Byen er lukket, men frygten har åbent 24/7. Gaderne står tomme som et dårligt løfte, og stilheden larmer mere end myldretiden nogensinde gjorde. Jeg gik en tur i dag, og det var som at bevæge sig rundt i en kulisse, efter skuespillerne var sendt hjem. Folk krydser gaden for at undgå hinanden. Ikke af uhøflighed. Af alarmberedskab. Vi er på få dage blevet et land af amatør-epidemiologer og mistænksomme fodgængere, hvor ethvert host lyder som en politisk erklæring. Der er noget næsten komisk over det, hvis ikke det var så gravalvorligt.
Stilheden, der larmer
Normalt har en by en puls. En bus der sukker ved stoppestedet. En cykel der bander sig gennem et kryds. En dør der smækker, fordi nogen har travlt med noget, de selv kalder vigtigt. Nu er der bare det mærkelige ingenting. Den slags urolige stilheder, der ikke beroliger, men anklager. Den ligger over gaderne som et forhør: Hvad er det egentlig, vi er blevet så bange for?
Butikkerne står der endnu, men de ligner kulisser efter sidste forestilling. Hverdagen er ikke forsvundet med et brag. Den er bare blevet aflyst med myndig stemme og alvorlig mine. Og dér går vi så rundt og lader, som om det hele bare er midlertidigt, mens byen ligner noget, vi normalt kun ser i katastrofefilm med for dårlige replikker.
Frygtens åbningstid
Frygten har til gengæld ikke forkortede åbningstider. Den holder døgnåbent på alle kanaler. I fjernsynet, i radiospeak, i breaking-bjælker, i opslag fra bekendte, der pludselig skriver som smittefaglige professorer med adgang til sandheden og en meget stærk holdning til gær, pasta og afstand i køen.
Man mærker det også helt fysisk. Når et andet menneske nærmer sig på fortovet, laver man små manøvrer, som var man med i et dårligt koreograferet dansestykke om civilisationens sammenbrud. Et lille træk til højre. Et hurtigt blik. En tavs forhandling om, hvem der er den potentielle fare. Det klæder os ikke. Men det er ærligt at sige, at det sker.
Mellem isolation og samfundskontrakt
Det mest foruroligende er ikke engang tomheden. Det er dét, den gør ved os. Den flytter mistanken ind mellem mennesker som en ny underbo, ingen har bedt om. Pludselig er nærhed blevet suspekt. Et host er ikke længere bare et host. Det er et socialt signal. En trussel. En lille alarm i kød og blod. Vi står dér på fortovene og opfører os som om hensyn og frygt er det samme. Det er de ikke.
For spørgsmålet er jo større end smittekurver og pressemøder. Passer vi på de svage, eller gemmer vi os bare for hinanden? Det er ikke et akademisk spørgsmål. Det er selve samfundskontrakten i koncentrat. Hvis solidaritet bare er et pænere ord for gensidig mistanke, så er der ikke meget folkestyre tilbage i os. Så er vi bare velopdragne eneboere med håndsprit.
Camus havde ret i, at pesten ydmyger mennesket. Ikke kun fordi den gør os syge, men fordi den afslører, hvor hurtigt vi reducerer hinanden til risiko. Og dér står prøven så. Ikke om vi kan holde afstand, for det kan de fleste papegøjer lære. Men om vi kan holde fast i ordentligheden, mens vi gør det. Om vi stadig kan se mennesket bag afstanden. Ellers er byen ikke bare lukket. Så er noget i os også ved at dreje nøglen om.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
