Der findes steder i verden, som man kun finder, hvis man glemmer at kigge på sit ur og i stedet lader fødderne bestemme farten. Sådan et sted er Rimstrup, en by gemt bag en tåge af milde mælkeveje og duften af nyslået græs, hvor hver eneste sætning skal rime, før den tæller.
Villum var en dreng, der elskede ord. Han samlede på dem, som andre samler på glaskugler eller sjældne frimærker. Han vidste, at ord kunne trøste, og han vidste, at de kunne drille, men han havde aldrig før oplevet en by, hvor ordene dansede så meget, som de gjorde her. Da han trådte gennem den store, gyldne port, mærkede han med det samme, at luften sitrede af noget særligt. Det var som om, selve vinden nynnede små digte, når den strøg gennem de krogede gader.
Ved indgangen mødte han portneren, en mand ved navn Villy Versemager. Villy havde en hat, der lignede en opslået bog, og hans skæg var så langt, at det næsten nåede hans knæ. Han kiggede på Villum med et glimt i øjet og sagde med en dyb, rungende stemme: Velkommen her til vores by, hvor hver en tale føles ny. Hvis du vil gå på vores vej, må rimet altid følge dig.
Villum smilede. Det lød jo nemt nok. Han svarede hurtigt: Tak for din hilsen, gamle mand, jeg vil se alt i dette land. Villy nikkede anerkendende og lod ham passere. Men det, Villum hurtigt opdagede, var, at det ikke bare var en leg for sjov. I Rimstrup var rimet selve byens hjerteblod. Hvis man ikke rimede, faldt ordene bare til jorden som visne blade, og ingen kunne høre, hvad man sagde.
Byen var fyldt med liv og farver. På markedspladsen stod bageren, Hr. Kage-Knud, og solgte sine rundstykker. Han råbte til de forbipasserende: Kom og køb et brød så sprødt, det smager både salt og sødt! Bag ham stod en dame med en kurv fuld af æbler og svarede: Mine frugter er de bedste, dem kan du give til din næste.
Villum vandrede videre og så, hvordan folk hjalp hinanden med at finde de rigtige ord. Hvis en nabo sad fast i en sætning, kom en anden løbende for at levere slutningen på rimet, så meningen ikke gik tabt. Det var en smuk form for fællesskab, hvor man altid lyttede færdig til hinanden, fordi man var spændt på, hvordan verset ville ende. Det lærte folk i Rimstrup tålmodighed og nærvær. Man kunne ikke bare afbryde, for så ødelagde man rytmen i samtalen.
Men midt i al den poetiske glæde mødte Villum en pige, der sad helt stille ved byens centrale springvand. Hun hed Mia. Hendes hår var mørkt og glat, og hun stirrede ned i det rislende vand med et blik, der var tungt af tanker. Villum satte sig ved siden af hende. Han ville gerne spørge, hvorfor hun var ked af det, men han vidste, han skulle rime.
Hvorfor sidder du her så alene, mens solen skinner på hver en gren og stene? spurgte han forsigtigt. Mia kiggede op på ham, men hun svarede ikke. Hendes læber sitrede, som om hun forsøgte at finde ordene, men intet kom ud. Hun pegede på sin hals og rystede på hovedet.
Villum forstod det ikke med det samme. Men så kom en gammel dame forbi, Tante Trokæ, som altid bar en kappe dækket af broderede bogstaver. Hun forklarede med et blidt vers: Den stakkels Mia har mistet sin sang, ordene i hendes mund er gået i gang. Hun kan ikke finde det rim der passer, og derfor er hendes verden i laser. Når rimet forsvinder i Rimstrups by, bliver stilheden tung og verden grå som sky.
Det viste sig, at Mia havde så meget på hjerte, at de korte, faste rim ikke kunne rumme hendes følelser. Hun havde mistet sin mor for nylig, og sorgen var for stor til at blive presset ind i en munter lille remse. I Rimstrup betød det dog, at hun blev usynlig. Fordi hun ikke kunne tale byens sprog, var der ingen, der vidste, hvordan de skulle trøste hende. De prøvede alle at rime sig ud af det, men man kan ikke altid rime en sorg væk.
Villum kiggede på Mia. Han fik en idé. Han vidste fra sine egne bøger derhjemme, at der findes noget, der hedder prosa – ord, der bare flyder frit som en flod, uden at skulle ramme en bestemt lyd i enden. Han tog Mias hånd og så hende direkte i øjnene. For første gang siden han var kommet til byen, lod han være med at rime.
Jeg lytter til dig, Mia, sagde han helt roligt. Du behøver ikke at finde en lyd, der passer til min. Du skal bare fortælle mig, hvordan du har det. Verden er større end versene her i byen.
Hele markedspladsen gik i stå. Folk tabte deres æbler og deres brød. En uhørt stilhed spredte sig, da Villums urimede ord faldt til jorden. Men de faldt ikke som visne blade denne gang. De lyste. Fordi de var talt med ærlighed og kærlighed, fik de deres egen kraft.
Mia så på ham med store øjne. En tåre trillede ned ad hendes kind, og hun sagde sit allerførste ord i ugevis: Tak.
Det var ikke et rim. Det var bare et ord. Men det var det vigtigste ord i hele byen den dag.
Snart begyndte de andre i byen at forstå. Borgmester Ballade kom hen til dem og tog sin høje hat af. Han indså, at selvom rimene var smukke og gjorde hverdagen til en sang, så måtte de aldrig blive et fængsel for det, man virkelig følte. Man skal ikke tvinge sit hjerte ned i en form, der er for lille. Dannelse handler ikke kun om at kunne kunsten at tale pænt, men om at vide, hvornår man skal tale sandt.
Rimstrup ændrede sig den dag. Folk fortsatte med at tale i rim, for de elskede stadig musikken i sproget, men de indførte "Hjertets Frihed". Hvis man havde noget vigtigt, noget svært eller noget meget smukt at sige, måtte man gerne tale lige ud af posen. De lærte, at den sande dannelse ligger i at lytte til det, der bliver sagt bag ordene, uanset om de rimer eller ej.
Da solen begyndte at gå ned over byens spidse tårne, blev der holdt en fest, som ingen nogensinde ville glemme. Mia smilede igen, og hun begyndte endda at rime lidt selv, fordi presset var væk. Hun sang om stjernerne, der tændtes på den dybblå himmel, og Villum sang med.
Villum forlod Rimstrup næste morgen. Han havde lært, at ord er som tøj. Nogle gange skal de være fine og pyntede til fest, men andre gange har man brug for de bløde og ærlige klæder, der bare holder en varm. Han vinkede til Mia og portneren Villy, mens han gik tilbage mod sin egen verden. Han vidste nu, at det ikke er rimets lyd, der giver ordet magt, men hjertet bag, der giver det pragt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #63 – Stjernekasteren fra Sønderborg
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
