Der var engang en lille by, der hed Gråly. Navnet passede desværre alt for godt, for i Gråly var alt nemlig gråt. Husene var grå, vejene var grå, og selv de små blomster i haverne glemte at folde deres farver ud, fordi ingen rigtig lagde mærke til dem. Indbyggerne i Gråly var ikke onde, men de havde glemt noget meget vigtigt. De havde glemt, hvordan man talte sammen på tværs af den store, dybe kløft, der delte byen i to. På den ene side boede dem, der elskede at bage, og på den anden side boede dem, der elskede at bygge. Fordi de aldrig mødtes, spiste bagerne tørt brød uden huse at bo i, og byggerne boede i flotte huse, men deres maver knurrede altid af sult.
I denne by boede Clara. Hun var en lille pige med store øjne og en endnu større fantasi. Clara boede på bagersiden, men hun brugte det meste af sin dag på at kigge over på den anden side af kløften. Hun kunne se de flotte tårne og de stærke mure, som byggerne rejste, og hun tænkte tit på, hvordan det mon ville være at sidde derovre og spise en lun kanelsnegl. Men kløften var for dyb, og tågen i bunden var så tyk, at ingen turde klatre ned. Alle sagde det samme: “Vi har det fint her på vores egen side. Vi har ikke brug for dem derovre.” Men Clara vidste, at det ikke var sandt. Hun kunne se på sin far, bageren, at han var træt af kun at have mel og vand, og hun vidste, at hans ryg gjorde ondt af at sove på det hårde gulv, fordi ingen kunne bygge en ordentlig seng.
En dag, mens Clara ledte efter spændende ting i den grå skov, fandt hun noget mærkeligt. Gemt under en gammel, støvet busk lå en pensel. Men det var ikke en almindelig pensel. Skaftet var lavet af sølv, der glimtede som stjerner, og hårene for enden skiftede farve, hver gang vinden blæste. Da Clara rørte ved den, mærkede hun en kildren helt ude i fingerspidserne. Hun førte forsigtigt penslen hen over en grå sten, og med ét blev stenen så rød som en moden jordbær. Clara spærrede øjnene op. Hun prøvede igen på et blad, og bladet blev grønnere end det saftigste græs. Hun indså hurtigt, at denne pensel ikke bare malede med farver, men med glæde og muligheder.
Clara løb ned til kanten af den store kløft. Hun kiggede over på byggerne, der stod og svedte med deres tunge sten. Hun råbte så højt, hun kunne, men afstanden var for stor. Så fik hun en idé. Hun dyppede penslen i luften, og til hendes store overraskelse satte der sig en tyk stribe af lysende blå maling fast midt i den tomme luft. Hun trak penslen længere ud over kløften, og malingen blev hængende som en fast vej. Hun malede og malede. Men da hun nåede en fjerdedel af vejen, begyndte penslen at ryste. Den blev tungere og tungere, og farverne begyndte at falme. Clara forstod, at hun ikke kunne gøre det her alene. Hendes egen vilje var ikke nok til at bygge en bro til en helt anden verden.
Hun løb tilbage til bagerne og råbte, at de skulle komme og se. I starten rystede de på hovedet. “Vi har travlt med at ælte dej, Clara,” sagde de. Men da de så den lysende blå stribe svæve over dybet, tabte de deres kageruller af bar forundring. Clara forklarede dem, at hvis de alle sammen tænkte på det bedste, de vidste ved at bage – duften af friskbrød, varmen fra ovnen og glæden ved at give en kage til en ven – så ville penslen få kræfter. Bagerne tog hinanden i hænderne og lukkede øjnene. De begyndte at nynne en gammel bagesang, og pludselig skød penslen frem i Claras hånd. Broen blev nu gul som smør og orange som en solnedgang.
Men broen nåede stadig kun til midten. Tågen nede i kløften begyndte at hvirvle op og forsøgte at sluge farverne. På den anden side var byggerne nu også stimlet sammen ved kanten. De så den fantastiske farvestrålende vej, der voksede ud mod dem, og de mærkede en længsel, de ikke havde følt i mange år. De så bagerne stå sammen, og de forstod, hvad der var ved at ske. En lille dreng hos byggerne, der hed Silas, råbte til sine naboer: “Hvis de kan male med deres sange, så kan vi bygge med vores styrke! Lad os give dem noget at fæstne broen på!” Byggerne begyndte at hejse deres tungeste sten og deres stærkeste bjælker op til kanten, og de råbte opmuntrende ord over til den anden side.
Da byggerne og bagerne endelig begyndte at arbejde sammen – selvom de stadig var adskilt af afgrunden – skete der noget magisk. Penslen i Claras hånd lyste så kraftigt, at tågen i kløften forsvandt på et øjeblik. Broen skød det sidste stykke frem og hæftede sig fast til byggerens side med et lille “klik”, der lød som en dør, der endelig bliver låst op. Farverne eksploderede ud fra broen og ind i begge bydele. De grå huse blev røde, blå og grønne. Blomsterne sprang ud i alle regnbuens nuancer, og folk begyndte at grine og kramme hinanden.
Det første bagerne gjorde, var at løbe over broen med favnen fuld af de lækreste, varme boller. Og det første byggerne gjorde, var at invitere alle indenfor i deres smukke sale, hvor de straks gik i gang med at bygge de blødeste senge til bagerne. Clara stod midt på broen og kiggede ud over den nye by, der ikke længere hed Gråly, men Farveby. Hun kiggede ned på penslen, men sølvskaftet var væk. Penslen var blevet til en almindelig træpind, for magien var ikke længere gemt i den – den var nu flyttet ind i hjerterne på alle dem, der havde lært, at man aldrig kan bygge noget smukt, hvis man insisterer på at stå alene.
Fra den dag af blev broen aldrig brugt til bare at gå over. Den blev byens hjerte, hvor man mødtes for at dele historier, mad og idéer. Og hver gang to mennesker var uenige, tog de en tur ud på midten af farvebroen, kiggede ned i det nu klare vand i bunden af kløften og huskede på den dag, hvor en lille pige og en magisk pensel lærte dem, at fællesskabets kraft kan overvinde selv de dybeste afgrunde. Clara gemte træpinden i sit værelse som et minde om, at selv den mindste person kan starte noget stort, hvis bare man tør række hånden ud efter andre.
Læs næste eventyr: Silas og det syngende tårn
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
