Jeg så det forleden, da jeg rullede gennem mit Facebook-feed mellem en reklame for en mirakel-pande og en video af en kat, der kan spille klaver. Janni Pedersen var død. Eller hun var i hvert fald døende. Eller også var hendes mand. Faktisk var det hele lidt uklart, men billedet var der: En sørgelig overskrift, et billede af Janni med et sammenbidt ansigt og den uundgåelige “Sponseret”-mærkat nederst i hjørnet.
Det tog ikke mange sekunder, før de første kondolencer tikkede ind i kommentarfeltet. “Hvil i fred, Janni,” skrev Bente fra Bogense. “Nyd den sidste tid sammen,” supplerede Preben med en lille emoji af et knust hjerte og en lyserød rose. Der var ingen, der stoppede op. Ingen, der undrede sig over, at nyheden kom fra en hjemmeside, der hed noget i retning af “Tech-News-Global-Daily.biz”, eller at afsenderen var en lyssky profil fra Armenien med tre venner og et profilbillede af en solnedgang.
Nej, vi havde travlt. Vi skulle nå at være kede af det, før alle de andre blev det.
Det er den moderne digitale dannelse i en nøddeskal. Vi render rundt med hele menneskehedens samlede viden i baglommen. Vi kan med to klik finde ud af, hvad kvantefysik er, hvem der vandt Tour de France i 1984, eller om Janni Pedersen rent faktisk er død. Men vi bruger det ikke. Vi foretrækker at lade os styre af en algoritme, der er designet til at manipulere vores mest primitive følelser for at få os til at klikke på en reklame for kryptovaluta eller tætpakkede slankepiller.
Det er fascinerende at iagttage, hvordan den kritiske sans fordamper, så snart man logger på Facebook. Folk, der ellers ville tjekke datoen på mælken tre gange før brug, sluger råt, at en landskendt tv-vært har fået en dødelig diagnose, som lægevidenskaben slet ikke har opdaget endnu. Vi er blevet et folkefærd, der kondolerer over for robotter.
Janni Pedersen er naturligvis ikke død. Hun er heller ikke døende. Hun passer sit arbejde på TV 2, skriver krimier og lever i bedste velgående. Men i Facebooks parallelunivers er hun allerede stedt til hvile af tusindvis af danskere, der føler sig som gode mennesker, fordi de har skrevet to ord til en falsk profil. Det er en form for digital nekrofili, hvor vi dyrker sorgen over folk, der slet ikke har bedt om at blive begravet.
Man må næsten beundre de svindlere, der står bag. De kender os bedre, end vi kender os selv. De ved, at hvis de bare sætter et billede af et kendt ansigt sammen med ordet “Tragedie”, så holder vi op med at tænke. Vi reagerer instinktivt. Vi er som de her små hunde, der gør ad deres eget spejlbillede. Vi kan ikke se forskel på virkelighed og en dårligt genereret AI-annonce, der er oversat via Google Translate fra russisk.
“Det er så trist,” skriver folk. Ja, det er trist. Men ikke på den måde, de tror. Det er trist, at vi har mistet evnen til at skelne mellem en journalistisk nyhed og et digitalt overfald. Det er trist, at vi er nået til et punkt, hvor sandheden er noget, man kun bruger, hvis man har tid til overs mellem to runder Candy Crush.
Vi lever i en tid, hvor AI kan skabe alt. Den kan skabe billeder af paven i en dynejakke, den kan skrive sange i Kim Larsens stil, og den kan åbenbart overbevise halvdelen af Danmark om, at Janni Pedersen har én fod i graven. Problemet er ikke teknologien. AI er en gave, hvis man forstår at bruge den. Problemet er den menneskelige dovenskab. Vi gider ikke tjekke kilden. Vi gider ikke tænke os om. Vi vil bare have følelsen. Vi vil have det hurtige fix af indignation eller empati, så vi kan føle, at vi stadig er levende væsner i en verden af kold teknologi.
Men der er intet menneskeligt over at kondolere til en algoritme. Det svarer til at sende blomster til sin støvsuger, fordi den lyder lidt hæs. Det er spild af tid, spild af følelser og frem for alt en total falliterklæring for den sunde fornuft.
Det sjoveste – eller mest skræmmende – er, når man forsøger at korrigere folk. “Hun er ikke død,” skriver man måske under en af de mange sørgelige kommentarer. Svaret er ofte aggressivt. “Hvor ved du det fra? Man skal ikke tro på alt, hvad man læser!” Det er ironien i sin reneste form. Personen, der lige har fået sin nyhed fra en armensk bot, anklager dig for at være ukritisk. Vi har skabt en kultur, hvor sandheden er blevet subjektiv. Hvis jeg har set det på min telefon, så må det være rigtigt – især hvis det bekræfter mine bange anelser om, at verden er af lave.
Vi har brug for et internet-kørekort. Ikke et af dem, hvor man lærer at gemme sine adgangskoder, men et, hvor man bliver testet i simpel logik. Spørgsmål 1: Hvis en annonce fra “Global-Funny-News-88” påstår, at Mette Frederiksen har vundet i Lotto og nu uddeler penge til alle, der klikker her, er det så sandt? Hvis du svarer ja, bliver din router konfiskeret, og du bliver sendt på et obligatorisk kursus i at læse en avis af papir.
Det er ikke kun Janni Pedersen, det går ud over. Det er os alle sammen. Hver gang vi deler en løgn, hver gang vi skriver “RIP” til en levende person, så er vi med til at mudre vandet. Vi gør det sværere for de rigtige nyheder at trænge igennem. Vi gør det lettere for svindlere at tømme de ældres bankkonti. Og vi gør os selv dummere, end vi har ret til at være.
Det er på tide, at vi stopper op. Næste gang du ser en overskrift, der virker lidt for dramatisk, så prøv noget vildt: Tjek det. Gå ind på et rigtigt nyhedssite. Se om de skriver det samme. Det tager fem sekunder. Fem sekunder, der kunne have reddet Janni Pedersen fra at blive begravet levende på Facebook af en hær af velmenende, men digitalt udfordrede danskere.
Men hvem har tid til det, når der er en ny video af en kat, der kan spille klaver?
Jeg logger af nu. Jeg skal ind og tjekke, om jeg selv stadig er i live, eller om Facebook har besluttet sig for at afholde min bisættelse i eftermiddag klokken 14:00.
Husk at skrive noget pænt i kommentarfeltet. Men tjek lige min puls først.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
