Forestil dig en verden, hvor himlen er grøn som en nyslået græsplæne, og græsset er så lyserødt, at det ligner store totter candyfloss. I byen Farvestrup var det præcis det, der skete en helt almindelig mandag morgen, da alle farverne i hele verden besluttede sig for at bytte plads.
Det startede i det lille hus med det røde tag – som nu pludselig var solgult. Lille Mille vågnede og gned sig i øjnene. Hun kiggede ned på sine yndlingspyjamas, der plejede at have røde striber. Nu var de selvlysende blå, og hendes dyne, der altid havde været hvid som sne, var blevet prikket med lilla og orange cirkler. Mille hoppede ud af sengen, og da hendes fødder ramte gulvtæppet, kildede det på en helt ny måde, fordi tæppet var skiftet fra kedeligt gråt til en farve, Mille aldrig før havde set, men som duftede lidt af hindbær.
Hun løb hen til vinduet og spilede øjnene helt op. Udenfor var alt forvandlet. Postmand Peter stod nede på gaden og kløede sig i håret. Hans store, tunge postbil, der altid var postkasserød, lignede nu en kæmpe vandmelon, for den var blevet stribet i mørkegrøn og lysegrøn. Peter forsøgte at finde den store røde postkasse på hjørnet, men den var blevet gennemsigtig som glas, så man kunne se alle brevene ligge derinde og svæve som små hvide skyer.
Mille skyndte sig at få tøj på. Hendes gule gummistøvler var nu blevet sølvfarvede, og hendes regnjakke lignede en regnbue, der var faldet ned i en spand maling. Hun løb ud i haven, hvor familiens hund, Buster, stod og gøede af en blomst. Buster var normalt en brun labrador, men i dag lignede han en stor, blød blåbær-muffin. Han logrede med halen, og for hvert vip faldt der små, glitrende stjerner af ham. Han så faktisk ret tilfreds ud med sit nye, blå udseende, især da han opdagede, at hans hundeskål nu glimtede som en diamant.
Græsset under hendes fødder var blødt og lyserødt, og da hun kiggede op, så hun, at solen ikke længere var gul. Den var turkis og kastede et køligt, magisk lys over hele Farvestrup. Det var som om, hele verden var blevet til et kæmpe maleri, hvor kunstneren havde lukket øjnene og bare brugt de farver, der føltes sjovest. Fuglene, der fløj forbi, sang de samme sange som altid, men deres fjer var blevet til små spejle, der kastede det turkise sollys rundt på husmurene.
Mille besluttede sig for at gå ned til bageren. Bageren i Farvestrup hed Hr. Hvede, og han var kendt for sine gyldne rundstykker og brune rugbrød. Men i dag var alt anderledes. Da Mille trådte ind i butikken, duftede der stadig af nylavet brød, men synet, der mødte hende, fik hende til at grine højt. Butikken plejede at være hvid og brun, men nu var væggene dybblå med prikker af guld, og gulvet lignede en skakternet plade i pink og sort.
Hr. Hvede stod bag disken med sit store hvide forklæde, der nu var blevet skrigende neongrønt. Hans kinder var lilla, og han holdt en bageplade med franskbrød, der var helt og aldeles mørkeblå. Han lignede en, der ikke helt vidste, om han skulle græde eller grine, men da han så Milles sølvstøvler, brød han ud i et stort smil.
"Godmorgen, Mille," sagde Hr. Hvede og tørrede sine hænder i det grønne forklæde. "Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men de her rundstykker nægter at blive brune. Jeg har haft dem i ovnen tre gange, og de bliver bare mere og mere blå! De smager præcis som de skal, måske endda lidt sødere, men de ligner noget, der er faldet ned fra en anden galakse!"
Mille pegede på en kage, der lignede en sky lavet af guld. "Må jeg smage den der, Hr. Hvede?" spurgte hun. Bageren gav hende et stykke, og da hun bed i det, smagte det ikke af chokolade, som det plejede, men af eventyr, skovbær og følelsen af at have sommerferie. Det var den mærkeligste og bedste kage, hun nogensinde havde smagt.
Ude på gaden begyndte folk at samle sig. Først var de fleste lidt bange. De voksne talte om, at det måtte være en fejl i vejret, eller at nogen havde pudset alle brillerne i byen med forkert pudsemiddel. Nogle mødre kiggede bekymret på deres børn, hvis hår var blevet grønt eller lilla over natten, men børnene selv var ellevilde. De løb rundt og sammenlignede deres nye farver, som om det var den bedste gave, de nogensinde havde fået.
Borgmesteren, der altid gik i et meget stramt og meget sort jakkesæt, lignede nu en omvandrende diskokugle, fordi hans tøj glimtede i alle regnbuens farver. Han forsøgte at holde en tale på byens torv, men hver gang han åbnede munden, kom der små, farvede bobler ud sammen med hans ord. "Kære… pop …borgere… pop …vi må bevare… pop …roen!" Boblerne svævede op mod den grønne himmel og lyste i de flotteste farver. Folk begyndte at klappe i stedet for at lytte, for det var meget sjovere at se på boblerne end at høre på en lang tale om orden.
Lille Mille fortsatte sin vandring gennem byen. Hun passerede skolen, hvor læreren, Frøken Flid, stod og kiggede på den sorte tavle, der nu var blevet helt hvid. Det hvide kridt var til gengæld blevet usynligt, så alt hvad hun skrev, kunne man kun se, hvis man lagde hovedet på skrå og kiggede meget grundigt. Men Frøken Flid var klog; hun fandt hurtigt ud af, at man kunne tegne med bær og blomster direkte på de hvide vægge, og snart var hele klasseværelset ét stort, farverigt kunstværk.
Nede ved byens park var træerne også skiftet. Stammerne var mørkeblå, og bladene, der normalt var grønne, var nu blevet til sølvfarvede blade, der ringlede som små klokker, når vinden blæste igennem dem. Under træerne var der ikke længere jordbær, men små frugter, der lignede stjerner og smagte af flødeis. Mille satte sig i det lyserøde græs og så på, hvordan verden var blevet meget sjovere, bare fordi den ikke længere fulgte reglerne.
Hun gik videre ned til den store sø midt i byen. Søen var normalt blå og lidt mørk, men nu lignede den flydende, glødende guld. Vandet var tykt og blødt, og når man rørte ved det, føltes det som at stikke hånden ind i solskin. Fiskene, der svømmede rundt derinde, var blevet helt hvide og lignede små, venlige spøgelser, der legede skjul under de lilla åkander.
Ved siden af hende satte en gammel mand sig. Det var Hr. Gammelby, der altid plejede at gå med en sur mine og brokke sig over, at alting var bedre i gamle dage, da tingene var mere grå og forudsigelige. Hans lange, grå skæg var nu blevet lyserødt, og hans gamle slidte hat var blevet til en glitrende krone, der skiftede farve, hver gang han blinkede.
"Ved du hvad, Mille?" sagde han og smilede, så hans lilla tænder kom til syne. Han så ikke spor sur ud længere. "Jeg har boet her i firs år, og jeg har aldrig set noget så smukt. Vi glemmer tit at kigge ordentligt på tingene, fordi vi tror, vi ved, hvilken farve de har. Vi kigger på et træ og tænker 'grønt', og så kigger vi ikke mere. Men i dag tvinger verden os til at se det hele for første gang igen. Se bare på den sø – man får jo lyst til at drikke den med et sugerør!"
Mille nikkede og smilede tilbage. Hun tænkte på, hvordan folk altid sagde, at man skulle holde sig inden for stregerne, når man tegnede i skolen. Men i dag var alle stregerne visket ud, og farverne var løbet løbsk. Det var som om, jorden havde fået lov til at lege, præcis ligesom Mille legede på legepladsen, uden at tænke på om hendes bukser blev beskidte eller om hendes hår sad pænt.
Hele eftermiddagen blev folk ved med at opdage nye ting. De fandt ud af, at hvis man nøv mod en lyserød blomst, så skiftede man selv farve for en kort stund. Postmand Peter var nu blevet stribet som sin bil, og bageren Hr. Hvede var blevet ternet. Folk grinede og tog billeder, og ingen tænkte længere på, at deres biler eller huse havde de "forkerte" farver.
Selv dyrene i skoven udenfor Farvestrup var med i legen. Rævene var blevet hvide som sne, og harerne var blevet orange som gulerødder. Det gjorde det lidt sværere for ræven at fange haren, men de så ud til at have det sjovt med at jagte hinanden rundt i det blå krat.
Da aftenen nærmede sig, begyndte himlen at skifte igen. Men i stedet for at blive mørkeblå eller sort, som den plejede, blev den til en dyb, varm orange, mens stjernerne begyndte at tændes én efter én som små, klare grønne lygter over byen. Det var den smukkeste nat, nogen i Farvestrup nogensinde havde oplevet.
Folk satte sig ud på deres terrasser – der nu lignede små huse fra en drømmeverden – og kiggede op på de grønne stjerner. De opdagede, at de faktisk godt kunne lide den nye verden. Det gjorde ikke noget, at tingene ikke var, som de plejede. Faktisk var det lidt spændende ikke at vide, hvilken farve ens kaffe ville have næste morgen, eller om græsset ville beslutte sig for at blive stribet i stedet for lyserødt.
Mille kravlede tilbage i sin seng, da hun kom hjem. Hendes værelse var nu blevet grønt og lignede en lille, tryg skovbund, og hendes lampe lyste med et blødt violet skær. Hun krammede sin bamse, der var gået fra at være en almindelig brun bjørn til at være en lille, magisk lilla elefant-bjørn. Bamsen føltes endnu blødere end før.
Hun lukkede øjnene og tænkte på, at det vigtigste slet ikke var, hvilken farve man havde udenpå, eller om ens hus var rødt eller gult. Det vigtigste var, at man havde plads til alle de farver, man følte indeni, og at man turde smile til verden, selvom den så helt anderledes ud, end den plejede.
Da hun faldt i søvn, drømte hun om en verden, hvor man kunne bytte farver hver eneste dag, bare for at se, hvordan det hele så ud fra en ny side. Og i Farvestrup sov alle de voksne også med et smil på læben, fordi de for en dag havde glemt alt om orden, regler og 'plejer', og bare havde nydt det smukke, farverige rod, som livet også kan være, hvis man tør se det.
Verden er nemlig præcis så magisk, som vi giver den lov til at være.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #34 – Dragen der kun kunne prutte sæbebobler]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
