I landsbyen Glem-Mig-Ej boede alle folk i fortiden, fordi de var bange for, hvad der gemte sig bag natten. Pigen My opdager en nat en usynlig bro, der kun kan mærkes af dem, der tør drømme om noget nyt.
Langt ude på landet, hvor markerne altid duftede af nyslået græs og gamle minder, lå landsbyen Glem-Mig-Ej. I denne by var alle ure gået i stå med vilje. Folkene her elskede nemlig deres minder så højt, at de slet ikke turde tænke på i morgen. De gik med de samme sko, spiste de samme mellemadder og fortalte de samme vittigheder hver eneste dag. Det var trygt og rart, men også en smule kedeligt, hvis man spurgte My.
My var en lille pige med knæ, der altid havde et skramme, og øjne, der altid ledte efter noget, de ikke havde set før. Mens de voksne i Glem-Mig-Ej talte om dengang, det var sommer i 1982, kiggede My op mod den sorte nattehimmel. Hun undrede sig over, hvor alle de stjerner mon rejste hen, når det blev lyst.
En aften, da My sneg sig ud i haven, så hun noget mærkeligt. Bag det gamle bibliotek, hvor bøgerne var så støvede, at de nysede, når man åbnede dem, glimtede en stribe lys. Det lignede ikke lyset fra en lygte. Det lignede flydende guld, der vævede sig sammen midt ude i den tomme luft.
Da My gik tættere på, opdagede hun, at lyset dannede en bro. Men det var ikke en almindelig bro af sten eller træ. Den var lavet af “Måske” og “Hvad nu hvis”. Hver gang My tænkte på noget, hun gerne ville opleve, voksede broen en meter længere ud i mørket.
My satte sin venstre fod forsigtigt ud på broen. Den føltes varm og blød, næsten som at træde på en sky lavet af vat og varme boller. Der lød en svag musik fra plankerne, som om hver eneste drøm, et barn nogensinde havde haft, spillede en lille tone. Hun tog et skridt til. Og endnu et.
Pludselig stod hun højt over landsbyen. Hun kunne se de sovende huse, hvor alle drømte om gamle dage. Men foran hende strakte broen sig mod en horisont, der glødede i farver, hun aldrig havde set i Glem-Mig-Ej. Der var farver som “Lykkelilla” og “Modig-Orange”.
Midt på broen mødte hun en lille skikkelse. Det var hverken et dyr eller et menneske, men lignede mest af alt en levende stjernekaster med hat på. Skikkelsen præsenterede sig ikke, for navne er noget, man har i går, og her på broen handlede det kun om det, der kommer.
Stjernekasteren rakte My en lille, tom æske. Han sagde ikke et ord, men My forstod alligevel. Hun skulle ikke fylde æsken med ting, hun allerede kendte. Hun skulle fylde den med alt det, hun håbede på. My tænkte på nye lege, på at lære at fløjte og på at møde en ny ven, der kunne lide at hoppe i vandpytter. For hvert ønske lyste æsken kraftigere.
Broen begyndte at skælve blidt. Ikke fordi den var ved at gå i stykker, men fordi den var fyldt med energi. My kiggede fremad og så, at broen landede lige i midten af den nye morgen. Det var ikke farligt. Det var bare en ny dag, der ventede på at blive leget med. Det var som et hvidt stykke papir, der bare ventede på en flot tegning.
Da My vendte om og løb tilbage mod sin have, føltes hendes fødder lettere end nogensinde. Hun vidste nu, at man ikke behøver at holde fast i i går for at være tryg. Det smukkeste ved livet er nemlig, at der altid kommer en i morgen, som man selv kan være med til at opfinde.
Næste morgen vågnede My før alle de andre i Glem-Mig-Ej. Hun gik hen til sit ur og gav det et lille skub, så viserne begyndte at gå igen. Tic-tac, tic-tac. Lyden spredte sig gennem huset som et lille hjerte, der bankede af glæde.
Da de voksne kom ned og så uret gå, blev de først forskrækkede. Men My viste dem den lille æske, hun havde haft med fra broen. Da hun åbnede den, strømmede alle de nye farver ud i stuen. De voksne begyndte at smile, og før de vidste af det, var de i gang med at planlægge ting, de aldrig havde prøvet før.
Siden den dag hed landsbyen ikke længere Glem-Mig-Ej. Nu hedder den “Lige Om Lidt”, og hvis du kigger rigtig godt efter bag dit eget hus, når stjernerne tændes, kan det være, at du også kan se et lille glimt af broen. Den venter nemlig på alle dem, der tør gå et skridt længere end de plejer.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: #37 – Den talende tåge
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
