Er du gæst her, spurgte hun, da jeg bestilte et døgns wififorbindelse. Ja sgu da. Hvorfor faen skulle jeg da ellers ønske at kunne koble mig på campingpladsens trådløse netforbindelse. Det var i to dage min eneste livline til virkeligheden.
Indenfor bommene var livet helt anderledes. Dannebrog vejrede fra små kasser på hjul, havestole stod ude i regnvejret, mens kornfede danskere sad i regnen og insisterede på, at det stadig var sommer.
Vi har en campingvogn. Det er en gammel sag med plads til ganske få. Vi var mange afsted. Vognen fyldt med familien og svigerfamilien. Skide hyggeligt. Man kommer hinanden ved. Jeg har f.eks. aldrig sovet så tæt på min søns fødder før. Eller hørt min svigermor snorke. Een gang skal være den første. Og anden. Og tredie.
Når bommene går op er man i Narnia. Indenfor går folk rundt i den nationale campingdragt, som kun tåber kalder en habit. I virkeligheden er det tydeligt, at der er tale om masseproducerede dragter, der sælges i par. Man skal vise pas ved bommen. Et campingpas, der er personligt. Det forstår jeg godt. Tænkt hvis det var offentligt at man havde sådan et.
Der er kun enkelte bygninger i Narnia. Tydeligt markeret med exit-skilte, vi burde have fulgt. Et helt rum til at skifte babyer, som duftede så fælt, at skiltet med skifterum var overflødigt. Et andet rum med køkken, hvor narnias indbyggere samledes om diverse konserves og opvarmede det i skiftehold. Og endelig 20 toiletter, hvor vi kunne skide side om side. Det giver nu en anden oplevelse at vide, at andre lyder som dig selv. Omend nogle havde fået noget aldeles upassende at spise. Virkningen den velkendte.
Da vi havde parkeret dyret på plads 205 skulle forteltet op. Vi har gjort det mange gange før, men glemmer altid at sætte mærkater på stængerne, så vi ved hvad der passer til hvad. Det glemmer vi aldrig mere. Overfor sad Narnias indfødte og gloede på os fremmede, der tydeligt ikke kendte kulturen helt endnu. Vi prøvede en del gange og følte os imens som dårlig lørdagsunderholdning for folket. Har den slags da ikke deres egen fladskærm? Jeg camperer aldrig igen udenfor vild-med-dans-sæsonen!
Endelig lykkedes det os at rejse teltet, så vi kunne lyne døren op, trække gardinet for og være i fred. Dyrke vores eget.
De andre havde samme lyst. En stor del af Narnias oprindelige befolkning kaldes fastliggere. De havde deres lille grund med egen hæk, planter og havelygter. Alt skreg hold dig væk – og det gjorde vi.
Deres vogne var større end vores. Meget større. De sover med garanti ikke med sønnikes fødder i munden – og da vi heller ikke så dem udenfor vognen hele weekenden, formoder jeg at de indenfor har eget lokum. Alternativt taler vi en blærestørrelse, svarende til uddøde fortidsdyr.
Udover de faste var der ikke mange indenfor i Narnia. God plads. Det var stadig fredag middag og de kunne risikere at komme senere – men grænsebommene så ud til at virke.
Vi boede på løven. En lille tegning der var sat op, så selv den mest evnesvage kunne finde hjem. Bare ikke min søn på 2 år, der konstant kørte ned af tigerens vej. Jeg erkender dog til hans forsvar, at tegningerne ikke lignede dyrene i zoologisk have. Der var en sjælden lighed mellem både løve, tiger og hval.
Vores vej forblev mennesketom hele weekenden, mens hvalen var proppet til bristepunktet. Jeg tror lejrchefen i Narnia ønskede at beskytte befolkningen for sådan nogle fremmede som os. Og jeg forstår ham godt. Vi havde feks ikke solcelle-lygter udenfor. Og hækken havde vi efterladt i vores hjemland.
På andendagen begyndte jeg at vinke. Det virkede foruroligende på mig.
Man ved bare, at man er begyndt at afklimatisere, når man frejdigt viiiiinker til alle dem, man passerer. Og er de tæt på, når man krydser, kan der endda falde et "godmorgen" eller "hej". Værre var det, at jeg først på skidegangen så mig i spejlet og opdagede mit ekstreme morgenhår. Der sad et stykke plastic fra en smidt karamel fast på kinden, fra nattens søvn. Og min mund smagte af fødder. Jeg var blevet ligeglad. Havde opgivet. Nu måtte alle se mig som det beskidte campingdyr jeg var. Og sæbebeholderen var tom. Gudskelov for skifterummet. Holdt mig for næsen og fik et par gyldne dråber i håndfladen.
Nogle børn rendte rundt og grinede. Hvad faen ligner det! Vi sad faktisk og spiste og havde en samtale i gang, vi gerne ville høre. Og så griner de hersens børn. Højt. Jeg skulle lige til at hæve stemmen, og forklare at jeg opfattede løve-vejen som en stillezone, da jeg opdagede at begge mine børn var med til at spille rundbold. Tænk så hurtigt de havde lært sproget. "Må jeg være med", hørte jeg min mund sige – mens både min krop, mine lægmuskler og mit sigtekorn nærmest skreg NEJ til rundbold. Kort efter havde jeg battet i hånden. Man skal ramme indenfor 3 slag. Åbenbart. Gudskelov kunne jeg råbe af "opkasteren" der tydeligt for alle, i hvert fald for mig, ikke kastede bolden lige op og derfor gjorde det umuligt at ramme.
Endelig ramte jeg. Pletskud som de kun sker på film. Bolden fløj langsomt opad mod skyerne mens jeg løb afsted for at nå det, inden den kom tilbage og der blev råbt stop. Jeg oksede afsted, øjnene på bolden der endnu ikke var landet. Tonsede direkte ind i en pige på 7, der da heller ikke skal stå lige der hvor jeg løber. Nåede anden base, da bolden landede. I hænderne på en dreng. Grebet! Alle døde. "Vi skifter!" råbte en tydelig nævenyttig matrone.
Jeg skulle ikke ha noget klinket. Pigen på 7 græd videre mens jeg tog mig til lægmusklerne, for at signalere en akut sygdom og listede bort. De andre vandt. Fortjent. Og min søn trøstede pigen og fik en ven.
Jeg gik i seng. Eller gik på hylden. Smagte igen min søns fødder – og blev mindet om, at man bader for lidt i Narnia. Det hører nok med. Man tager ikke skade af lidt snavs.
Da vi havde pakket alt sammen fik vi endelig markeret alle stængerne med farve, så vi måske kan sætte det hurtigere op næste gang. Der BLIVER nemlig en næste gang! Mange gange! Der tager jeg bare selv sæbe med.
– Og solcellelamper.
– så blir jeg glad igen
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
