Forestil dig en verden hvor urene pludselig får nok af at jage afsted mod i morgen. En morgen i den lille by Tidsløse vågnede indbyggerne ikke til lyden af en alarm men til lyden af historien der rullede sig baglæns ud af sengen.
Sekundviserens mytteri mod fremtiden
Det hele startede ved det store tårnur på torvet. Præcis da viseren ramte tolv slog det ikke tolv slag for middag men tretten slag for forvirring. Og så skete det mærkelige. Den lille viser dirrede et øjeblik som om den overvejede sin karrierevej og så begyndte den at vandre den stik modsatte vej. Ikke hurtigt men bestemt. Som en mand der er nået halvvejs til bageren og pludselig husker at han har glemt sin pung derhjemme. Det tog ikke lang tid før alle byens ure fulgte trop. Armbåndsure vækkeure og de små ure på ovnen begyndte at tælle minutterne af i stedet for at lægge dem til. Verden var ikke længere på vej mod fremtiden. Vi var på vej tilbage til i går.
Det skabte en helt særlig form for panik hos de mennesker der lever deres liv i små firkantede kasser i kalenderen. Borgmesteren stod midt i en tale om vækst og effektivitet da hans ord pludselig begyndte at suge sig selv tilbage i munden på ham. Han måtte bogstaveligt talt sluge sine egne løfter mens publikum klappede baglæns med hænderne spredt mod hinanden. Det var her dannelsen kom på prøve. For hvad gør man når man ikke længere kan skynde sig fremad? Når hver eneste anstrengelse for at nå mere blot bringer en tættere på det man lige har forladt? I Tidsløse opdagede de hurtigt at tid ikke er noget vi ejer men noget vi låner og lige nu krævede banken lånet tilbagebetalt i omvendt rækkefølge.
Morgenmad er det nye aftensmad
Ved spisebordene i de små hjem blev forvirringen total. Man satte sig ned til en dejlig varm aftensmad men i stedet for at spise voksede maden på tallerkenerne. Kartoflerne blev hele igen og bøffen sprang tilbage i panden for at blive rå og kold. Ved sengetid vågnede folk op og følte sig mere og mætte end da de lagde sig. Det var som om selve menneskeligheden blev tvunget til at genoverveje rækkefølgen af vores behov. Vi har så travlt med at fortære livet at vi helt glemmer at smage på det mens det er der. Da urene gik baglæns blev vi tvunget til at se på vores måltider og vores samtaler som noget der kunne gøres om eller rettere noget der blev ugjort.
Filosofisk set var det en dannelsesrejse uden lige. Vi taler ofte om at lære af fortiden men i Tidsløse boede de i den mens den udfoldede sig bagfra. Børnene blev mindre og klogere mens de ældre fik deres hukommelse tilbage bid for bid. Der var en dyb åndelighed i at se en visnet blomst lukke sig sammen for derefter at blive en frisk knop igen. Det minder os om at intet er statisk. Vi er altid i bevægelse men vi har bildt os selv ind at kun bevægelsen fremad har værdi. Men dannelse handler om at kunne stå fast uanset hvilken vej viseren peger. Det handler om at have ånd nok til at rumme både det der var og det der kommer uden at miste fodfæstet i nuet.
Når vi overhaler vores egne minder
Det sværeste var minderne. Når tiden går baglæns bliver fremtiden til minder og minderne til fremtid. Man vidste præcis hvad man havde gjort men man anede ikke hvad man skulle til at lade være med at gøre. Det er en absurd tanke for et moderne menneske der er vant til at planlægge alt ned til mindste detalje. Vi planlægger vores ferier vores karrierer og vores børns fritidsinteresser som om vi kan styre floden. Men floden i Tidsløse var vendt og pludselig var det vigtigste ikke hvad vi opnåede men hvordan vi gav slip. At give slip på en vundet sejr eller en afsluttet konflikt kræver en helt særlig form for ordentlighed.
Det var her mange af byens borgere fandt roen. De indså at hvis i dag bliver til i går så er der ingen grund til at bekymre sig om i morgen. Bekymring er jo trods alt bare en fantasi om en fremtid der ikke findes endnu. I Tidsløse fandtes fremtiden slet ikke. Der fandtes kun en lang række af øjeblikke der blev leveret tilbage til skaberen i fin stand. Det er en smuk tanke at vi hver dag kunne aflevere vores timer lidt bedre end vi modtog dem. At vi kunne polere vores handlinger før de forsvandt ind i glemselen. Det er kernen i det gode liv. At handle således at man kan tåle at se sine handlinger rulle baglæns over skærmen uden at rødme.
Stilstand som den eneste vej frem
Da urene endelig stoppede deres baglæns vandring og stod helt stille i syv dage skete den største forvandling. Byen Tidsløse lærte at stilhed ikke er fravær af lyd men fravær af hastværk. I de syv dage hvor ingen ure tikkede og ingen skygger flyttede sig fandt folk sammen på en ny måde. De talte ikke om hvad de skulle nå eller hvad de havde nået. De talte om hvem de var. Det er den ultimative dannelse. At kunne definere sig selv uden brug af et ur eller en kalender. Uden at spejle sig i sin produktivitet eller sin succes. Bare at være menneske blandt mennesker under en sol der hverken stod op eller gik ned.
Vi har brug for at stoppe uret ind imellem. Ikke fordi vi skal leve i fortiden eller frygte fremtiden men fordi vi skal huske at vi er åndsvæsner fanget i en biologisk maskine. Maskinen har brug for tid men ånden er tidløs. Det handler netop om dette. At finde de sprækker i hverdagen hvor magien og filosofien kan pible frem og minde os om at vi er mere end vores aftaler. Vi er de historier vi fortæller hinanden og de eventyr vi tør drømme når vi tør lade uret gå baglæns eller helt gå i stå.
Det er i de øjeblikke hvor vi mister orienteringen at vi for alvor finder os selv. Da urene i Tidsløse endelig begyndte at gå forlæns igen var intet det samme. Folk gik langsommere. De kiggede hinanden længere i øjnene. Og vigtigst af alt så stoppede de med at tjekke deres ure hele tiden. De vidste nu at tiden er en illusion men dannelsen og kærligheden er evig. Det er en lektie vi alle kunne lære af. At turde gå baglæns ind i os selv for at finde vejen frem mod en mere menneskelig verden.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
