Der findes børn, der kan høre ting, som andre ikke kan. Clara er en af dem. Når vinden suser gennem de gamle egetræer, hører hun ikke bare larm, men små historier og gode råd, der bliver båret gennem luften som usynlige gaver.
Clara boede i et lille, lyseblåt hus lige der, hvor den dybe skov begynder, og hvor markens græs altid bøjer sig i en høflig hilsen, når brisen stryger forbi. For de fleste mennesker var vinden bare noget, der ruskede i tagrenderne eller fik vasketøjet til at danse på snoren, men for Clara var vinden en gammel ven, der altid havde noget på hjertet. Nogle gange hviskede den om, hvor de sødeste skovjordbær gemte sig, og andre gange sang den små sange om de skyer, der var på vej fra fjerne lande.
En tidlig tirsdag morgen, da duggen stadig lå som små diamanter på edderkoppespindene, vågnede Clara ved en helt særlig lyd. Det var ikke den sædvanlige friske morgenvind, der legede med gardinerne. Denne lyd var anderledes. Den var lille, bekymret og lød næsten som en svag piben midt i de store sus. Clara satte sig op i sengen og spidsede ører. Vinden pustede ind gennem det åbne vindue og kilede hende bag øret.
"Find ham… find ham ved den mosgroede sten," lød det i en blød hvisken, der bar duften af våd jord og fyrrenåle med sig. Clara vidste med det samme, at der var brug for hendes hjælp. Hun hoppede ud af sengen, trak i sine gummistøvler og løb ud i haven, mens vinden puffede hende kærligt i ryggen for at vise vej.
Hun løb forbi de store solsikker og ind under de skyggefulde træer. Skoven var fuld af lyde, men hun lærte hurtigt at lukke af for de larmende skader og de travle egern, så hun kun kunne høre vindens retning. "Mod venstre," sukkede vinden gennem de visne blade. "Lidt endnu… lige bag den store eg."
Clara stoppede op foran en sten, der var så dækket af grønt, blødt mos, at den lignede en sovende kæmpe. Og der, midt i alt det grønne, sad en lille fugl. Den havde fjer, der glimtede som de fineste ædelsten – blå som havet, grønne som smaragder og med små pletter af guld på vingerne. Men fuglen så slet ikke glad ud. Dens hoved hang, og dens vinger dirrede en lille smule.
"Hej lille ven," sagde Clara med sin allerblideste stemme. Hun satte sig på hug og rakte en hånd frem. Fuglen kiggede op på hende med sine små, sorte øjne, der lignede blanke bær. Vinden hviskede i Claras hår: "Han er faret vild. Hans familie bor i Det Gyldne Træ, men han glemte at lytte til vindens retning, da han legede med sommerfuglene."
Clara vidste godt, at selvom man er lille og har smukke vinger, kan verden føles meget stor og skræmmende, hvis man ikke ved, hvor man skal hen. Hun fandt et lille, lysende bær i sin lomme, som hun havde plukket dagen før, og lagde det forsigtigt foran fuglen. Fuglen tog et lille hop frem, spiste bærret og baskede forsigtigt med vingerne. Det var som om, den fik nyt mod bare ved at mærke, at nogen lyttede til dens bekymring.
"Kom nu," sagde Clara og rejste sig op. "Vi skal finde dit hjem." Men skoven var tæt, og der var mange stier, der lignede hinanden. Clara kiggede op mod trækronerne, hvor solen forsøgte at trænge igennem. Hun vidste ikke selv, hvor Det Gyldne Træ var, men hun vidste, hvem hun skulle spørge.
Hun lukkede øjnene og stod helt stille. Hun mærkede luften mod sine kinder. Først var der helt stille, men så kom der et lille pust. Det startede nede ved jorden og hvirvlede opad, indtil det greb fat i nogle gyldne blade og sendte dem i en dans hen ad stien. "Følg dansen," sang vinden i hendes ører.
Clara og den lille fugl, der nu sad trygt på hendes skulder, fulgte efter vindens spor. Hver gang de kom til et sted, hvor stien delte sig, kom der et nyt vindstød. Det var ikke en voldsom vind, men en vejviser-vind, der lagde sig som et usynligt tæppe over den rigtige vej. De gik forbi klukkende bække og under broer lavet af væltede træstammer. Hele tiden huskede Clara at takke vinden, hver gang den gav hende et lille tip.
Undervejs lærte hun den lille fugl noget meget vigtigt. "Du skal ikke bare flyve, så hurtigt du kan," forklarede hun. "Du skal stoppe op og mærke efter. Vinden ved altid, hvor verden er på vej hen, hvis man bare giver sig tid til at høre efter." Fuglen pippede, som om den forstod hvert et ord, og den begyndte selv at brede vingerne ud for at fange de små luftstrømme.
Pludselig åbnede skoven sig, og midt på en lysning stod et træ, der var så stort og strålende, at Clara måtte knibe øjnene sammen. Det var Det Gyldne Træ. Dets blade var lavet af det fineste guldstøv, og i grenene hang der reder, der lignede små, bløde skyer. Fra toppen af træet lød der en vidunderlig sang – det var hundreder af fugle, der alle lignede Claras lille ven, som sang sammen i et stort kor.
Den lille fugl på hendes skulder gav et begejstret pip, lettede og fløj de sidste meter hen til træet. To store fugle kom flyvende ned og mødte ham i luften med kærlige næb og glade vingesus. De landede alle tre i en rede højt oppe, hvor de sad og kiggede ned på Clara.
Vinden lagde sig helt til ro omkring hende, som om den også var lettet over, at opgaven var fuldført. Den strøg hende over håret en sidste gang og bar en taknemmelig sang med sig fra de mange fugle. Clara vinkede til dem og mærkede en dejlig varme i maven. Hun havde lært, at når man tør lytte til naturen og til hinanden, så findes der altid en vej hjem – selv når man føler sig allermest faret vild.
Solen begyndte langsomt at gå ned bag de fjerne bakker, og himlen blev farvet i alle de farver, fuglen havde haft i sine fjer. Clara vendte næsen hjemad, mens vinden nynnede en blid vuggevise, der skulle følge hende hele vejen til hendes lyseblå hus.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Emil og det store puslespil af skyer
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
