærkt materiale – og tilsat den tætte stemning på scenen, væltede det ud med tårer her hos mig. Det var umuligt at holde dem indenfor. Så når jeg skriver, at Jonathan ikke passede mig, skal det altså ses i det klare lys, at jeg græd ham lige op i synet. Så det virkede jo, i kraft af den stærke fortælling.

Paris / Beirut / Aalborg

Mens vi sad i mørket var politiet i Paris i færd med at rydde op i de ondes rækker. I Beirut er virkeligheden også stadig grå og uden fremtid. Værd at flygte fra. Måske sidder nogle netop og ønsker Nangiala – og tænker, at Danmark er et sådant sted. Terroristerne præsenteres også for et Nangiala med en masse villige jomfruer og alskens lykkelige fisketure, som åbenbart er værd at gå efter. Virkelighedens paradis er nok også fyldt med ondskab, som vi må bekæmpe, så vi ikke ender som sølle krystere eller som en lille lort. Hele ugens forfærdeligheder var med os i det mørke rum – og når børnene blev ramt af en høj lyd, blev vi andre ramt af Lindgrens gamle beskrivelse af den virkelighed, der er at finde på enhver tvskærm derude lige nu.

Lindgren giver ikke svar. Hun kommer ikke med løsninger. Men hun sætter tankerne på en lang rejse, så vi finder os selv i historien. Og i virkeligheden. Det kunne Lindgren, det kan bogen og filmen. Og det kan Aalborg Teater så sandelig også i deres jule-forestilling i år, der får 4 stjerner. – Hvis de husker det er for familien og skruer ned for dragen – og lidt op for Jonathans heltemod, går jeg gerne på 5 stjerner – for det ER virkelig et kunsttykke at tage folkekære Løvehjerte ind på en lille scene.

Der er allerede udsolgt frem til jul på Aalborg Teater. Det kan jeg godt forstå!

/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.